Shh

Jeg sidder i min stue med stearinlys og kaffe og NYDER vejret - husbond har fået bilen i dag, for det ville alligevel være synd, hvis han blæste væk. Og jeg er helt stille, for det yndige barn sover indenfor i dag, og jeg er i den grad røget i fælden med, at der skal være ro, når hun sover... Der ligger en ordentlig bunke indlægskladder og venter på at få billeder klistret ind, men billederne ligger på den store computer i det rum, hvor Mea sover, så nu benytter jeg lejligheden til at komme med endnu et tørt stykke tekst.

Jeg har to opgaver i dag: jeg skal skovle sne, og jeg skal have en enkelt elev. Jeg ved godt, hvilken opgave, jeg glæder mig mest til, for eleven er både dygtig og godt, modent selskab, selvom hun kun er 14 år. Da jeg var 14, var jeg stadig barn, selvom jeg gik i 7. klasse, brugte makeup og eksperimenterede med at blande øl og forhåndenværende sprit, når jeg besøgte "den slemme veninde". Nok var jeg (som nævnte elev) høflig overfor andre, jeg var også (som nævnte elev) videbegærlig, men jeg havde ikke fx. (som nævnte elev) en holdning til de ting, jeg fik for i skolen eller til klaver.
Nogle gange tænker jeg på, om jeg egentlig er blevet sådan rigtig voksen endnu. Jojo, jeg tager ansvar for mine arbejdsopgaver, bor i hus, fungerer vist ok som mor og en masse andre voksen-ting, men jeg er altså skræmmende god til at kommunikere på lige fod med børn ;-) Og holdninger - tjah, det nys overståede kommunalvalg viste mig, at det stadig er lidt diffust for mig.

Måske er det heller ikke nu om dage så vigtigt at være "rigtig voksen". Eller også er det min barndoms voksne forbilleder, som har haft for få muligheder for at bevare barnet i sig... Jeg syntes i hvert fald, de voksnes liv så uendeligt kedeligt ud. Arbejde var måske nok tilfredsstillende, men det var ikke noget, man gik rundt og grinede til dagen lang.

I denne søde barselstid har jeg undladt at holde pause som korleder (og sololærer) med den klausul, at hvis barnet krævede min opmærksomhed, var hun første prioritet. Det har fungeret upåklageligt. Til dels fordi jeg har verdens bedste svigermor, som er troppet op to aftener om ugen hele efteråret og har passet Mea og taget det sure med det søde. Der er ingen tvivl om, at Mea ved, hvem hun er, og hvor grænserne går... og når disse grænser så er blevet overskredet, har jeg kunnet gå ti skridt fra musikrum til privat bolig og tage over. Mine kor har til gengæld været tvunget til at tage mere ansvar for både de få øveaftener, hvor svigermor skulle noget andet, og de koncerter, hvor jeg ikke kunne stå foran og vifte med armene. Resultatet er overraskende tydeligt. Begge kors julekoncerter har sprunget forventningskurven i både det rent lydlige og i hele attituden som optrædende helhed. De er smukke, frie og selvstændige, og jeg fortryder helt, at jeg ikke langt tidligere har sluppet tøjlerne lidt og ladet dem selv være den kritiske røst.

Så hvad nu, hvor jeg går på decideret deltidsbarsel og flere dage om ugen skal ud af huset og undervise? Kan vi bibeholde den legende tilgang, eller falder jeg mon tilbage i diktatorrollen? Alene det, at jeg sidder her og formulerer spørgsmålet, burde kunne hjælpe os til at undgå det. Hvis jeg anerkender, at mine korister OGSÅ er voksne mennesker, som udvikler sig mere ved at blive inspireret end ved at blive ført, så kan jeg måske finde ud af at være "rigtig voksen" uden at være kedelig.

Og med hensyn til at skovle sne, så kan jeg jo bare rulle en snemand til sidst, så det ikke virker så meget som arbejde ;-)