kristinept

Åh ja, den lejlighedsvise blogger slår til igen

2010-11-24T10:51:00.002+01:00

Jeg har oplevet SÅ meget siden sidst, både godt og skidt, så der burde være stof til mange indlæg – nu får vi se; sådan har jeg tænkt før, uden at det har resulteret i et mere jævnt flow her på bloggen…

Først noget godt: min lillesøster er blevet gift!! Den 16. oktober sagde hun og Monika ja til hinanden på Lemvig Rådhus. Jeg var ikke med til selve vielsen, da festen var uden børn, og husbond og jeg er noget pylrede over vores lille boute. Og også lidt hensyntagende til barnepigens stamina. Og måske savnede vi også barnet lidt på forhånd. Det var jo første gang, Mea skulle sove en hel nat uden hverken mor eller far i huset!!
Men barnepigen fås ikke bedre. Hun er indbegrebet af perfekt bedsteforælder, og Mea griner altid en halv time, når farmor træder ind ad døren – også selvom de har set hinanden flere gange på en uge. Så vi overlod hende i sin skønne farmors varetægt ud på eftermiddagen og drog mod vest.
I løbet af kort tid gik det op for os, at ingen af os kunne huske, hvornår vi sidst havde siddet ved siden af hinanden i bilen og bare kunne koncentrere os om os. Det plejer at se sådan ud, at én voksen kører, ét barn sludrer → pylrer → græder → hidser sig voldsomt op → bliver endelig lullet i søvn af bilens bevægelser + dén voksne, der desperat sidder på bagsædet ved siden af og leverer legetøj, sutter, frugt, sutter, kukke-bøh-er osv.
Så ahhh, to en halv times sludren om alt og ingenting, det var fantastisk!
Jeg ved, jeg har været i Lemvig før, for der bor et hav af mostre deroppe, men udsigten, da vi nåede frem, er åbenbart faldet ud af min hukommelse. Det var så smukt og romantisk et syn, så jeg helt ærgrede mig over, vi kun lige præcis havde tid til at tjekke ind på vores hotel og vaske det værste rejsestøv af os, inden vi skulle videre til Lomborg Forsamlingshus.
Og helt ærligt; den smukke udsigt blegnede fuldstændig i forhold til de to brude. Begge i brudekjole og slør, begge strålende af lykke og naturlighed: denne dag var bare perfekt.
Jeg kunne her skrive en liste over, hvor mange gange, jeg græd, men det er kedeligt, så i stedet kommer her teksten til den sang, jeg havde skrevet til dem:

Der var engang en vinterdag, som så mange andre
Mørkt og koldt, ubehag, to alene vandrer
Så står de der i festens larm og pluds’lig bli’r det tyst
Det blik, det ansigt, alt er lyst

Nu er dagen her, ingen kolde tæ’r
Men varme hænder, varme kys, sammen
Nu er dagen her, og der bli’r mange fler’
Forenet nu i kærlighed, sammen

Forår, sommer, efterår, farver alle blade
For dage blev til år, strålende og glade
Nu står I her og siger ja til det, den and’n ka’ gi’
Glæde, lykke, fantasi

Nu er dagen her, ingen kolde tæ’r
Men varme hænder, varme kys, sammen
Nu er dagen her, og der bli’r mange fler
Forenet nu i kærlighed, sammen

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, det er svært 1) at skrive på dansk, 2) ikke at have dualismen mellem mand og kvinde at slå på, 3) at finde balancen mellem lidt for specifik og lidt for klichéet. Men i og med, at begge brude græd (en del, men de smilede altså også), så lykkedes det vist ☺ Heldigvis var der allerede blevet holdt op til flere taler, som gav baggrundsviden nok til at kunne forstå historien i sangen.

Og vi dansede til langt ud på natten og blev kørt til hotellet af hele min storesøsters familie, og det var eventyrligt at vågne helt af os selv og spise morgenmad, som nogen andre havde tilberedt. Og da vi kom hjem, blev vi mødt af glad barn og farmor, som slet ikke var blevet trætte af hinanden.

Tidens rådne mælketand

2010-10-08T13:41:00.007+02:00

Det er fredag, jeg skal blogge:-)

Som jeg måske har antydet, er jeg begyndt at undervise en enkelt lektion mandag og fredag formiddag, så hele min fine forestilling om at sidde længe og dvæle over kaffen og bloggen, mens jeg fandt på de genialeste formuleringer og smågrinede lidt i mit imaginære skæg (jo, det er imaginært!!), er lidt falmet.
Men heldigvis har de i vuggestuen nok engang puttet Mea til middagslur, selvom hun skulle hentes tidligt, og i dag foreslog de selv, at de kan ringe, når hun vågner. Det var ellers nogo første gang, for "der er jo det med timerne" (altså den der modulordning, som gør, at man bliver kaldt ind på kontoret, hvis man henter sit barn fem minutter for sent).
Så nu sidder jeg her uden babyalarm midt om eftermiddagen og kan godt skrive et indlæg. "Yeah", kan jeg allerede høre jer råbe :-)

Og dagens indlæg går til... Mine Memoirer.

Da jeg stod deroppe på stigen sidste uge, var der masser af grunde til at prøve at lede tankerne hen på andet end højder, ulykker, moderløse børn og den slags, så jeg gav mig i går til at tænke på det sjove ved, at det første bud, der meldte sig for mig i Ms gættekonkurrence, var det lidt (kun lidt) bizarre, at noget uforklarligt i et hus' konstruktion måtte være en portal til en anden virkelighed...

Det er altså ikke sådan, at jeg ikke kan eksistere i den hverdag, jeg har trukket i uddannelses- og arbejdslotteriet. Men det var det engang. Gennem hele min folkeskoletid blev jeg mobbet - af mine klassekammerater, af børn fra andre klasser, af min lillesøsters venner og også lidt af mine lærere. Jeg var en tyk læsehest, som var meget dårlig til at tilpasse mig en plads i skolehierarkiet, hvor jeg ikke var populær og kilde til stor imponade. Havde jeg nu bare accepteret, at blonde Åse og høje Rikke havde større appel både til jævnaldrende og voksne, så kunne jeg måske have undgået nogle af de grimmeste episoder, som jeg stadig en gang imellem kommer i tanker om og bliver ked af. Men jeg havnede fra day one i skolen i en ond cirkel, hvor mine fremmeste kvaliteter var stædighed og boglig dygtighed, og hvor min trang til konstant at søge opmærksomhed på disse var til stor irritation for mine omgivelser.

Samtidig var jeg et meget naivt barn med en overraskende blind tro på, at der fandtes gode ting i tilværelsen, og da jeg ikke fandt dem i skolen, måtte jeg forsøge at skabe en virkelighed ved siden af. Jeg pløjede mig igennem bøgerne i skolebiblioteket så hurtigt, at da jeg havde læst alt, der var alderssvarende og noget af det flere gange, fik jeg i fjerde klasse lov til at gå de to trin op til ungdomsbiblioteket og tørlægge det. Inden jeg kom på efterskole i 8. klasse, var jeg nået videre til voksenafdelingen (for langt ude på landet lå skolebiblioteket selvfølgelig sammen med det egentlige bibliotek).

Fra ungdomsafdelingen husker jeg tydeligst Susan Cooper's "Den sorte rytter" fra samlingen "The dark is rising" og Lionel David's "Under blommesøen". Den første var jeg så heldig at finde i en engelsk boghandel for et par år siden og har genlæst den to gange, og jeg kan så godt huske den drømmetilstand, bogen satte mig i, at selvom det er en helt anden oplevelse at læse den samme historie igen og endda på origianlsproget, så bliver jeg hele tiden mindet om indretningen i mit barndomsværelse, hændelser i den periode og den slags. Det fungerer meget bedre for mig end at mindes ved hjælp af dufte...

Anyways, min allerstørste litterære oplevelse som barn var Narnia-bøgerne, godt hjulpet på vej af tegnefilmen "Løven, Heksen og Garderobeskabet". Som jeg husker det, så åd jeg dem fra biblioteket et par gange, dernæst fik min lillesøster hele serien i gave, og så lånte jeg dem gang på gang af hende. Og da jeg nu var sådan et naivt barn, så var jeg overbevist om, at hvis bare vi troede nok på det, så kunne vi tvinge en portal til Narnia frem i skoven bag mine forældres gård. For var der ikke noget med, at Aslan engang sagde, at Narnia kunne mærke, når der var et barn, der havde brug for det? Eller måske var det omvendt. I hvert fald følte jeg, at jeg i den grad havde fortjent at komme til Narnia, at min søster var nødt til at hjælpe mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg fik hende overtalt; måske var det først, da vi i timevis havde prøvet at finde portalen i de forskellige pletter af løvtræssamlinger i nåleskoven, at hun opdagede, det ikke helt kun var en leg, at jeg faktisk ønskede så brændende, at det skulle være virkeligt, at jeg ikke kunne få mig selv til ikke lige at prøve endnu et sted, der måske lige præcis var det rigtige sted. Men i hvert fald er det med i kapitlet i vores storytelling om vores søsterskab, som handler om, at min lillesøster altid har været lidt mere kynisk - det står lige ved siden af historien om, hvordan jeg troede på julemanden længe efter, Bettemus havde gennemskuet menageriet.

Men ja, da jeg så billedet af M's hus' hemmelighed, MÅTTE jeg lige tro på, at det KUNNE være noget magisk, selvom det kun lige varede en splitsekund. Og mine yndlingsfilm og -bøger er stadig dem, der ikke er alt for realistiske :-)

Ti ting, man kan tænke på en stige

2010-10-04T13:54:00.008+02:00

1) Shit, hvordan får jeg bakken over i den anden hånd?
2) Hvor er der stille heroppe - eller også er det bare panikpulsen, der overdøver alt andet
3) Gud, lad det være nok med to overmalinger
4) Hvis jeg nu strækker mig, så kan jeg nå... nej, det kan jeg IKKE, shit, shit, shit
5) Hvis jeg nu lukker øjnene, så er det måske ikke så slemt... jo det ER, shit, shit, pis
6) Gad vide, hvorfor det var en Malkovich-tunnel, jeg tænkte på først?
7) Måske skulle jeg have malet, før jeg anlagde bed lige der, hvor stigen skal stå
8) Nu giver det mening at have dared mig selv med alle de rutsjebaner
9) Åh nej, jeg HÅBER, det er nok med to overmalinger
10) Hmm, hvor smart tænkt her på sidste optur, at jeg kan hænge penslen på stigen, så den ikke vejer på bakken... Næsten ærgerligt, at jeg først skal male igen til foråret...

Højt op

To flader med grunder

To flader med én overmaling

Done! To flader med to overmalinger, sokkel med to overmalinger, trappe(!) med tre (!) overmalinger - alt sammen meget pænere, end jeg havde turdet håbe på. Lidt stolt er jeg :-)

Jeg skynder mig lige at tilføje 10 uddybende kommentarer:
1) Man går hele vejen ned ad stigen, skifter hånd og kravler op igen
2) Begge dele. Jeg kunne høre, hvad Vestas-beyggefolkene sagde 100 meter væk...
3) I princippet ikke...
4) Ja, der er et hjørne langt inde over taget, som står tilbage i rustik umalet stil. Hvis vi får et stillads op, mens der er tålelig maletemperatur, går det muligvis over
5) Hold da op, hvor jeg bander i tankerne, hva'? Og bruger aldeles outdatede bandeord. Hmm
6) Et spørgsmål, jeg begyndte at skrive et blogindlæg om, men det røg af sporet og blev ikke særlig læsevenligt. Måske får jeg gjort noget ved det en dag
7) Ja, men så havde jeg ikke fået anlagt det bed, for det er først i den sidste uge, jeg kunne bruge alle(!) dage på at male qua temperatur og fugt og almen arbejdsbyrde
8) for jeg er ikke til at stoppe, når jeg nærmer mig Tivoli eller et sommerland, op skal jeg, trods aldersbestemt (tror jeg) stigende hjertebanken
9) se svar 3, og det er jeg ligeglad med. Det er fint nok til os
10) For der er nemlig hele resten af huset...

Arbejdstyr

2010-09-24T09:46:00.006+02:00

Jeps, så er det fredag, barnet afleveret for en kort bemærkning, forberedelser til næste uge stort set overstået, hus næsten pænt - it's time for da blogging :-)

I denne uge har jeg virkelig taget arbejdstyren ved hornene. Jeg har indset, at det er ALT for besværligt at skulle have mine opsparede barselsdagpenge udbetalt lige nu, fordi det lidt kræver, at jeg siger nej til alt, der ikke er de faste ugentlige timer. Fx. er der dukket et par workshopdage for randrusianske dagplejere op om halvanden måned, og det er bare lige det, jeg gerne vil - godt nok bliver de to arbejdsdage så på 12 timer, effektivt er jeg hjemmefra 15 timer, men jeg er helt sikker på, det er det værd. De to uger kommer jeg på fuldtid, selvom jeg kun har én time mandag og fredag; det er da meget godt!

Det andet horn er jeg næsten endnu mere stolt af: jeg har endelig taget mig sammen til at påbegynde maling af huset. De første to ture op i de tyndere luftlag med malerulle og -bakke i den ene hånd og hjertet i den anden var værst. Da benene transformerede tilbage fra gelé til gode gammeldags stolper, gik det ret hurtigt, og jeg opdagede, at hvis vi havde haft en altan på den side af huset, kunne jeg kigge ned i hele 5 haver.
Det eneste nedslående ved det er, at man ikke kan se noget endnu, fordi hele første tur over facaden bare var grunder. Så nu glæder jeg mig ligefrem til de næste stigebestigninger, for så er det med synligt resultat.

Og så er der barnet... På mandag bliver Mea 13 måneder, og også hun arbejder på højtryk. For tiden handler det rigtig meget om at gå, at tale og at bruge redskaber. På gå-fronten imponerer hun os dagligt - inden for den sidste uge har hun fundet ud af, hvordan man rejser sig midt på gulvet uden hjælp, så det er ved at være slut med frustrations-raseri-anfald over at sidde selv, for nu kan hun uden problemer rejse sig og vandre hen til CD-erne. Hmm, hun er især vild med de samme CD-er, som vi er lidt ømme over, så der ligger et omarrangeringsprojekt forude.
Ordene begynder så småt at ligne noget fra andre sprog end Meas eget. Mest dansk, men jeg er sikker på, at nogle af fraserne egentlig er finsk eller swahili, og vi bare er for indskrænkede til at svare. Det tydeligste ord er "Hej", som, hun har opdaget, giver god opmærksomhed fra alle - bortset fra Diva, vores kat og Meas store ulykkelige kærlighed. Til gengæld har hun (sandsynligvis i vuggestuen) lært ikke blot ordet "ae" men også handlingen, og den giver pote (høhø) hos Diva. Der går længere og længere tid, før katten bliver til en orm og sniger sig væk, og det er lige til at tude af glæde over, at de to små væsener lige så stille bliver venner.
Og redskaber. Mest tydeligt ved morgenbordet, hvor jeg i princippet burde kunne nå at spise selv, for ikke bare KAN Mea selv skovle grød ind nu, hun VIL også. Men jeg må indrømme, at jeg stadig bare sidder forelsket og observerer alle de finmotoriske spring, hun gør fra dag til dag. Knap så stolt er jeg, når de førnævnte CD-er bliver brugt til at pege (hårdt) på noget i fjernsynet...

Hverdagsglæde

2010-09-18T09:12:00.001+02:00

Det er lidt pinligt, at det forrige indlæg har fået lov at stå alene i så lang tid, men det er jo, fordi hverdagen pludselig vendte tilbage - JUBI! Så fik jeg lidt travlt på den gode måde, og bloggen blev stuvet ned nederst på todo-listen.

Det er ikke noget nyt, at jeg har svært ved at administrere for meget fritid, såsom den lange sommerferie, der følger med mit fag - både da jeg var studerende på først universitetet og senere konservatoriet og nu, hvor jeg er ansat i musik- og aftenskole.
Så nu, hvor tiden er ordnet for mig i skema og ansvarskrævende arbejde, så er jeg glad igen. Mea har en kort dag om fredagen, så vi kan holde os på 35-timers modul, så længe, det varer (bliver afskaffet til nytår), så så kan jeg ikke nå at gå i gang med store projekter eller køre udenbys, inden hun skal hentes igen, og jeg håber, det betyder, at der kommer et ugentligt indlæg fra nu af :-)

Mine faste timer i løbet af ugen udgør kun ca. halv tid, men så er der til gengæld plads til at forberede mig til bunds til enkeltarrangementer som den korworkshop/teambuilding, jeg er blevet hyret til at forestå sidst på måneden. Det glæder jeg mig rigtig meget til - halvanden time med 30 mennesker, jeg ikke kender; det er spændende og lidt skræmmende, fordi jeg endnu ikke er inde i en rutine med den slags punktnedslagsarbejde. Men jeg har nogle idéer, som jeg går og ruger ud, inden jeg begynder at skrive dem ned...

Og hey, jeg har fået gjort lidt ved haven: der, hvor den ensomme buksbom står,
var der for kort tid siden en hel hæk, som nu er fordelt ud i verden - til Tim (forældre), Lemvig (lillesøsters svigerforældre), Hjorthede (storesøster 1) og Romalt (storesøster 3), og ikke mindst: til et bed 5 meter fra udgangspunktet, som der ligesom manglede i den nye "høje" terrasse.

Før:

Efter:

Forhåbentligt kan de fire buksbomplanter overleve flytningen, når nu de er genplantet i et bed, hvor der godt nok er en del sand fra terrasselægningen, men hvor der også er fin muldjord nede ved rødderne. Jeg havde tænkt, at de kunne stå i krukker, men i Plantorama så damen, jeg spurgte, helt forkert ud i hovedet, for, som hun sagde: "Hvis du gerne vil slå dem ihjel, så skal du endelig gøre det" med efterfølgende lang udredning om, hvor synd, det ville være. Tak, Plantorama-dame, du skubbede mig i den rigtige retning. Nu har jeg et bed, som gør, at der er lidt grønt og bevægeligt til at fange øjet fra både køkken- og badeværelsesvindue. Og som jeg kan stille andre ting i krukker op ad, uden at være heldagsangst over, om de nu bliver blæst ned over terrassekanten.
Jeg er klar over, at planterne står lidt hulter til bulter, men skal vi ikke kalde det charmen ved DIY?

Hverdagslede

2010-08-02T10:36:00.001+02:00

I virkeligheden har jeg ferie to uger endnu. Men husbond og Mea er begge tilbage i hverdagen, og nu føler jeg mig forpligtet til også at tage mig sammen. It sucks.

Barselsdagpengene er ophørt, og til min overraskelse skal jeg selv gøre noget for at få udbetalt de opsparede timer (320!) fra forårets deltidsarbejde. That sucks too. Måske skulle man bare skynde sig at blive gravid igen...

Jeg har ikke gjort en disse ved mine smukke drømme om at skrive - hverken her på bloggen eller de bøger, jeg synes, ligger i mig.

Jeg har ikke skrevet et eneste korarrangement, siden varmen satte ind. Jeg har ikke sorteret mine noder. Jeg har ikke planlagt semestret for hverken kor eller rytmikhold. Det eneste, jeg har taget mig sammen til, var at sige op i det ene af de rytmiske kor.

Jeg har ikke tabt mig, jeg har ikke lavet madplan for de kommende uger. Jeg har dog smurt Meas første madpakke i morges. For nu er hun blevet en stor pige, som de fleste dage skal være i vuggestue så længe, at hun skal spise medbragt eftermiddagsmad. Jeg savner hende allerede.

Jeg har ikke fået haven bragt i orden. Jeg har dog lagt fliserne på plads i forhaven (hvor de har ligget stablet siden oktober, da sidste års håndværkere måtte fixe en åben kloak), og vores ufattelig begavede vennepar, Jeppe og Elsebeth, har hjulpet med at lægge fliser og næsten få færdiggjort to terrasser i den ægte have. Men nu er husbond som sagt begyndt at arbejde igen, og ingen ved, hvornår vi så kan få lavet de ting, der mangler i det projekt...

Og nu har denne korte pamflet givet mig ondt i den finger, jeg forstuvede sidste uge, hvor Mea lige smittede mig med en øjenbetændelse, der gjorde, at jeg ikke så det bord, fingeren var på vej til at blive smadret på. Jeg har også ondt i lænden. Og lidt i den tand, som ikke kunne blive rodbehandlet færdig, fordi én af rødderne foretager et knæk, så det inderste af den skal opereres for at holde op med at gøre ondt. Og jeg har stadig lidt øjenbetændelse. Altså come on, it really sucks. Ynk.

Måske burde jeg spise morgenmad...

Sommerferieplaner

2010-06-07T17:02:00.002+02:00

Nu er mit barn begyndt i vuggestue - næsten akkurat sammenfaldende med, at alle mine kor og hold holder sommerferie. Så hvad skal jeg dog bruge al den tid på? Well, et godt sted at starte kunne være totalrengøring. Her ser forfærdeligt ud. Men altså hey, det er jo ikke bare kedeligt, men også aldeles modbydeligt arbejde...
Næ, måske skulle jeg sætte to timer af dagligt til at få styr på de forskellige undervisningsmaterialebogsidéer, jeg har gået med i hovedet i årevis?
Der er én til voksenrytmik - et hjælperedskab til korledere og teenagesammenspilsledere, noget med hørelære uden helt at skulle kunne noder, at få kroppen i spil som hjælp til forståelse af forskellige genrer, og sådan noget. Den har spøgt siden 2006, så måske skulle jeg snart til at tage mig sammen.
Så er der jo selvfølgelig en masse rytmiksange, som er kommet til mig de sidste par år. For ikke så længe siden fik jeg konkret ros af en rytmik-bedsteforælder, som fandt min undervisning så eksemplarisk i flow, at hun måske ville sende sine pædagogstuderende med hovedfag i musik i praktik hos mig (nårh, så er man lige stolt i lang tid!). Så hvad med en bog om flow i småbørnsmusik-undervisning? Findes det? Der er masser af sangbøger, masser af lærebøger om det overordnet pædagogiske, man skal tænke på, masser af referencebøger til motorik, social læring, sproglig udvikling osv., men jeg synes ikke, jeg er stødt på noget, som direkte går ind og rådgiver i "limen" mellem sangene - i hvert fald ikke som hovedtema...
Og så kunne man jo også researche lidt på, hvordan man egentlig får udgivet sine bedste korarrangementer...

Godt, sommeren er reddet!

Stille hjemmefred

2010-05-28T20:35:00.003+02:00

Husbond er inde hos sin bror til hyggeaften, en tradition, der er opstået for de to de seneste år. I fordums tider, hvor vi ingen børn havde, betød det en hjemvendende mand ud på morgenen, lugtende af destillering og uden en eneste fungerende hjernecelle et døgns tid efter - samt en ret irriteret kone. I aften forventer jeg at falde i søvn alene, men til gengæld vågne op til en dejlig, rolig weekenddag med en sikkert træt, men tilfreds ægtefælle, for vi er begge så småt ved at blive voksne og har aftalt, at en aften i byen ikke er ensbetydende med at drikke hårdt igennem.

Så her sidder jeg i min sofa med et sødt sovende barn i eget værelse (!) og flere afsnit af House og Private Practice parat til maraton, og for en gangs skyld er jeg ikke misundelig på min mands tætte forhold til sin bror. Som jeg skrev for et par dage siden, så lysner det - næste uge har jeg forårets sidste rytmiktimer, og korene er også på vej mod semesterslut. Mea og husbond og jeg var henne i vuggestuen i dag for at hilse på pædagoger og fortælle om hendes sove- og kostvaner, og på tirsdag tager hun sin far med til første time som institutionsbarn; derefter får jeg lov at følges med hende. Barnet viste stor interesse både for de andre børn og alt det spændende, nye legetøj, og forældrene fik et meget positivt indtryk af personalet og stedets vilje til at være en tryg ramme for vores lille boute.

Udsigten til inden for en overskuelig fremtid igen at kunne fordybe mig i timevis i mit arbejde gør mig bare så glad, at jeg nyder den sidste alenetid med Mea ekstra meget. Jeg har genvundet lysten til at være hjemme, og den har jeg virkelig savnet. Én af grundene til, jeg startede så tidligt på arbejde igen, var, at jeg var bange for at føle mig indespærret af barselssituationen, og det har da også været skønt at komme ud. Men da det viste sig at være nødvendigt at have planlagt, hvad der skulle ske, mens jeg var væk også, fordi husbond i princippet skulle sidde hjemme og arbejde, mens han passede Mea, og ikke bare kunne tage over med husholdning osv., så føltes det slet ikke så fedt at skulle afsted alligevel... Og heller ikke at komme hjem igen, hvis han havde haft en stresset dag... Indespærringsfølelse udvidet til Århus midtby.
Så når det allerede var lidt et martyrium at være den, der var hjemme hos barnet i dagtimerne, så forestil jer, hvordan det blev at være den, der blev hjemme, for at den anden kunne tage ud om aftenen! "Aj, hvor er I pylrede - hvorfor ikke have barnepige en gang imellem", tænker I nok, men Mea bliver i forvejen passet af andre de to aftener om ugen, hvor både husbond og jeg svæver ned i musikrummet og fylder verden med skønne toner sammen med vores to kor. Så den dårlige samvittighed over at overlade vores barn til andre ligger konstant og ulmer.

Men den følelse af at være spærret inde af forpligtelser og dårlig samvittighed over en gang imellem at foretrække voksent selskab, som ikke nødvendigvis udelukkende snakker om lortebleer og tigerspring, den må og skal holdes nede. Når det ikke kunne gøres alene ved at forlade hjemmet for at tage på arbejde, så må vi gøre en indsats for at se det positive i at aflevere vores barn i andres varetægt. Og jeg må gøre en indsats for at acceptere, at jeg har brug for mit arbejdsliv, og at jeg ikke kan holde ud at være hjemmegående mor, hvor højt jeg end elsker min dejlige unge. Og jeg må unde min mand at gøre ting for sig selv, for ellers slider vi allesammen hinanden i stykker med krav om nærhed og kærlighed og tresomhed 24-7. Jeg tror faktisk, det lykkes, for lige nu mærker jeg i hvert fald en fred, jeg ikke har følt længe...

I'm back

2010-05-26T11:01:00.004+02:00

Godt så. Det har været et turbulent og alligevel helt stillestående forår for mig. Jeg begyndte at arbejde (mere) på deltid i januar, og pludselig havde jeg alt for meget om ørerne.
Jeg havde egentlig regnet ud, at det hele kunne hænge sammen med blot en enkelt dags stress om ugen (hvor husbond skulle arbejde fast hjemmefra, mens han passede Mea, for hun var jo så nem og sov alligevel det meste af dagen), men så dukkede der en enestående chance op: et kor mere. Et ambitiøst ensemble, som i forvejen var på et virkelig højt niveau, og som havde alt det udenomspraktiske på skinner med en helt ufatteligt sej bestyrelse. Så jeg skulle bare stå for det kunstneriske. Det kunne jeg ikke holde fingrene fra. Jeg har i årevis været frustreret over, at jeg ikke helt får afløb for mine egne ambitioner og evner i det, jeg anser for at være min spidskompetence, nemlig kor, og her var muligheden med ét. Så med husbonds og de andre kors velvillighed fik jeg passet endnu en aften ind i arbejdsprogrammet.
Hvad jeg ikke havde medregnet i det-her-kan-vist-godt-lade-sig-gøre-skemaet, var den rivende udvikling, min datter og dermed vores lille familie oplever dette første år. Fra kun at have to faste dagsaftaler om ugen (babyrytmik og mødregruppe) gik jeg på én gang til at skulle dels afsted fra hjemmet syv gange ugentligt, dels også forberede til seks forskellige arbejdssituationer, dels have logistik omkring børnepasning til at gå op... Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort uden min formidable svigermor og en husbond, som har brugt alt deres overskud på at hjælpe mig igennem dette umulige foretagende.
Så der har I forklaringen på den larmende stilhed herfra.

Nu lysner det. Mea, min store, lille pige, starter i vuggestue om under en uge - en måned tidligere, end vi havde ønsket, og det er perfekt. Hun er simpelt hen så klar! Barnet bliver 9 måneder i morgen, og siden sidst, jeg skrev, har hun fået to tænder, er begyndt at rokke til især guitarmusik, men klaver er også ok, hun har kravlet i en uge, har fået eget soveværelse ca. samtidig, har opfundet et sprog udelukkende til at skælde ud med, er så småt begyndt at kysse én igen og er i det hele taget bare den skønneste unge, man kan forestille sig.

Vi ses snart igen :-)

Krea for både anima og animus

2010-02-05T10:08:00.008+01:00

Husbond og jeg kan godt lide at kreere. Til tider bliver man helt stolt, men vi er også begge yderst blufærdige qua nettets mange dygtigere bloggere. Men sidste weekend begik vi begge noget hjemmelavet, som jeg gerne vil dele.

Her er førbilledet fra lørdag aften:

Husbonds projekt er alt det hvide, som er et hjemmedesignet puslebord, version 2. Første version blev udført i grim spånplade, så den kommer der ikke billeder af, selvom vi har brugt den i 4 måneder. Nå, men bordet står ovenpå badekarret - det eneste sted i huset, hvor der er god plads.

Her er det færdige resultat:

Og her kan man se, at barnet nyder, at spejlet er kommet helt på plads og at højden på bordet lige passer med uroen:

Men tilbage til førbilledet. På kassen ligger mit første strikketøj ever, som er fremkommet på baggrund af en opskrift. Som regel strikker jeg bare derudad og ser, hvad der kommer - og en sjælden gang imellem bliver det også til noget... Men faktisk så opdagede jeg hen ad vejen fejl i denne opskrift, og heldigvis nåede jeg at rette de fleste. Og som man kan se på næste billede, er der plads til at vokse i vesten.

Næste strikkeprojekt er påbegyndt: en kjole i flerfarvet strømpegarn med vesteopskriften som inspiration til bærestykket.

Vis mig dit køleskab, og jeg skal sige dig!!!

2010-01-26T21:52:00.006+01:00

HURRA.
Jeg har ikke skrevet i lang tid, for hvad skulle jeg lige skrive om? Det er svært at sætte sig ned ved tasterne, når man render rundt og er så uendelig kedeligt tilfreds med alting - derimod skal man leve, inhalere og elske nuet og gemme lidt af følelsen, til man (måske) vender tilbage til virkeligheden. Hvor de mørke vintermåneder absorberer al glæde og initiativ; hvor arbejdsrollerne kæmper om éns prioriteter, og ingen af dem vinder, fordi ingen af dem taber; hvor spejlet af én eller anden grund kun bliver mere afslørende af vintermørket - åh jo, jeg plejer at hade den danske vinter.

Men i år filtreres alt igennem en solstråle, og selv 3 timers midt-nats-masen med at få ungen til at SOVE er glemt, når hun morgenen efter stikker mig sit "JUHUUUUUUU mor-er-også-vågen-grin". I love it.

Nå, så altså har jeg haft brug for et lille skub for at skrive igen, og HURRA! Trine to the rescue, som altid. Jeg må gerne fortælle lidt mere om mig selv ved hjælp af et billede fra min køleskabsfront. Her er det:

Altså, lidt snyd er det jo, for lige præcis mit køleskab har umagnetisk front og så til gengæld magnetisk side, og jeg syntes alligevel, det her var lidt sjovere end alle de fedtede fingre på lågen... Men jeg er taknemmelig for, at jeg ikke skulle vise det indvendige, for det er endnu mere rodet, end siden er.

Okay, så her midt på køleskabet har vi repræsentanter for nogle ganske store og livsomvæltende begivenheder.

Min søde, lille, tykke datter fylder mest - dels de tre billeder, husbond har snappet af hende, efter vi (pga. hende, men foranlediget af Trines smukke efterårsbilleder) fik spejl-ref-digi-kamera, dels det fuldstændig opmærksomhedskonsumerende emne: begyndelsen på rigtig mad, dels det aldeles uforståelige sidste scanningsbillede, som var blevet væk i vinterfrakken.

Til venstre for det sidder Luna, svigerfars sidste hund. Den døde af sorg og fortvivlelse kort tid efter, at vi mistede svigerfar til en ond og uretfærdig hjernesvulst. Hvilket vi gjorde ti dage efter vores bryllup i 2005. Så Luna sidder midt i al lykken og minder os om, hvor uendelig trist det er, at svigerfar aldrig fik sine børnebørn at se. Og hvor smukt et venskab, hunden og manden havde. Og at man skal bruge sin tid sammen på at elske hinanden, ligesom mine svigerforældre gjorde.

Hmm, så er der nogle papirer, der er blevet lidt retoucherede. De repræsenterer vores musikrum - den bedste investering, man kan forestille sig. Det er fabelagtigt at kunne gå seks trin ned fra køkkenet og være på arbejde! Og musikrummet meta-repræsenterer vores drøm om begge at blive selvstændige erhvervsdrivende - med denne tilbygning er i hvert fald jeg noget tættere på at kunne realisere det.

Lidt ned hænger forrest en opskrift fra en vege-paté købt i lækker helsekost i Kbh. Husbond er vegetar, og jeg er semi, og turen til Kbh. foregik i starten af august, hvor Mea (en måned, før hun kom ud) fyldte godt og vel det normale for en nyfødt. Det var varmt, der var trapper og larm og konstant fyldt blære og andres hjem, og det var simpelthen fantastisk. Vores sidste ferie som "kærester", hvor vi passede den kat, vi måtte give afkald på, fordi den ikke kan med børn.
Bag den hænger en adresse på en sød dansk familie, vi mødte i San Francisco i 2007. Det var vores egentlige bryllupsrejse, da svigerfars sygdom og død tyngede længe efter brylluppet. Vi var der i fem uger, og hold da op, hvor fik vi snakket meget dansk, idet min derboende fasters skandinaviske venner insisterede på at holde den ene fest efter den anden. Desværre fik vi aldrig taget os sammen til at holde kontakt med den danske familie - de bor jo helt på Sjælland!

Men som man måske kan se, er der helt vildt meget mere rod på det køleskab, og her kommer nok det mest sigende om mig: det er nemlig kolossalt, fordi der skal være plads til så rå mængder af mad, at man til enhver tid kan invitere sin nærmeste familie (på knap tyve personer) til frokost!

Jeg kommer jo selv oprindeligt fra Vestjylland, så jeg kunne faktisk godt tænke mig at se, hvordan ny-vestjyder gør - M, var det ikke noget? Og hvis man skulle se, hvad der var indeni, så ville jeg ønske at studere heksens forråd.

Jeg glæder mig

2010-01-16T22:30:00.003+01:00

Sidste lørdag skrev jeg på min facebook status, at jeg glædede mig...
"Til hvad?" tænkte mange, men turde åbenbart ikke spørge. De havde nok regnet ud, at det ville blive til status-spam!
Så nu skal I høre:
Først til julefrokost lørdag med klassisk kor - mange drikkeviser senere fandt husbond og jeg ud af, man godt kan elske sit barn helt uden søvn i kroppen. Efter alle kvababbelserne over den rådne amning har jeg nu også fundet grund til at være glad nok for modermælkserstatning: hvidvin og genvunden energi.
Dernæst Meas genstart til babyrytmik mandag. Nu er hun pludselig blevet ganske stor på holdet, da alle de 1-årige eller lige-ved-og-næsten-1-årige er rykket op. Og jeg sidder og kigger på de nye babyer og tænker: "Aj, sådan nogle små nogle. De får da ikke noget ud af det, hva'?" Super prof, både mor og rytmiklærer...
Onsdag gensyn med min mødregruppe - nok er der kun gået to uger siden sidst, men det føles som en evighed, når nu de er så gode at være sammen med.
Så onsdag og torsdag min debut som barselsvikar på musikskolen. Uh, jeg er vild med at lave musik med de unger. Da jeg var gravid, blev jeg lidt forspist af andre folks børn, men det er heldigvis gået over igen, og jeg er tilbage med mit måske kendteste personlighedstræk: jeg elsker børn.
Torsdag aften var der koropstart for det rytmiske kor. Det var også dejligt, og jeg var glad for både at se og høre folk igen. Og det var skønt at have lavet lidt nyt arrangement, som vi tog fat på. Moderne, electronica soul/R'n'B, super udfordrende både for arrangør og kor.
Fredag tog jeg mig sammen og prøvede at fordrive postamningskiloene med en lang gåtur med barnevognen. Uha, jeg er glad for, vi er ovre nytårsforkølelsen (jeps, nytårsnat vågnede husbond og jeg i fremmed seng med sygt barn, to dage senere fulgte vi trop), så jeg tør smide Mea udenfor, selvom der er lidt koldt. Det må være et halvgodt tegn, at det ikke gør ondt i musklerne at have gået ud på landet og hjem igen, men blot i skinnebensseneskedehinderne (totalt yndlingsord, siden jeg lærte det på efterskolen, hvor alle havde det hele tiden).
Og i dag det aller-aller-fantastiskeste: babysvømning. Det startede egentlig sidste uge, men da var vi stadig for syge til at gå i vandet, så vi sad og svedte og var misundelige, men i dag var vi altså i. Mea er tosset med at være i bad og har været det fra day one, så husbond og jeg har været SÅ spændte på, hvor vild hun ville være med et rigtigt bassin. Hun var vild! Men den fedeste oplevelse var faktisk i omklædningen inden bassinet. Mea lå på sådan en skumgummí-bade-madras, og uden at tænke nærmere over det brusede jeg hende bare lige. Først da hun hvinede overrasket og frydefuldt, gik det op for mig, at hun aldrig har prøvet at blive bruset. Jeg er stadig helt ør af tanken om, hvor mærkeligt/eventyrligt, det må have været. Og dertil den næste tanke, at det jo er hele tiden, men bare tit så småt, at vi ikke lægger mærke til det. I den forløbne uge har hun fx. opdaget sine hænder som studieobjekter. Og snart er det mad. Og måske kan vi nå at kælke, inden sneen er væk... Uh, jeg glæder mig stadig!!

Shh

2009-12-17T08:57:00.002+01:00

Jeg sidder i min stue med stearinlys og kaffe og NYDER vejret - husbond har fået bilen i dag, for det ville alligevel være synd, hvis han blæste væk. Og jeg er helt stille, for det yndige barn sover indenfor i dag, og jeg er i den grad røget i fælden med, at der skal være ro, når hun sover... Der ligger en ordentlig bunke indlægskladder og venter på at få billeder klistret ind, men billederne ligger på den store computer i det rum, hvor Mea sover, så nu benytter jeg lejligheden til at komme med endnu et tørt stykke tekst.

Jeg har to opgaver i dag: jeg skal skovle sne, og jeg skal have en enkelt elev. Jeg ved godt, hvilken opgave, jeg glæder mig mest til, for eleven er både dygtig og godt, modent selskab, selvom hun kun er 14 år. Da jeg var 14, var jeg stadig barn, selvom jeg gik i 7. klasse, brugte makeup og eksperimenterede med at blande øl og forhåndenværende sprit, når jeg besøgte "den slemme veninde". Nok var jeg (som nævnte elev) høflig overfor andre, jeg var også (som nævnte elev) videbegærlig, men jeg havde ikke fx. (som nævnte elev) en holdning til de ting, jeg fik for i skolen eller til klaver.
Nogle gange tænker jeg på, om jeg egentlig er blevet sådan rigtig voksen endnu. Jojo, jeg tager ansvar for mine arbejdsopgaver, bor i hus, fungerer vist ok som mor og en masse andre voksen-ting, men jeg er altså skræmmende god til at kommunikere på lige fod med børn ;-) Og holdninger - tjah, det nys overståede kommunalvalg viste mig, at det stadig er lidt diffust for mig.

Måske er det heller ikke nu om dage så vigtigt at være "rigtig voksen". Eller også er det min barndoms voksne forbilleder, som har haft for få muligheder for at bevare barnet i sig... Jeg syntes i hvert fald, de voksnes liv så uendeligt kedeligt ud. Arbejde var måske nok tilfredsstillende, men det var ikke noget, man gik rundt og grinede til dagen lang.

I denne søde barselstid har jeg undladt at holde pause som korleder (og sololærer) med den klausul, at hvis barnet krævede min opmærksomhed, var hun første prioritet. Det har fungeret upåklageligt. Til dels fordi jeg har verdens bedste svigermor, som er troppet op to aftener om ugen hele efteråret og har passet Mea og taget det sure med det søde. Der er ingen tvivl om, at Mea ved, hvem hun er, og hvor grænserne går... og når disse grænser så er blevet overskredet, har jeg kunnet gå ti skridt fra musikrum til privat bolig og tage over. Mine kor har til gengæld været tvunget til at tage mere ansvar for både de få øveaftener, hvor svigermor skulle noget andet, og de koncerter, hvor jeg ikke kunne stå foran og vifte med armene. Resultatet er overraskende tydeligt. Begge kors julekoncerter har sprunget forventningskurven i både det rent lydlige og i hele attituden som optrædende helhed. De er smukke, frie og selvstændige, og jeg fortryder helt, at jeg ikke langt tidligere har sluppet tøjlerne lidt og ladet dem selv være den kritiske røst.

Så hvad nu, hvor jeg går på decideret deltidsbarsel og flere dage om ugen skal ud af huset og undervise? Kan vi bibeholde den legende tilgang, eller falder jeg mon tilbage i diktatorrollen? Alene det, at jeg sidder her og formulerer spørgsmålet, burde kunne hjælpe os til at undgå det. Hvis jeg anerkender, at mine korister OGSÅ er voksne mennesker, som udvikler sig mere ved at blive inspireret end ved at blive ført, så kan jeg måske finde ud af at være "rigtig voksen" uden at være kedelig.

Og med hensyn til at skovle sne, så kan jeg jo bare rulle en snemand til sidst, så det ikke virker så meget som arbejde ;-)

Stavenørd 2

2009-11-30T10:11:00.004+01:00

Som tidligere nævnt er jeg ret irriterende med det der med stavning. Men altså også med det talte ord. Jeg er heldigvis blevet bedre til at lade være med at korrekse folk på stedet, og så fortæller jeg bare husbond om det, når jeg kommer hjem. Eller endnu bedre: jeg skriver om det her på bloggen;-) I lørdags var jeg til julefrokost med de skønneste mennesker, nemlig mine kolleger på musikskolen. Sådan nogle er jo vant til at henvende sig til andre med en vis autoritet, og derfor tænker de nok også en del over at tale korrekt. Men ak, der er opstået en tendens i tiden til at tale overkorrekt i nogle sammenhænge, og der er man nok som underviser i stor fare for at adoptere sådan en tendens, for man vil nødig underminere sin fremtoning ved at snakke bondsk. Så:

"Han sagde til Børge og jeg, at..." - kan du kende den? Man ved som voksen, at det ikke hedder "Mig vil have mam", så "mig" er blevet et forbudt ord, men altså! Det er det jo ikke. Jeg er (trods min nørdede interesse) jo blot amatør, så måske er det forkert antaget, at tendensen er en afsmitning af engelsk, hvor man vist nok GODT kan sige "He said to Borge and I, that..." - der er i hvert fald nogle steder, hvor akkusativen opfører sig anderledes på engelsk end på dansk... Jeg hilser vidende kommentarer velkomne på dette punkt!

Og i samme boldgade: På TV2 Syd kører en reklame, hvor det kundgøres, at: "Audio Nova Hørecenter har hjulpet Poul Thomsen med sit høretab." Men det betyder altså ikke helt det, der må være intentionen. I ovenstående sætning har ANH's høretab på forunderlig vis hjulpet Poul Thomsen med et eller andet - måske et comeback som skærmtrold? Jaaah, han har sådan en dejlig stemme, og gad vide, hvilken hund, der har afløst Balder... Sig igen til, hvis jeg tager fejl. Jeg bliver da helt i tvivl, nu hvor jeg sidder og skriver det ned...
I Vestjylland, hvor jeg kommer fra, har dialekten pragmatisk nok afhjulpet problematikken om hans/hendes >< sin ved, at det simpelt hen hedder begge dele: "Kresten har tawn hans si høwder uj a æ kjøres" (=Kristian har taget sine køer ud af stalden) og "A har sjet æ røw å dens si unger" (=jeg har set ræven og dens unger). Så bondsk kan faktisk godt være smart!

Men én ting, jeg er helt sikker på (og her er vi tilbage ved julefrokosten), er, at det er helt galt, hvis Tine farede nogen som helst steder hen. Det er sådan noget, søer (altså voksne hun-grise) gør, når de får unger - ligesom koen kælvede, hesten folede osv. Mennesker enten fødte eller (som det som regel er tænkt) for!

En sidste ting, som ikke er en stave- eller grammatikfejl, men et ord, der har ændret klang for mig:
"Pænt"
Da jeg var lille, syntes jeg, at ordet "pænt" var noget af det mindst pæne, man kunne bruge. Jeg kunne slet, slet ikke forstå, hvorfor H.C. Andersen skrev i "Svinedrengen" (tror jeg nok), at "den er ikke bare smuk, den er pæn", for så var den jo helt klart grimmere og mere almindelig og kedelig, end hvis den var smuk.
Men i lørdags blev jeg opmærksom på, at jeg selv brugte ordet som det mest positive tillægsord, jeg kunne finde om noget kunst, jeg havde tjekket ud på Nettet. Og jeg undrede mig. Men jeg tror, det (udover at "pænt" måske er blevet moderne igen - i hvert fald bruger den supertjekkede Julia Lahme også netop dette ord) kan være, alle andre ord bliver for højrøvede? Hvis noget er pænt, så er det godt og gedigent i orden, det har en lækker fremtoning uden at være prangende. Smuk, yndig, køn, - alle har en tuttenuttet konnotation, hvorimod "pæn" godt kan have hjerne...

Nå, nok for nu, jeg skal have mit yndige (!) barn pakket om, så vi kan komme afsted til rytmik og synge søde sange.

Julen er nær (jubi)

2009-11-26T10:26:00.003+01:00

Men selvfølgelig glæder jeg mig. Bortset fra en lille detalje (=rengøring) er jeg blevet uendeligt huslig af at gå på barsel. Selvfølgelig skal der derfor pyntes op, og selvfølgelig skal der tændes stearinlys og drikkes varme sager.

I denne uge er jeg bidt af en gal småkage, fordi der var én i min mødregruppe, som foreslog, at vi fem i gruppen kunne bage én slags hver og så bytte, så alle bliver kendt i deres (anden) omgangskreds som total juleoverskudsmor ;-)
Jeg var vist den eneste, som råbte "Ja, for fanden, du er så fuld af gode idéer!", så i weekenden granskede jeg en bagekogebog, jeg fik i gave for 5 år siden og aldrig har åbnet siden.

Jeg har en mor, som altid står i køkkenet, og vi piger har aldrig rigtig været inviteret med, så selvom jeg har spist småkager mindst tre gange om dagen hele min barndom, har jeg ikke selv lært at bage dem.
Men nu skulle det altså være, jeg fandt ca. ti slags, som så lækre ud på papiret (herunder et sikkert hit: finsk brød). Halvdelen skulle bages ved 200 grader, den anden halvdel ved 175. Så så kunne man vel bare køre fem igennem på samlebånd...

Skabe blev endevendt (mel tjek, sukker tjek, smør tjek, nelliker på forunderlig vis tjek, perlesukker køb, mere mel køb, hjortetaksalt køb (!) osv.), jeg foretog en ekspedition til Føtex kun med småkage-ingredienser for øje, og så skulle jeg bare vente på, at der opstod et par timer, hvor intet andet var planlagt.
De par timer kom så tirsdag aften efter kor. Mea gav op og lukkede øjnene kl. 22, og så var jeg klar.

Alt, hvad jeg skulle bruge, blev stillet frem, og jeg gik i gang med første slags. Men hov - efter en halv time var jeg stadig i gang med at samle dejen til første hold kager. Og så skulle de jo også trilles og skæres og trykkes og pyntes... Den hurtige beslutning blev at nøjes med to slags småkager i første omgang og så lade være med at rydde tingene væk, for så kunne jeg jo bare fortsætte dagen efter.

Ja, hurra, men fordi småkagerne ikke bagte sig selv, kom jeg først i seng kl. 2, og Mea var ligeglad og stod en time tidligere op, end hun plejer, og pludselig skulle vi afsted til mødregruppe og alt muligt andet, så den dag kom der ikke flere småkager. Men det gjorde der i dag. Heldigvis var der ikke forsvundet noget fra bordet siden første forsøg, og jeg kunne bare gå direkte til arbejdet, da Mea var puttet til formiddagslur.

I dag fungerede det med samlebåndet! Hver ingrediens blev vejet og gjort klar, inden det hele skulle blandes, og så tog det meget kortere tid!!
Kaffebrødene blev lige så lækre, som opskriften havde antydet, og det var ingefærkagerne såmænd nok også blevet, hvis jeg havde husket at komme sukker i ;-) Da det gik op for mig, hvad der var sket, talte jeg til en million og bestemte mig for, at den huslige kreativitet måske var bedre spenderet på vasketøjet..

Konklusionen er, at det er sjovt at bage småkager, det er endnu sjovere at spise dem, og hvis man har mere end fire slags liggende, så bliver man bare for tyk!

Julen er nær (gys)

2009-11-24T09:14:00.004+01:00

Jeg kommer fra en stor, stor familie. Vi er fem søstre, de tre "store", hvis far døde, da de var små, og så os to "små" fra andet kuld. Jeg er nummer fire, otte år yngre end min yngste storesøster og dermed både et fjerdebarn og ældst ifølge søskenderækketeorien. Teorien kan give noget dels til éns forståelse af de mekanismer, der træder i kraft, når man er sammen med sine søskende og dels til accept éns egne børn og deres forskelligheder. Når det er sagt, er sådan en teori jo selvfølgelig umådelig firkantet, og man bør nok ikke hænge hele sin identitetsfølelse op på den :-) Der er et indlæg på Maminka, som hiver det lidt ned i øjenhøjde (dejlig, ny blog iøvrigt, både læsbar for forældre og folk, der bare har god smag:-))

Nå, men i hvert fald er der ikke noget tidspunkt på året, hvor søskendeteorien er så aldeles brugbar som til jul. Indtil i år har der i familiens skød været overvægt af barnløse søstre, men de to, der havde børn, var nu lige så meget fanget i mønsteret som os andre, og jeg har aldrig rigtig studset over det før nu. Jojo, jeg har da set, at de i hverdagen har et andet liv med en anden rolle end "søster nr. 1 og 3", men alt det suspenderedes åbenbart i helligdagene - ja, det andet liv forstærkede måske endda frustrationerne over at blive hevet tilbage til en situation, man syntes, man var vokset fra.
Jeg er derfor umådelig spændt på, hvordan mit lille nye mellemgenerationsvidunder spiller ind i julevirvaret... For hvordan er det med søskenderækken i anden potens, det ældste/fjerde barns børn?

Jeg blev moster første gang, da jeg var elleve, så mine niecer og nevøer føles lige så meget som søskende, som mine ældre søstre gør. Det er lidt mærkeligt at tænke på dem som Meas kusiner og fætre, for de er allesammen voksne eller tæt på at være det. Men det er jo dét, de er; de er små og har ikke selv gjort sig de erfaringer, vi "voksne" har, selvom det er lige oppe over, og trods det, at nogle er flyttet hjemmefra, vil jeg aldrig kunne slippe fornemmelsen af at være blevet lidt mere voksen, da jeg stod med de små, nye liv i armene for ca. 20 år siden. Jeg føler, at min nye status som mor hjælper mig til at stille skarpt på sådan nogle ting, men hvad med den anden vej? Ser min familie anderledes på mig nu? Er dette min mulighed for at slippe for rækkens åg? Eller bliver Mea blot set som et appendiks på min evige rolle?

Det er jo i hvert fald svært (og måske heller ikke ønskeligt) at se et nyt barn i éns egen familie som et individ helt uafhængigt af dets forældre og éns forhold til dem, og selvom Mea rykker rundt på hele min verden, er jeg jo heller ikke fundamentalt forskellig fra den Kristine, der jul efter jul har forsøgt at håndtere spøgelserne med desperat humor og mere eller mindre ægte empati i mødet med min egen og mine søstres forsøg på at bevare vores møjsommeligt opbyggede identiteter under vægten af la familias forudindtagethed.

Så hvad kan jeg gøre for mig selv og for mit afkom? Jeg kan selvfølgelig vælge at være ligeglad, da jeg ikke ser det meste af min familie særlig tit, og bare lade mønsteret køre videre. Eller jeg kan også holde igen med at æde druer og insistere på, at mit barn er sig selv og ikke et udtryk for mit behov for opmærksomhed. Mea er også smuk og elskelig, når hun er umulig og ikke så dygtig som fx. min ældste søsters ældste barn. Og jeg er ikke en dårlig mor, fordi jeg ikke gør tingene på samme måde som dem, der kom før mig.

Eller jeg kan lade helt være med at bekymre mig, fordi det ikke nødvendigvis er en konkurrence, og når min familie kommenterer på barnet (hvilket de uvægerligt vil gøre), behøver jeg ikke tage det som ladede meddelelser. Ligegyldigt om de er det eller ej. Hvis jeg kan finde ud af at lægge disse tanker fra mig ved at bruge bloggen som katalysator, får jeg måske en helt afslappet, smuk jul i år. Med den fred med min gamle familie, som min nye familie giver mig på alle andre tidspunkter på året...

Så på forhånd: Tak husbond, tak Mea og tak blog, fordi denne jul bliver starten på en ny tradition, hvor ingen behøver være perfekte for at nyde hjerternes fest.

Babyrytmik

2009-11-23T14:35:00.004+01:00

På fredag bliver min lille store pige 3 måneder. Det er som regel den alder, der er skæringsdato for, hvornår man anbefaler at begynde til babyrytmik. Men Mea har i dag været afsted til rytmik for fjerde gang. Vi går på en musikskole, hvor jeg også er tilknyttet, og da jeg var nede for at vise barnet frem, blev jeg lokket til at prøve at begynde "før tid". Og ih, hvor var det et hit! Mea fulgte med i det hele med store øjne, og som kronen på værket sang hun med, da bamsen Nynne kom og sagde farvel til hende...

Det har hun ikke gjort siden, men jeg kan mærke, at hun allerede nu kan genkende de sange, vi også synger herhjemme. Hun følger fagter og rasleæg med øjnene, og hun vil, åh så gerne have fat i instrumenterne, men ak, motorikken er ikke så langt fremme som talen:-(

Det er uendeligt anderledes at være mor til rytmik end at være underviser, og jeg er lige så udmattet som min datter, når vi går derfra, fordi jeg hele tiden bearbejder indtrykkene på to plan - som den modtagende og agerende moder og som den planlæggende underviser. Jeg analyserer mine reaktioner på situationen og lagrer dem til senere brug, når jeg skal forsøge at sætte mig ind i, hvorfor forældre på mine egne hold reagerer anderledes, end jeg havde forventet, og jeg labber i mig af Dortes facon, for hun er bare så god og erfaren, og ungerne ELSKER hende.

Kreativiteten har været langt væk, siden jeg blev gravid, men nu kan jeg mærke, at det begynder at komme igen, ikke mindst på grund af disse inspirerende timer. Så jeg har skrevet en lille vuggevise til Mea, som jeg gerne vil dele med jer:

Den er til, når hun er lidt overtræt og helst vil falde i søvn hos mig. Så synger jeg den igen og igen (og igen, igen) og skifter det sidste "Mea" ud med fx. "ho'det" eller "foden" og stryger eller klemmer på det sted, jeg synger om, og som regel gør den kedelige rytme og dybe beliggenhed hende hurtigt døsig.

Den er til fri afbenyttelse, men bruger I den i offentligt regi, så sig lige, at det er mig, der har fundet på den :-)

"Intet nyt er godt nyt" eller "Her går det godt, send mere tid"

2009-11-11T22:32:00.001+01:00

Jaja, jeg undskylder. Det er ikke for at spille kostbar, at jeg ikke lægger noget ud, jeg kan bare ikke få pudset tingene helt af.

De første par indlæg kom direkte på, skrevet inde i Blogspot, men så opdagede jeg, at datoen vistes som den dag, jeg var begyndt at skrive kladden og ikke den dag, jeg poster det (så det er ikke, fordi jeg ikke kunne regne ud, hvornår min datter blev 2 mdr.), så derfor fulgte jeg en mere erfaren bloggers råd og begyndte at skrive kladder i andre programmer.

Problemet er så bare, at jeg bliver for perfektionistisk - hvorfor fx. skrive "Billede kommer snart", når man bare kan vente lidt, indtil husbond har tid til at hjælpe med det tekniske, som man er for doven til at sætte sig ind i på egen hånd...? Desuden er jeg begyndt at gå til et hav af aktiviteter med Mea, og hvis jeg skal gøre noget ved indretningen, når husbond ikke er hjemme, så tager det jo også tid fra denne min nye ellers-yndlings hobby.

Anywho, her kommer et par teasers: jeg er i færd med at skrive et laaaangt indlæg om noget med indretningen af et hjem, når man ikke ejer æstetisk sans, et lige så langt om glæden ved at være mor, flere stavenørd-indlæg, jeg planlægger ét om sorg, og så kommer der forhåbentlig også nogle korte pip om noget sjovt eller noget andet en gang imellem...

Halloween i landsbyen

2009-10-31T23:23:00.001+01:00

Min fantastiske mand og jeg er enige om, at vi i år har dummet os så ekstra meget til det tilbagevendende Halloween-ritual i vores lille landsby-samfund, at vi begge er nødt til at skrive om det.

Historien er kun sjov, hvis jeg løfter sløret for tidligere års fadæser også, så læn dig tilbage, find slikket (!) frem og glæd dig til nok en bekendelse fra det nordlige Århus.

I landsbyen findes en velfungerende beboerforening, og allerede få sommerdage efter, vi indtog vores hus med følelsen af endelig at være blevet voksne, dumpede en oversigt over arrangementer ind ad brevsprækken. "Halløj, hvor socialt og dejligt landsby-agtigt", tænkte vi. "Det må vi da sørge for at komme til altsammen!" Men ak, seddelen forsvandt på mystisk vis i vores ellers så velorganiserede indgangsparti, og det ene arrangement efter det andet kom vi først i tanke om, når vi cyklede forbi det på vej til spas alle mulige andre steder end i vores lokalsamfund.

I løbet af efteråret fik vi dog meldt os på landsbyens mailingliste og opdagede hjemmesiden, og da 31/10 nærmede sig, var vi på dupperne: Ingen invitationer andetsteds fra blev besvaret bekræftende, vi nærlæste beskeden om, hvorledes traditionen holdtes i hævd, vi satte vist endda vækkeuret, så vi kunne komme ud og se hyggelig Halloween-uhygge på det helt rette tidspunkt, og først på gåturen gik det op for os, at vi ikke selv havde investeret i en eneste lille lampe for at bidrage til arrangementet. Slukørede luskede vi hjem, mens vi forsøgte ikke at møde nogen, som kunne spørge os, hvor dog vores græskar var henne...

Året efter huskede vi så mange andre arrangementer, at Halloween blev glemt. Helt. Så da nogle børn ringede på døren for at få slik, var vi helt blanke. "Slik? Det er jo sådan noget, som overlever max 1 døgn i vores hus." Stik mod alle forventninger VAR der en pose kaffechokolader inderst i "slikskabet", og de tålmodige børn fik to hver ned i deres fælles pose. Da vi senere på aftenen kastede os over de resterende chokolader, viste det sig desværre, at de - ud over at være dårlig, mørk chokolade - var blevet for gamle, så nok engang gik vi et par uger rundt med oprullede kraver og bortvendte blikke af frygt for at blive lynchet af de stakkels børns forældre. Der har dog ikke været nogle chokoladerelaterede dødsfald, og vi slappede af igen omkring juletid.

Næste år SKULLE det lykkes. Vi købte store smukke græskar i god tid, der blev fundet skabeloner til uhyggelige græskarhoveder frem, opskrifter på mad med græskar blev også gransket, så intet skulle gå til spilde, alt var klappet og klart, men da vi så sad på dagen og ville i gang med at kreere de flotteste græskar, landsbyen nogensinde havde set, viste det sig, at vi ikke havde de rette redskaber. Vores almindelige knive og skeer var helt forkerte til opgaven, og græskarrene blev forfærdelig grimme. Hullede fremfor udhulede, mugne i stedet for smukke, kiks og ikke kitsch. Ikke engang maden kunne vi komme til at nyde, for græskarrene var blevet for gamle, og indmaden lugtede dårligt :-(

Sidste år mente vi så, vi havde lært det: Husk at købe slik, lav græskarret med det samme, så indmaden kan blive til god, nærende suppe og tærte samt hav ordentligt grej. Jojo, pæne græskar kom der ud af det, men men men... Efter blot få dages vejr og vind og måske også evig fyrfadslys-påvirkning faldt de sammen, og selve den 31. lå der nogle slatne, orange bunker i stedet for de frygtindgydende monstre, der blot få dage tidligere havde prydet vores indkørsel.

Anyways, i år indså vi på forhånd, at planen om at købe græskar i sidste øjeblik var dødsdømt (da vi i går stod lige bag en mand, som fik at vide, at græskarrene var udsolgt), så vi bestemte os altså for at være pragmatiske: I Silvan kan man købe keramikgræskar, som ingen bliver narret af, men som der heller ikke er noget som helst besvær med. I Aldi koster 300 g slik ingenting, og det er ligemeget, at hygiejnen i butikken virker mangelfuld, for slikket er Matador-mix og pakket i forvejen og bliver aldrig for gammelt! Vi har oven i købet investeret i olielamper siden sidst, så der var lagt i kakkelovnen til den fejlfrie Halloween.
Slikket blev retfærdigt fordelt i små, rød- og hvidstribede poser og stillet frem på trappen lige inden for hoveddøren, de falske græskar blev forsynet med lys og dekorativt strøet ud over indkørslen og olielamperne sat i perfekt afstand af hinanden. Klokken 18.25 (en time og fem minutter før det officielle gå-tidspunkt) var barnet også pakket og klart til en gåtur med et andet sæt forældre + 1 barn. Men så begyndte det at gå galt. Barnet bestemte sig for at være underfodret og måtte hastebehandles. Alle lys og lamper var gået ud - lysene, fordi Silvans nemme fake-græskar ikke holder selv den blideste vind ude (meget favnende, men ikke spor praktisk). Hurtigt blev alle græskar vendt, så den mindst hullede side vendte mod vinden, og lysene blev gentændt. Lamperne, til gengæld, var slukkede, fordi de alle var løbet tør for olie. Og ingen kunne huske, hvor der var mere. Efter febrilsk ledning fremskaffedes dog nok til at få lys lige til resten af aftenen, og den lille familie styrtede hektisk ud ad døren.
En smule stolte over ikke at være mere end 10 minutter forsinkede mødte vi de andre, som havde nøjedes med ét Silvan-græskar, og glade travede vi afsted. Mange steder var der smukt ornamenterede friske græskar (jeg ved nok, hvem der er skyld i, at vi ikke fik nogen), men vi så også rigtig mange af keramik. "De er nu så harmoniske. Næh, og det dér er glaseret, det er da pænt," sagde vi. Da vi så havde beundret det meste af byen, lod vi den anden familie invitere os på kaffe. Aldeles ikke-uhyggeligt, men til sidst løsrev vi os, og først, da vi havde været hjemme et stykke tid, gik den grufulde sandhed op for os: Vi havde siddet i et andet hus og drukket kaffe på det tidspunkt, hvor vi skulle give slikket ud! Dér stod alle poserne stadig på trappen og grinede ad os. Ej heller havde vi sørget for at få olielamperne med ud, da vi fløj ud ad døren, så de stod også stadig indenfor. Og naturligvis var græskarrene gået ud. Igen. Derfor havde vi heller ikke tænkt over dem, da vi kom hjem, for vi kunne slet ikke se dem i mørket.
Af alle de kiksede Halloweens var dette dog den kiksedeste. Men i det mindste kan jeg drukne min selvskuffelse i udmærket slik, pakket i handy poser...

Stavenørd

2009-10-27T08:21:00.000+01:00

Ja, det er ikke indlægget om moderhedens glæder, den må du have til gode...

Jeg er ét af de der arrogante mennesker, som altid retter andre, og som enten forarges eller fniser over stavefejl og forkert brug af ord. Ikke mindst på nettet er der gode muligheder for at lære forkerte stavemåder og grammatik - lad mig blot sige: "prøv med prøver" + "lægge æg og ligge lig". Det er jo et sprængfarligt emne, som jeg ved optager de fleste (not), så jeg er selvfølgelig klar over, at diverse stave- og kommafejl på denne blog fra nu af pr. definition er okay at spotte med højlydt latter.

Af mine yndlingsfejl kan nævnes:

"A capella" - (korrekt: "a cappella"). "Capella" er navnet på en stjerne, og selvom store komponister som Poulenc kan finde på at kalde deres kor-kompositioner for noget med capella, så burde de retteligen have haft kontakt med mig, før de udgav noget, for "a cappella" ER den korrekte stavning for den fine (og hurtige) måde at sige "vokalmusik uden instrumental ledsagelse". Det er afledt af et udtryk, som betyder "i kapellet" fra dengang, kor udelukkende sang dér :-)

"Kan du dufte det?" - nej, for at dufte er en passiv handling. Men kan dufte af noget, men ikke til noget. Der er man nødt til at lugte. "At lugte" er iøvrigt neutralt, så det er kun dét man kan gøre godt eller dårligt. "At dufte" er simpelt hen at lugte godt, så det hedder ikke "at dufte godt". Man siger jo heller ikke, at noget stinker dårligt, vel?

Og et kuriosum, som jeg lige har hørt: "No mere, no bedre" - nej, vel?

For ikke at poste et lige så langt indlæg som sidst, vil jeg gemme andre yndlinge til senere fornøjelig læsning. Hav en god dag, og formulér dig korrekt ;-)

The whole truth and nothing but the truth - cirka

2009-10-23T12:24:00.000+02:00

Advarsel!!
Dette indlæg kommer til at afsløre nogle af alle de ting, der ikke stod i reklamen for at blive gravid, så hvis du planlægger at reproducere dig og ikke er jævnt hårdfør, så STOP! Læs næste indlæg, som kommer til at handle om, hvor skønt det er at være blevet mor, når først man accepterer, at heller ikke det nødvendigvis altid udelukkende stemmer overens med lyserøde forventninger og booster ens selvbillede.

I morgen er min datter 2 mdr. gammel, buttet og lækker og et mirakel, også når hun brøler (for det gør hun. Jojo, der sidder en stor, dyb soulstemme i det barn). Foto: Trine

Her kommer så en omfattende måneds-citat-kalender, som starter for ca. et år siden.

Oktober: "Hej piger. Hvor er det fedt at blive inviteret med på sangskriver-weekend. Skål." Dagen efter: "Jeg synes, vores sang skal handle om det mirakel, det er at have fundet den rigtige livsledsager." Lidt senere: "Jeg synes, vores sang skal handle om, at man savner sin kæreste og vil tage et hvilket som helst transportmiddel for at være sammen igen." Dagen efter: "Og jeg synes så, at vores sang skal handle om en mors stolthed over, at hendes datter vokser op og bliver et stærkt individ." Dagen efter: "Hej skat, prøv at høre de her sange, vi har fået skrevet. Skal vi ikke prøve at blive gravide?"

November: "Åh skat. Menstruation IGEN. Men vi holder da fast i beslutningen om, at hvis det ikke lykkes naturligt, så orker vi ikke at prøve at få hjælp, ikke? Jeg køber nogle ægløsningstests i morgen."

December: Første lørdag: "Nå, du er til julefrokost for første gang uden barn? Jaja, vi prøver også, men ægløsningstestene siger, der ikke er bid overhovedet, så vi skal jo nok til at prøve at få noget hjælp... Men hey, skål!" To dage efter: "Tjah, jeg er så frygtelig træt for tiden. Men nu har jeg da heldigvis fået sagt op på det dumme stress-arbejde, så jeg holder vel snart op med at tabe håret." En uge efter: "Skat, er det dig, der kører i dag? Skål!" Dagen efter: "Ømm skat, den her graviditetstest har altså også en svag stribe..." Ugen efter: "Siger du, det nok er sket første torsdag i måneden, doktor? Hmm..."

Januar: "Altså skat, nu har jeg også sagt det til mor. Jeg VED godt, vi har aftalt at vente til efter scanning, men jeg kan bare ikke forestille mig, der er noget galt med barnet."

Februar: "Hvad mener du, for tyk nakkefold? Down's syndrom? Men kan barnet ikke bare være en tyksak? Fuck, fuck, FUCK" 5 dage senere: "Hallo? Okay, jeg sidder ned. Ingen Down's? Åh tak, tusind tak. Var der noget med, jeg kunne spørge om kønnet? EN PIGE? ÅH TAK, TUSIND TAK!!!"

Marts: "Hva'? Ja, undskyld, men jeg har bare hele tiden propper i ørerne."

April: "Skat, har du ikke hørt fra banken endnu, om de godkender lånet til ombygningen? Nå, vi må hellere komme til hjerte-scanning."

Maj: "Hej McD-medarbejder. Det sædvanlige, tak. Og lad mig også få to cheeseburgers to go." Dagen efter: "Hej jordemoder. Nåh, det er plukveer, føles de sådan?" Dagen efter: "Hej håndværkere. Jaja, I kan bare bruge toilettet, her er husnøglen."

Juni: "Hej jordemoder-vikar. Nej, den ækle sukkerbelastningstest viste ingen graviditets-sukkersyge, men jeg synes, maven er vokset så voldsomt siden sidst. Hvad siger du, er hun vokset 2 kilo på 4 uger, er det normalt midt i graviditeten? Nej vel? Siger du, hun nok kommer til at veje 5 kilo? Øhm, det kan jeg ikke overskue, nyt spørgsmål: Tror du, den her kløe holder op, så jeg kan bruge alle de ventebukser, som går op over maven?"

Juli: "Hej håndværkere. Mener I virkelig, at vi udover den nye tilbygning og de nye vinduer også skal have hele soveværelset revet ned for at få fugten ud af væggene? Ja, men så må vi jo flytte sengen op i stuen - det er jo bare for en kort periode." Senere samme dag: "Skat, pas på, hvor du træder, det der dumme Karpal-tunnel-syndrom har fået mig til at tabe et par glas på gulvet igen."

August: 1/8"Nej moster , jeg er ikke gået over tid, der er stadig en lille måned til termin." 8/8 "Skat, vågn op, jeg synes, de her plukveer føles anderledes, måske er det nu..." 15/8 "Skat, hvad nu, hvis vandet går i bilen/stolen/offentligheden/sengen? Hvordan gør man rent efter det?" 25/8 "Hej jordemoder, ja, terminen var i går Næh, jeg har det fint, ingen kvalme, hovedpine, trykken for brystet eller ondt i maven... Svangre-ambulatoriet i morgen? Ja, det kan jeg da godt." Dagen efter: "Hej mere-nyt-sundheds-personale. Selvfølgelig må I tage en blodprøve, jeg er ved at være vant til det. Svangerskabsforgiftning? Nå men det er der vel så mange, der får. Jaja, jeg er hjemme hele dagen, I kan bare ringe." Samme eftermiddag: "Hallo vagthavende-læge-på-fødegangen. Sættes i gang? Kan jeg nå at spise aftensmad? Okay, vi ses om to timer." Samme aften: "Hej samme læge. Kejsersnit? Men jeg er jo allerede sat i gang... Jaja da. Hvis det ikke kan være anderledes." Samme nat:"Nej, kejsersnit-team. Jeg kan ikke bare lige løfte mig selv til siden, for jeg kan ikke støtte på hænderne pga. K-T-syndromet, det klør stadig som bare pokker overalt, jeg kan ikke orientere mig i rummet for propperne i ørerne, og nu er jeg også vildt bange for, hvad der skal ske, fordi jeg ikke har læst på nettet om hverken kejsersnit eller svangerskabsforgiftning..." Et kvarter senere: "Hov, det var hurtigt. Næææh, hvor er hun fin!"

September: 1 uge gammel: "Godt at være hjemme igen, skat. Har håndværkerne sagt noget om, hvornår de er færdige med tilbygningen? Det er da også hyggeligt nok at sove i stuen, men hvornår mon radiator, gulvtæppe, dør osv. kommer til soveværelset?" 2 uger gammel: "Skat, vil du hjælpe mig, jeg kan ikke få rigtigt fat på hende pga. K-T-syndromet." 2,5 uge gammel: "Av for fanden, lille skat. Tag nu rigtigt ved den brystvorte." 3 uger gammel: "Gad vide, hvornår jeg kan finde ikke-vente-tøj frem..."3,5 uge gammel: "Hej nye-gæster-for-13.-dag-i-træk. Jaja, hun er nem. Nej, jeg kan stadig ikke kende forskel på sult-, ble- og træthedsgråd. Gad vide, hvornår hun bliver glad for at ligge i slynge?" 4 uger gammel: "Nej mor, jeg kan ikke lige komme til Vestjylland, for jeg må stadig ikke køre bil pga. kejsersnittet."

Oktober: "Jeps doktor. 5 uger og hun er fantastisk, og jeg er GLAD for at måtte køre bil igen. Men hvornår går K-T-syndromet væk?" 6 uger gammel: "Okay skat, så er der kun udendørs ting tilbage til håndværkerne. Så må vi jo klare resten af det indendørs en dag ad gangen. God dag på arbejde, og vi ses en gang i aften, når du har sat spejle/knager/højtalere/reol op" 7 uger gammel: "Appetitspring? Men burde der så ikke komme mere mælk, når jeg har ammet hver time i en uge?" 8 uger gammel: "Se, skat, hun griner til os!"

Genesis

2009-10-20T12:14:00.000+02:00

Efter at være blevet blog-junkie (ja, det overskygger faktisk Facebook), har jeg besluttet, at det må være noget, jeg også kan. Trine sagde: "Nåmen, hvad skal din blog så handle om?" - og jeg må indrømme, at det ved jeg ikke endnu. I'll make it up, as I go, går jeg ud fra.

Det, der fylder lige nu, er min spritnye status som mor til Mea samt til-barsel-hørende tanker om mine to store arbejdsområder: kor og børnerytmik. Andre titler som sang- og klaverlærer, husmor, hustru, datter, nørd u.s.w. kommer der jo nok også pip fra indimellem - og hvem ved, måske finder man også med tiden eksempler på kreativitet herinde, musikalsk som håndarbejdsmæssig...

Dette første indlæg skal da også have en historie:

Jeg er en dårlig mor.
I virkeligheden har jeg fået alt, som jeg ønskede det: Den skønneste unge med alle ting på rette plads, til rette tid, med godt sovehjerte, glubende appetit og de smukkeste øjne. Og alligevel valgte jeg i går aftes at gå mod alle anbefalinger og give hende modermælkserstatning, selvom hun kun er 7 uger gammel. Hun er ikke for tynd og hun skriger ikke 6 timer ad gangen, men de sidste par uger er hun blevet mere og mere sulten, og ikke mindst er hun blevet mere og mere højrøstet hidsig over at være det. Og nu har hun også fået en formiddagsflaske...
Jeg forsøger at retfærdiggøre mit valg med, at det er synd for barnet, at hun skal være så sulten, at hun græder fra det øjeblik, hun slipper brystet og til tider også, mens hun ligger der. At jeg HAR prøvet at oppe produktionen. At hun spiser HELE portionen og bagefter virker glad og har ro til alle de smil og små, sjove lyde, som de andre børn i min mødregruppe har brilleret med de sidste par gange. At jeg også selv bliver forarget, hvis aftensmaden kun består af to vandede kartofler...
Men i virkeligheden kan jeg jo kun gisne om hendes sultniveau og om, hvornår mælkefabrikken får justeret udbud til efterspørgsel, så faktisk handler det nok mere om min egen følelse af ikke at slå til. Milk-wise, men også fordi jeg mister glæden ved at have hende i favnen, når hun aldrig virker helt tilfreds - den gode mor bør elske at amme, også hver hele og halve time (siger overdommeren). Desuden bør den gode mor ikke gå og bekymre sig om, om resten af hendes liv kommer til at hænge sammen igen, for når man er på barsel, handler det om nu og her og om barnet, bestemt ikke morens fremtid og karriere (siger o.d.), så derfor bør hun ikke tænke fremad til næste gang, barnet skal passes af far eller farmor, så moren kan udleve sit voksenliv (i dette tilfælde: afholde kor på trods af baby), og moren bør i hvert fald ikke velkomme, at MME gør alting nemmere, for det skal ikke være nemt at være nybagt mor - det vidner alle net-opslagene på "amning" om.
Kun ét sted på nettet (som jeg bruger til alle barsels-hverdagens tusind tvivlsspørgsmål) var der en anerkendelse af dette valg, nemlig på netsundhedsplejerske.dk (som til gengæld også er mit yndlingssted). Så jeg klamrer mig til Helens ros til en anden mor om, at det er godt at lytte til sit barns behov fremfor slavisk at følge de officielle råd.
men jeg er stadig en dårlig mor, for den anden mors barn tog ikke nok på...