Stille hjemmefred

Husbond er inde hos sin bror til hyggeaften, en tradition, der er opstået for de to de seneste år. I fordums tider, hvor vi ingen børn havde, betød det en hjemvendende mand ud på morgenen, lugtende af destillering og uden en eneste fungerende hjernecelle et døgns tid efter - samt en ret irriteret kone. I aften forventer jeg at falde i søvn alene, men til gengæld vågne op til en dejlig, rolig weekenddag med en sikkert træt, men tilfreds ægtefælle, for vi er begge så småt ved at blive voksne og har aftalt, at en aften i byen ikke er ensbetydende med at drikke hårdt igennem.

Så her sidder jeg i min sofa med et sødt sovende barn i eget værelse (!) og flere afsnit af House og Private Practice parat til maraton, og for en gangs skyld er jeg ikke misundelig på min mands tætte forhold til sin bror. Som jeg skrev for et par dage siden, så lysner det - næste uge har jeg forårets sidste rytmiktimer, og korene er også på vej mod semesterslut. Mea og husbond og jeg var henne i vuggestuen i dag for at hilse på pædagoger og fortælle om hendes sove- og kostvaner, og på tirsdag tager hun sin far med til første time som institutionsbarn; derefter får jeg lov at følges med hende. Barnet viste stor interesse både for de andre børn og alt det spændende, nye legetøj, og forældrene fik et meget positivt indtryk af personalet og stedets vilje til at være en tryg ramme for vores lille boute.

Udsigten til inden for en overskuelig fremtid igen at kunne fordybe mig i timevis i mit arbejde gør mig bare så glad, at jeg nyder den sidste alenetid med Mea ekstra meget. Jeg har genvundet lysten til at være hjemme, og den har jeg virkelig savnet. Én af grundene til, jeg startede så tidligt på arbejde igen, var, at jeg var bange for at føle mig indespærret af barselssituationen, og det har da også været skønt at komme ud. Men da det viste sig at være nødvendigt at have planlagt, hvad der skulle ske, mens jeg var væk også, fordi husbond i princippet skulle sidde hjemme og arbejde, mens han passede Mea, og ikke bare kunne tage over med husholdning osv., så føltes det slet ikke så fedt at skulle afsted alligevel... Og heller ikke at komme hjem igen, hvis han havde haft en stresset dag... Indespærringsfølelse udvidet til Århus midtby.
Så når det allerede var lidt et martyrium at være den, der var hjemme hos barnet i dagtimerne, så forestil jer, hvordan det blev at være den, der blev hjemme, for at den anden kunne tage ud om aftenen! "Aj, hvor er I pylrede - hvorfor ikke have barnepige en gang imellem", tænker I nok, men Mea bliver i forvejen passet af andre de to aftener om ugen, hvor både husbond og jeg svæver ned i musikrummet og fylder verden med skønne toner sammen med vores to kor. Så den dårlige samvittighed over at overlade vores barn til andre ligger konstant og ulmer.

Men den følelse af at være spærret inde af forpligtelser og dårlig samvittighed over en gang imellem at foretrække voksent selskab, som ikke nødvendigvis udelukkende snakker om lortebleer og tigerspring, den må og skal holdes nede. Når det ikke kunne gøres alene ved at forlade hjemmet for at tage på arbejde, så må vi gøre en indsats for at se det positive i at aflevere vores barn i andres varetægt. Og jeg må gøre en indsats for at acceptere, at jeg har brug for mit arbejdsliv, og at jeg ikke kan holde ud at være hjemmegående mor, hvor højt jeg end elsker min dejlige unge. Og jeg må unde min mand at gøre ting for sig selv, for ellers slider vi allesammen hinanden i stykker med krav om nærhed og kærlighed og tresomhed 24-7. Jeg tror faktisk, det lykkes, for lige nu mærker jeg i hvert fald en fred, jeg ikke har følt længe...

I'm back

Godt så. Det har været et turbulent og alligevel helt stillestående forår for mig. Jeg begyndte at arbejde (mere) på deltid i januar, og pludselig havde jeg alt for meget om ørerne.
Jeg havde egentlig regnet ud, at det hele kunne hænge sammen med blot en enkelt dags stress om ugen (hvor husbond skulle arbejde fast hjemmefra, mens han passede Mea, for hun var jo så nem og sov alligevel det meste af dagen), men så dukkede der en enestående chance op: et kor mere. Et ambitiøst ensemble, som i forvejen var på et virkelig højt niveau, og som havde alt det udenomspraktiske på skinner med en helt ufatteligt sej bestyrelse. Så jeg skulle bare stå for det kunstneriske. Det kunne jeg ikke holde fingrene fra. Jeg har i årevis været frustreret over, at jeg ikke helt får afløb for mine egne ambitioner og evner i det, jeg anser for at være min spidskompetence, nemlig kor, og her var muligheden med ét. Så med husbonds og de andre kors velvillighed fik jeg passet endnu en aften ind i arbejdsprogrammet.
Hvad jeg ikke havde medregnet i det-her-kan-vist-godt-lade-sig-gøre-skemaet, var den rivende udvikling, min datter og dermed vores lille familie oplever dette første år. Fra kun at have to faste dagsaftaler om ugen (babyrytmik og mødregruppe) gik jeg på én gang til at skulle dels afsted fra hjemmet syv gange ugentligt, dels også forberede til seks forskellige arbejdssituationer, dels have logistik omkring børnepasning til at gå op... Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort uden min formidable svigermor og en husbond, som har brugt alt deres overskud på at hjælpe mig igennem dette umulige foretagende.
Så der har I forklaringen på den larmende stilhed herfra.

Nu lysner det. Mea, min store, lille pige, starter i vuggestue om under en uge - en måned tidligere, end vi havde ønsket, og det er perfekt. Hun er simpelt hen så klar! Barnet bliver 9 måneder i morgen, og siden sidst, jeg skrev, har hun fået to tænder, er begyndt at rokke til især guitarmusik, men klaver er også ok, hun har kravlet i en uge, har fået eget soveværelse ca. samtidig, har opfundet et sprog udelukkende til at skælde ud med, er så småt begyndt at kysse én igen og er i det hele taget bare den skønneste unge, man kan forestille sig.

Vi ses snart igen :-)