Som tidligere nævnt er jeg ret irriterende med det der med stavning. Men altså også med det talte ord. Jeg er heldigvis blevet bedre til at lade være med at korrekse folk på stedet, og så fortæller jeg bare husbond om det, når jeg kommer hjem. Eller endnu bedre: jeg skriver om det her på bloggen;-) I lørdags var jeg til julefrokost med de skønneste mennesker, nemlig mine kolleger på musikskolen. Sådan nogle er jo vant til at henvende sig til andre med en vis autoritet, og derfor tænker de nok også en del over at tale korrekt. Men ak, der er opstået en tendens i tiden til at tale overkorrekt i nogle sammenhænge, og der er man nok som underviser i stor fare for at adoptere sådan en tendens, for man vil nødig underminere sin fremtoning ved at snakke bondsk. Så:
"Han sagde til Børge og jeg, at..." - kan du kende den? Man ved som voksen, at det ikke hedder "Mig vil have mam", så "mig" er blevet et forbudt ord, men altså! Det er det jo ikke. Jeg er (trods min nørdede interesse) jo blot amatør, så måske er det forkert antaget, at tendensen er en afsmitning af engelsk, hvor man vist nok GODT kan sige "He said to Borge and I, that..." - der er i hvert fald nogle steder, hvor akkusativen opfører sig anderledes på engelsk end på dansk... Jeg hilser vidende kommentarer velkomne på dette punkt!
Og i samme boldgade: På TV2 Syd kører en reklame, hvor det kundgøres, at: "Audio Nova Hørecenter har hjulpet Poul Thomsen med sit høretab." Men det betyder altså ikke helt det, der må være intentionen. I ovenstående sætning har ANH's høretab på forunderlig vis hjulpet Poul Thomsen med et eller andet - måske et comeback som skærmtrold? Jaaah, han har sådan en dejlig stemme, og gad vide, hvilken hund, der har afløst Balder... Sig igen til, hvis jeg tager fejl. Jeg bliver da helt i tvivl, nu hvor jeg sidder og skriver det ned...
I Vestjylland, hvor jeg kommer fra, har dialekten pragmatisk nok afhjulpet problematikken om hans/hendes >< sin ved, at det simpelt hen hedder begge dele: "Kresten har tawn hans si høwder uj a æ kjøres" (=Kristian har taget sine køer ud af stalden) og "A har sjet æ røw å dens si unger" (=jeg har set ræven og dens unger). Så bondsk kan faktisk godt være smart!
Men én ting, jeg er helt sikker på (og her er vi tilbage ved julefrokosten), er, at det er helt galt, hvis Tine farede nogen som helst steder hen. Det er sådan noget, søer (altså voksne hun-grise) gør, når de får unger - ligesom koen kælvede, hesten folede osv. Mennesker enten fødte eller (som det som regel er tænkt) for!
En sidste ting, som ikke er en stave- eller grammatikfejl, men et ord, der har ændret klang for mig:
"Pænt"
Da jeg var lille, syntes jeg, at ordet "pænt" var noget af det mindst pæne, man kunne bruge. Jeg kunne slet, slet ikke forstå, hvorfor H.C. Andersen skrev i "Svinedrengen" (tror jeg nok), at "den er ikke bare smuk, den er pæn", for så var den jo helt klart grimmere og mere almindelig og kedelig, end hvis den var smuk.
Men i lørdags blev jeg opmærksom på, at jeg selv brugte ordet som det mest positive tillægsord, jeg kunne finde om noget kunst, jeg havde tjekket ud på Nettet. Og jeg undrede mig. Men jeg tror, det (udover at "pænt" måske er blevet moderne igen - i hvert fald bruger den supertjekkede Julia Lahme også netop dette ord) kan være, alle andre ord bliver for højrøvede? Hvis noget er pænt, så er det godt og gedigent i orden, det har en lækker fremtoning uden at være prangende. Smuk, yndig, køn, - alle har en tuttenuttet konnotation, hvorimod "pæn" godt kan have hjerne...
Nå, nok for nu, jeg skal have mit yndige (!) barn pakket om, så vi kan komme afsted til rytmik og synge søde sange.
mandag den 30. november 2009
torsdag den 26. november 2009
Julen er nær (jubi)
Men selvfølgelig glæder jeg mig. Bortset fra en lille detalje (=rengøring) er jeg blevet uendeligt huslig af at gå på barsel. Selvfølgelig skal der derfor pyntes op, og selvfølgelig skal der tændes stearinlys og drikkes varme sager.
I denne uge er jeg bidt af en gal småkage, fordi der var én i min mødregruppe, som foreslog, at vi fem i gruppen kunne bage én slags hver og så bytte, så alle bliver kendt i deres (anden) omgangskreds som total juleoverskudsmor ;-)
Jeg var vist den eneste, som råbte "Ja, for fanden, du er så fuld af gode idéer!", så i weekenden granskede jeg en bagekogebog, jeg fik i gave for 5 år siden og aldrig har åbnet siden.
Jeg har en mor, som altid står i køkkenet, og vi piger har aldrig rigtig været inviteret med, så selvom jeg har spist småkager mindst tre gange om dagen hele min barndom, har jeg ikke selv lært at bage dem.
Men nu skulle det altså være, jeg fandt ca. ti slags, som så lækre ud på papiret (herunder et sikkert hit: finsk brød). Halvdelen skulle bages ved 200 grader, den anden halvdel ved 175. Så så kunne man vel bare køre fem igennem på samlebånd...
Skabe blev endevendt (mel tjek, sukker tjek, smør tjek, nelliker på forunderlig vis tjek, perlesukker køb, mere mel køb, hjortetaksalt køb (!) osv.), jeg foretog en ekspedition til Føtex kun med småkage-ingredienser for øje, og så skulle jeg bare vente på, at der opstod et par timer, hvor intet andet var planlagt.
De par timer kom så tirsdag aften efter kor. Mea gav op og lukkede øjnene kl. 22, og så var jeg klar.
Alt, hvad jeg skulle bruge, blev stillet frem, og jeg gik i gang med første slags. Men hov - efter en halv time var jeg stadig i gang med at samle dejen til første hold kager. Og så skulle de jo også trilles og skæres og trykkes og pyntes... Den hurtige beslutning blev at nøjes med to slags småkager i første omgang og så lade være med at rydde tingene væk, for så kunne jeg jo bare fortsætte dagen efter.
Ja, hurra, men fordi småkagerne ikke bagte sig selv, kom jeg først i seng kl. 2, og Mea var ligeglad og stod en time tidligere op, end hun plejer, og pludselig skulle vi afsted til mødregruppe og alt muligt andet, så den dag kom der ikke flere småkager. Men det gjorde der i dag. Heldigvis var der ikke forsvundet noget fra bordet siden første forsøg, og jeg kunne bare gå direkte til arbejdet, da Mea var puttet til formiddagslur.
I dag fungerede det med samlebåndet! Hver ingrediens blev vejet og gjort klar, inden det hele skulle blandes, og så tog det meget kortere tid!!
Kaffebrødene blev lige så lækre, som opskriften havde antydet, og det var ingefærkagerne såmænd nok også blevet, hvis jeg havde husket at komme sukker i ;-) Da det gik op for mig, hvad der var sket, talte jeg til en million og bestemte mig for, at den huslige kreativitet måske var bedre spenderet på vasketøjet..
Konklusionen er, at det er sjovt at bage småkager, det er endnu sjovere at spise dem, og hvis man har mere end fire slags liggende, så bliver man bare for tyk!
I denne uge er jeg bidt af en gal småkage, fordi der var én i min mødregruppe, som foreslog, at vi fem i gruppen kunne bage én slags hver og så bytte, så alle bliver kendt i deres (anden) omgangskreds som total juleoverskudsmor ;-)
Jeg var vist den eneste, som råbte "Ja, for fanden, du er så fuld af gode idéer!", så i weekenden granskede jeg en bagekogebog, jeg fik i gave for 5 år siden og aldrig har åbnet siden.
Jeg har en mor, som altid står i køkkenet, og vi piger har aldrig rigtig været inviteret med, så selvom jeg har spist småkager mindst tre gange om dagen hele min barndom, har jeg ikke selv lært at bage dem.
Men nu skulle det altså være, jeg fandt ca. ti slags, som så lækre ud på papiret (herunder et sikkert hit: finsk brød). Halvdelen skulle bages ved 200 grader, den anden halvdel ved 175. Så så kunne man vel bare køre fem igennem på samlebånd...
Skabe blev endevendt (mel tjek, sukker tjek, smør tjek, nelliker på forunderlig vis tjek, perlesukker køb, mere mel køb, hjortetaksalt køb (!) osv.), jeg foretog en ekspedition til Føtex kun med småkage-ingredienser for øje, og så skulle jeg bare vente på, at der opstod et par timer, hvor intet andet var planlagt.
De par timer kom så tirsdag aften efter kor. Mea gav op og lukkede øjnene kl. 22, og så var jeg klar.
Alt, hvad jeg skulle bruge, blev stillet frem, og jeg gik i gang med første slags. Men hov - efter en halv time var jeg stadig i gang med at samle dejen til første hold kager. Og så skulle de jo også trilles og skæres og trykkes og pyntes... Den hurtige beslutning blev at nøjes med to slags småkager i første omgang og så lade være med at rydde tingene væk, for så kunne jeg jo bare fortsætte dagen efter.
Ja, hurra, men fordi småkagerne ikke bagte sig selv, kom jeg først i seng kl. 2, og Mea var ligeglad og stod en time tidligere op, end hun plejer, og pludselig skulle vi afsted til mødregruppe og alt muligt andet, så den dag kom der ikke flere småkager. Men det gjorde der i dag. Heldigvis var der ikke forsvundet noget fra bordet siden første forsøg, og jeg kunne bare gå direkte til arbejdet, da Mea var puttet til formiddagslur.
I dag fungerede det med samlebåndet! Hver ingrediens blev vejet og gjort klar, inden det hele skulle blandes, og så tog det meget kortere tid!!
Kaffebrødene blev lige så lækre, som opskriften havde antydet, og det var ingefærkagerne såmænd nok også blevet, hvis jeg havde husket at komme sukker i ;-) Da det gik op for mig, hvad der var sket, talte jeg til en million og bestemte mig for, at den huslige kreativitet måske var bedre spenderet på vasketøjet..
Konklusionen er, at det er sjovt at bage småkager, det er endnu sjovere at spise dem, og hvis man har mere end fire slags liggende, så bliver man bare for tyk!
tirsdag den 24. november 2009
Julen er nær (gys)
Jeg kommer fra en stor, stor familie. Vi er fem søstre, de tre "store", hvis far døde, da de var små, og så os to "små" fra andet kuld. Jeg er nummer fire, otte år yngre end min yngste storesøster og dermed både et fjerdebarn og ældst ifølge søskenderækketeorien. Teorien kan give noget dels til éns forståelse af de mekanismer, der træder i kraft, når man er sammen med sine søskende og dels til accept éns egne børn og deres forskelligheder. Når det er sagt, er sådan en teori jo selvfølgelig umådelig firkantet, og man bør nok ikke hænge hele sin identitetsfølelse op på den :-) Der er et indlæg på Maminka, som hiver det lidt ned i øjenhøjde (dejlig, ny blog iøvrigt, både læsbar for forældre og folk, der bare har god smag:-))
Nå, men i hvert fald er der ikke noget tidspunkt på året, hvor søskendeteorien er så aldeles brugbar som til jul. Indtil i år har der i familiens skød været overvægt af barnløse søstre, men de to, der havde børn, var nu lige så meget fanget i mønsteret som os andre, og jeg har aldrig rigtig studset over det før nu. Jojo, jeg har da set, at de i hverdagen har et andet liv med en anden rolle end "søster nr. 1 og 3", men alt det suspenderedes åbenbart i helligdagene - ja, det andet liv forstærkede måske endda frustrationerne over at blive hevet tilbage til en situation, man syntes, man var vokset fra.
Jeg er derfor umådelig spændt på, hvordan mit lille nye mellemgenerationsvidunder spiller ind i julevirvaret... For hvordan er det med søskenderækken i anden potens, det ældste/fjerde barns børn?
Jeg blev moster første gang, da jeg var elleve, så mine niecer og nevøer føles lige så meget som søskende, som mine ældre søstre gør. Det er lidt mærkeligt at tænke på dem som Meas kusiner og fætre, for de er allesammen voksne eller tæt på at være det. Men det er jo dét, de er; de er små og har ikke selv gjort sig de erfaringer, vi "voksne" har, selvom det er lige oppe over, og trods det, at nogle er flyttet hjemmefra, vil jeg aldrig kunne slippe fornemmelsen af at være blevet lidt mere voksen, da jeg stod med de små, nye liv i armene for ca. 20 år siden. Jeg føler, at min nye status som mor hjælper mig til at stille skarpt på sådan nogle ting, men hvad med den anden vej? Ser min familie anderledes på mig nu? Er dette min mulighed for at slippe for rækkens åg? Eller bliver Mea blot set som et appendiks på min evige rolle?
Det er jo i hvert fald svært (og måske heller ikke ønskeligt) at se et nyt barn i éns egen familie som et individ helt uafhængigt af dets forældre og éns forhold til dem, og selvom Mea rykker rundt på hele min verden, er jeg jo heller ikke fundamentalt forskellig fra den Kristine, der jul efter jul har forsøgt at håndtere spøgelserne med desperat humor og mere eller mindre ægte empati i mødet med min egen og mine søstres forsøg på at bevare vores møjsommeligt opbyggede identiteter under vægten af la familias forudindtagethed.
Så hvad kan jeg gøre for mig selv og for mit afkom? Jeg kan selvfølgelig vælge at være ligeglad, da jeg ikke ser det meste af min familie særlig tit, og bare lade mønsteret køre videre. Eller jeg kan også holde igen med at æde druer og insistere på, at mit barn er sig selv og ikke et udtryk for mit behov for opmærksomhed. Mea er også smuk og elskelig, når hun er umulig og ikke så dygtig som fx. min ældste søsters ældste barn. Og jeg er ikke en dårlig mor, fordi jeg ikke gør tingene på samme måde som dem, der kom før mig.
Eller jeg kan lade helt være med at bekymre mig, fordi det ikke nødvendigvis er en konkurrence, og når min familie kommenterer på barnet (hvilket de uvægerligt vil gøre), behøver jeg ikke tage det som ladede meddelelser. Ligegyldigt om de er det eller ej. Hvis jeg kan finde ud af at lægge disse tanker fra mig ved at bruge bloggen som katalysator, får jeg måske en helt afslappet, smuk jul i år. Med den fred med min gamle familie, som min nye familie giver mig på alle andre tidspunkter på året...
Så på forhånd: Tak husbond, tak Mea og tak blog, fordi denne jul bliver starten på en ny tradition, hvor ingen behøver være perfekte for at nyde hjerternes fest.
Nå, men i hvert fald er der ikke noget tidspunkt på året, hvor søskendeteorien er så aldeles brugbar som til jul. Indtil i år har der i familiens skød været overvægt af barnløse søstre, men de to, der havde børn, var nu lige så meget fanget i mønsteret som os andre, og jeg har aldrig rigtig studset over det før nu. Jojo, jeg har da set, at de i hverdagen har et andet liv med en anden rolle end "søster nr. 1 og 3", men alt det suspenderedes åbenbart i helligdagene - ja, det andet liv forstærkede måske endda frustrationerne over at blive hevet tilbage til en situation, man syntes, man var vokset fra.
Jeg er derfor umådelig spændt på, hvordan mit lille nye mellemgenerationsvidunder spiller ind i julevirvaret... For hvordan er det med søskenderækken i anden potens, det ældste/fjerde barns børn?
Jeg blev moster første gang, da jeg var elleve, så mine niecer og nevøer føles lige så meget som søskende, som mine ældre søstre gør. Det er lidt mærkeligt at tænke på dem som Meas kusiner og fætre, for de er allesammen voksne eller tæt på at være det. Men det er jo dét, de er; de er små og har ikke selv gjort sig de erfaringer, vi "voksne" har, selvom det er lige oppe over, og trods det, at nogle er flyttet hjemmefra, vil jeg aldrig kunne slippe fornemmelsen af at være blevet lidt mere voksen, da jeg stod med de små, nye liv i armene for ca. 20 år siden. Jeg føler, at min nye status som mor hjælper mig til at stille skarpt på sådan nogle ting, men hvad med den anden vej? Ser min familie anderledes på mig nu? Er dette min mulighed for at slippe for rækkens åg? Eller bliver Mea blot set som et appendiks på min evige rolle?
Det er jo i hvert fald svært (og måske heller ikke ønskeligt) at se et nyt barn i éns egen familie som et individ helt uafhængigt af dets forældre og éns forhold til dem, og selvom Mea rykker rundt på hele min verden, er jeg jo heller ikke fundamentalt forskellig fra den Kristine, der jul efter jul har forsøgt at håndtere spøgelserne med desperat humor og mere eller mindre ægte empati i mødet med min egen og mine søstres forsøg på at bevare vores møjsommeligt opbyggede identiteter under vægten af la familias forudindtagethed.
Så hvad kan jeg gøre for mig selv og for mit afkom? Jeg kan selvfølgelig vælge at være ligeglad, da jeg ikke ser det meste af min familie særlig tit, og bare lade mønsteret køre videre. Eller jeg kan også holde igen med at æde druer og insistere på, at mit barn er sig selv og ikke et udtryk for mit behov for opmærksomhed. Mea er også smuk og elskelig, når hun er umulig og ikke så dygtig som fx. min ældste søsters ældste barn. Og jeg er ikke en dårlig mor, fordi jeg ikke gør tingene på samme måde som dem, der kom før mig.
Eller jeg kan lade helt være med at bekymre mig, fordi det ikke nødvendigvis er en konkurrence, og når min familie kommenterer på barnet (hvilket de uvægerligt vil gøre), behøver jeg ikke tage det som ladede meddelelser. Ligegyldigt om de er det eller ej. Hvis jeg kan finde ud af at lægge disse tanker fra mig ved at bruge bloggen som katalysator, får jeg måske en helt afslappet, smuk jul i år. Med den fred med min gamle familie, som min nye familie giver mig på alle andre tidspunkter på året...
Så på forhånd: Tak husbond, tak Mea og tak blog, fordi denne jul bliver starten på en ny tradition, hvor ingen behøver være perfekte for at nyde hjerternes fest.
mandag den 23. november 2009
Babyrytmik
På fredag bliver min lille store pige 3 måneder. Det er som regel den alder, der er skæringsdato for, hvornår man anbefaler at begynde til babyrytmik. Men Mea har i dag været afsted til rytmik for fjerde gang. Vi går på en musikskole, hvor jeg også er tilknyttet, og da jeg var nede for at vise barnet frem, blev jeg lokket til at prøve at begynde "før tid". Og ih, hvor var det et hit! Mea fulgte med i det hele med store øjne, og som kronen på værket sang hun med, da bamsen Nynne kom og sagde farvel til hende...
Det har hun ikke gjort siden, men jeg kan mærke, at hun allerede nu kan genkende de sange, vi også synger herhjemme. Hun følger fagter og rasleæg med øjnene, og hun vil, åh så gerne have fat i instrumenterne, men ak, motorikken er ikke så langt fremme som talen:-(
Det er uendeligt anderledes at være mor til rytmik end at være underviser, og jeg er lige så udmattet som min datter, når vi går derfra, fordi jeg hele tiden bearbejder indtrykkene på to plan - som den modtagende og agerende moder og som den planlæggende underviser. Jeg analyserer mine reaktioner på situationen og lagrer dem til senere brug, når jeg skal forsøge at sætte mig ind i, hvorfor forældre på mine egne hold reagerer anderledes, end jeg havde forventet, og jeg labber i mig af Dortes facon, for hun er bare så god og erfaren, og ungerne ELSKER hende.
Kreativiteten har været langt væk, siden jeg blev gravid, men nu kan jeg mærke, at det begynder at komme igen, ikke mindst på grund af disse inspirerende timer. Så jeg har skrevet en lille vuggevise til Mea, som jeg gerne vil dele med jer:
Den er til, når hun er lidt overtræt og helst vil falde i søvn hos mig. Så synger jeg den igen og igen (og igen, igen) og skifter det sidste "Mea" ud med fx. "ho'det" eller "foden" og stryger eller klemmer på det sted, jeg synger om, og som regel gør den kedelige rytme og dybe beliggenhed hende hurtigt døsig.
Den er til fri afbenyttelse, men bruger I den i offentligt regi, så sig lige, at det er mig, der har fundet på den :-)
Det har hun ikke gjort siden, men jeg kan mærke, at hun allerede nu kan genkende de sange, vi også synger herhjemme. Hun følger fagter og rasleæg med øjnene, og hun vil, åh så gerne have fat i instrumenterne, men ak, motorikken er ikke så langt fremme som talen:-(
Det er uendeligt anderledes at være mor til rytmik end at være underviser, og jeg er lige så udmattet som min datter, når vi går derfra, fordi jeg hele tiden bearbejder indtrykkene på to plan - som den modtagende og agerende moder og som den planlæggende underviser. Jeg analyserer mine reaktioner på situationen og lagrer dem til senere brug, når jeg skal forsøge at sætte mig ind i, hvorfor forældre på mine egne hold reagerer anderledes, end jeg havde forventet, og jeg labber i mig af Dortes facon, for hun er bare så god og erfaren, og ungerne ELSKER hende.
Kreativiteten har været langt væk, siden jeg blev gravid, men nu kan jeg mærke, at det begynder at komme igen, ikke mindst på grund af disse inspirerende timer. Så jeg har skrevet en lille vuggevise til Mea, som jeg gerne vil dele med jer:
Den er til, når hun er lidt overtræt og helst vil falde i søvn hos mig. Så synger jeg den igen og igen (og igen, igen) og skifter det sidste "Mea" ud med fx. "ho'det" eller "foden" og stryger eller klemmer på det sted, jeg synger om, og som regel gør den kedelige rytme og dybe beliggenhed hende hurtigt døsig.
Den er til fri afbenyttelse, men bruger I den i offentligt regi, så sig lige, at det er mig, der har fundet på den :-)
onsdag den 11. november 2009
"Intet nyt er godt nyt" eller "Her går det godt, send mere tid"
Jaja, jeg undskylder. Det er ikke for at spille kostbar, at jeg ikke lægger noget ud, jeg kan bare ikke få pudset tingene helt af.
De første par indlæg kom direkte på, skrevet inde i Blogspot, men så opdagede jeg, at datoen vistes som den dag, jeg var begyndt at skrive kladden og ikke den dag, jeg poster det (så det er ikke, fordi jeg ikke kunne regne ud, hvornår min datter blev 2 mdr.), så derfor fulgte jeg en mere erfaren bloggers råd og begyndte at skrive kladder i andre programmer.
Problemet er så bare, at jeg bliver for perfektionistisk - hvorfor fx. skrive "Billede kommer snart", når man bare kan vente lidt, indtil husbond har tid til at hjælpe med det tekniske, som man er for doven til at sætte sig ind i på egen hånd...? Desuden er jeg begyndt at gå til et hav af aktiviteter med Mea, og hvis jeg skal gøre noget ved indretningen, når husbond ikke er hjemme, så tager det jo også tid fra denne min nye ellers-yndlings hobby.
Anywho, her kommer et par teasers: jeg er i færd med at skrive et laaaangt indlæg om noget med indretningen af et hjem, når man ikke ejer æstetisk sans, et lige så langt om glæden ved at være mor, flere stavenørd-indlæg, jeg planlægger ét om sorg, og så kommer der forhåbentlig også nogle korte pip om noget sjovt eller noget andet en gang imellem...
Abonner på:
Opslag (Atom)