Jeg har oplevet SÅ meget siden sidst, både godt og skidt, så der burde være stof til mange indlæg – nu får vi se; sådan har jeg tænkt før, uden at det har resulteret i et mere jævnt flow her på bloggen…
Først noget godt: min lillesøster er blevet gift!! Den 16. oktober sagde hun og Monika ja til hinanden på Lemvig Rådhus. Jeg var ikke med til selve vielsen, da festen var uden børn, og husbond og jeg er noget pylrede over vores lille boute. Og også lidt hensyntagende til barnepigens stamina. Og måske savnede vi også barnet lidt på forhånd. Det var jo første gang, Mea skulle sove en hel nat uden hverken mor eller far i huset!!
Men barnepigen fås ikke bedre. Hun er indbegrebet af perfekt bedsteforælder, og Mea griner altid en halv time, når farmor træder ind ad døren – også selvom de har set hinanden flere gange på en uge. Så vi overlod hende i sin skønne farmors varetægt ud på eftermiddagen og drog mod vest.
I løbet af kort tid gik det op for os, at ingen af os kunne huske, hvornår vi sidst havde siddet ved siden af hinanden i bilen og bare kunne koncentrere os om os. Det plejer at se sådan ud, at én voksen kører, ét barn sludrer → pylrer → græder → hidser sig voldsomt op → bliver endelig lullet i søvn af bilens bevægelser + dén voksne, der desperat sidder på bagsædet ved siden af og leverer legetøj, sutter, frugt, sutter, kukke-bøh-er osv.
Så ahhh, to en halv times sludren om alt og ingenting, det var fantastisk!
Jeg ved, jeg har været i Lemvig før, for der bor et hav af mostre deroppe, men udsigten, da vi nåede frem, er åbenbart faldet ud af min hukommelse. Det var så smukt og romantisk et syn, så jeg helt ærgrede mig over, vi kun lige præcis havde tid til at tjekke ind på vores hotel og vaske det værste rejsestøv af os, inden vi skulle videre til Lomborg Forsamlingshus.
Og helt ærligt; den smukke udsigt blegnede fuldstændig i forhold til de to brude. Begge i brudekjole og slør, begge strålende af lykke og naturlighed: denne dag var bare perfekt.
Jeg kunne her skrive en liste over, hvor mange gange, jeg græd, men det er kedeligt, så i stedet kommer her teksten til den sang, jeg havde skrevet til dem:
Der var engang en vinterdag, som så mange andre
Mørkt og koldt, ubehag, to alene vandrer
Så står de der i festens larm og pluds’lig bli’r det tyst
Det blik, det ansigt, alt er lyst
Nu er dagen her, ingen kolde tæ’r
Men varme hænder, varme kys, sammen
Nu er dagen her, og der bli’r mange fler’
Forenet nu i kærlighed, sammen
Forår, sommer, efterår, farver alle blade
For dage blev til år, strålende og glade
Nu står I her og siger ja til det, den and’n ka’ gi’
Glæde, lykke, fantasi
Nu er dagen her, ingen kolde tæ’r
Men varme hænder, varme kys, sammen
Nu er dagen her, og der bli’r mange fler
Forenet nu i kærlighed, sammen
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, det er svært 1) at skrive på dansk, 2) ikke at have dualismen mellem mand og kvinde at slå på, 3) at finde balancen mellem lidt for specifik og lidt for klichéet. Men i og med, at begge brude græd (en del, men de smilede altså også), så lykkedes det vist ☺ Heldigvis var der allerede blevet holdt op til flere taler, som gav baggrundsviden nok til at kunne forstå historien i sangen.
Og vi dansede til langt ud på natten og blev kørt til hotellet af hele min storesøsters familie, og det var eventyrligt at vågne helt af os selv og spise morgenmad, som nogen andre havde tilberedt. Og da vi kom hjem, blev vi mødt af glad barn og farmor, som slet ikke var blevet trætte af hinanden.
onsdag den 24. november 2010
fredag den 8. oktober 2010
Tidens rådne mælketand
Det er fredag, jeg skal blogge:-)
Som jeg måske har antydet, er jeg begyndt at undervise en enkelt lektion mandag og fredag formiddag, så hele min fine forestilling om at sidde længe og dvæle over kaffen og bloggen, mens jeg fandt på de genialeste formuleringer og smågrinede lidt i mit imaginære skæg (jo, det er imaginært!!), er lidt falmet.
Men heldigvis har de i vuggestuen nok engang puttet Mea til middagslur, selvom hun skulle hentes tidligt, og i dag foreslog de selv, at de kan ringe, når hun vågner. Det var ellers nogo første gang, for "der er jo det med timerne" (altså den der modulordning, som gør, at man bliver kaldt ind på kontoret, hvis man henter sit barn fem minutter for sent).
Så nu sidder jeg her uden babyalarm midt om eftermiddagen og kan godt skrive et indlæg. "Yeah", kan jeg allerede høre jer råbe :-)
Og dagens indlæg går til... Mine Memoirer.
Da jeg stod deroppe på stigen sidste uge, var der masser af grunde til at prøve at lede tankerne hen på andet end højder, ulykker, moderløse børn og den slags, så jeg gav mig i går til at tænke på det sjove ved, at det første bud, der meldte sig for mig i Ms gættekonkurrence, var det lidt (kun lidt) bizarre, at noget uforklarligt i et hus' konstruktion måtte være en portal til en anden virkelighed...
Det er altså ikke sådan, at jeg ikke kan eksistere i den hverdag, jeg har trukket i uddannelses- og arbejdslotteriet. Men det var det engang. Gennem hele min folkeskoletid blev jeg mobbet - af mine klassekammerater, af børn fra andre klasser, af min lillesøsters venner og også lidt af mine lærere. Jeg var en tyk læsehest, som var meget dårlig til at tilpasse mig en plads i skolehierarkiet, hvor jeg ikke var populær og kilde til stor imponade. Havde jeg nu bare accepteret, at blonde Åse og høje Rikke havde større appel både til jævnaldrende og voksne, så kunne jeg måske have undgået nogle af de grimmeste episoder, som jeg stadig en gang imellem kommer i tanker om og bliver ked af. Men jeg havnede fra day one i skolen i en ond cirkel, hvor mine fremmeste kvaliteter var stædighed og boglig dygtighed, og hvor min trang til konstant at søge opmærksomhed på disse var til stor irritation for mine omgivelser.
Samtidig var jeg et meget naivt barn med en overraskende blind tro på, at der fandtes gode ting i tilværelsen, og da jeg ikke fandt dem i skolen, måtte jeg forsøge at skabe en virkelighed ved siden af. Jeg pløjede mig igennem bøgerne i skolebiblioteket så hurtigt, at da jeg havde læst alt, der var alderssvarende og noget af det flere gange, fik jeg i fjerde klasse lov til at gå de to trin op til ungdomsbiblioteket og tørlægge det. Inden jeg kom på efterskole i 8. klasse, var jeg nået videre til voksenafdelingen (for langt ude på landet lå skolebiblioteket selvfølgelig sammen med det egentlige bibliotek).
Fra ungdomsafdelingen husker jeg tydeligst Susan Cooper's "Den sorte rytter" fra samlingen "The dark is rising" og Lionel David's "Under blommesøen". Den første var jeg så heldig at finde i en engelsk boghandel for et par år siden og har genlæst den to gange, og jeg kan så godt huske den drømmetilstand, bogen satte mig i, at selvom det er en helt anden oplevelse at læse den samme historie igen og endda på origianlsproget, så bliver jeg hele tiden mindet om indretningen i mit barndomsværelse, hændelser i den periode og den slags. Det fungerer meget bedre for mig end at mindes ved hjælp af dufte...
Anyways, min allerstørste litterære oplevelse som barn var Narnia-bøgerne, godt hjulpet på vej af tegnefilmen "Løven, Heksen og Garderobeskabet". Som jeg husker det, så åd jeg dem fra biblioteket et par gange, dernæst fik min lillesøster hele serien i gave, og så lånte jeg dem gang på gang af hende. Og da jeg nu var sådan et naivt barn, så var jeg overbevist om, at hvis bare vi troede nok på det, så kunne vi tvinge en portal til Narnia frem i skoven bag mine forældres gård. For var der ikke noget med, at Aslan engang sagde, at Narnia kunne mærke, når der var et barn, der havde brug for det? Eller måske var det omvendt. I hvert fald følte jeg, at jeg i den grad havde fortjent at komme til Narnia, at min søster var nødt til at hjælpe mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg fik hende overtalt; måske var det først, da vi i timevis havde prøvet at finde portalen i de forskellige pletter af løvtræssamlinger i nåleskoven, at hun opdagede, det ikke helt kun var en leg, at jeg faktisk ønskede så brændende, at det skulle være virkeligt, at jeg ikke kunne få mig selv til ikke lige at prøve endnu et sted, der måske lige præcis var det rigtige sted. Men i hvert fald er det med i kapitlet i vores storytelling om vores søsterskab, som handler om, at min lillesøster altid har været lidt mere kynisk - det står lige ved siden af historien om, hvordan jeg troede på julemanden længe efter, Bettemus havde gennemskuet menageriet.
Men ja, da jeg så billedet af M's hus' hemmelighed, MÅTTE jeg lige tro på, at det KUNNE være noget magisk, selvom det kun lige varede en splitsekund. Og mine yndlingsfilm og -bøger er stadig dem, der ikke er alt for realistiske :-)
Som jeg måske har antydet, er jeg begyndt at undervise en enkelt lektion mandag og fredag formiddag, så hele min fine forestilling om at sidde længe og dvæle over kaffen og bloggen, mens jeg fandt på de genialeste formuleringer og smågrinede lidt i mit imaginære skæg (jo, det er imaginært!!), er lidt falmet.
Men heldigvis har de i vuggestuen nok engang puttet Mea til middagslur, selvom hun skulle hentes tidligt, og i dag foreslog de selv, at de kan ringe, når hun vågner. Det var ellers nogo første gang, for "der er jo det med timerne" (altså den der modulordning, som gør, at man bliver kaldt ind på kontoret, hvis man henter sit barn fem minutter for sent).
Så nu sidder jeg her uden babyalarm midt om eftermiddagen og kan godt skrive et indlæg. "Yeah", kan jeg allerede høre jer råbe :-)
Og dagens indlæg går til... Mine Memoirer.
Da jeg stod deroppe på stigen sidste uge, var der masser af grunde til at prøve at lede tankerne hen på andet end højder, ulykker, moderløse børn og den slags, så jeg gav mig i går til at tænke på det sjove ved, at det første bud, der meldte sig for mig i Ms gættekonkurrence, var det lidt (kun lidt) bizarre, at noget uforklarligt i et hus' konstruktion måtte være en portal til en anden virkelighed...
Det er altså ikke sådan, at jeg ikke kan eksistere i den hverdag, jeg har trukket i uddannelses- og arbejdslotteriet. Men det var det engang. Gennem hele min folkeskoletid blev jeg mobbet - af mine klassekammerater, af børn fra andre klasser, af min lillesøsters venner og også lidt af mine lærere. Jeg var en tyk læsehest, som var meget dårlig til at tilpasse mig en plads i skolehierarkiet, hvor jeg ikke var populær og kilde til stor imponade. Havde jeg nu bare accepteret, at blonde Åse og høje Rikke havde større appel både til jævnaldrende og voksne, så kunne jeg måske have undgået nogle af de grimmeste episoder, som jeg stadig en gang imellem kommer i tanker om og bliver ked af. Men jeg havnede fra day one i skolen i en ond cirkel, hvor mine fremmeste kvaliteter var stædighed og boglig dygtighed, og hvor min trang til konstant at søge opmærksomhed på disse var til stor irritation for mine omgivelser.
Samtidig var jeg et meget naivt barn med en overraskende blind tro på, at der fandtes gode ting i tilværelsen, og da jeg ikke fandt dem i skolen, måtte jeg forsøge at skabe en virkelighed ved siden af. Jeg pløjede mig igennem bøgerne i skolebiblioteket så hurtigt, at da jeg havde læst alt, der var alderssvarende og noget af det flere gange, fik jeg i fjerde klasse lov til at gå de to trin op til ungdomsbiblioteket og tørlægge det. Inden jeg kom på efterskole i 8. klasse, var jeg nået videre til voksenafdelingen (for langt ude på landet lå skolebiblioteket selvfølgelig sammen med det egentlige bibliotek).
Fra ungdomsafdelingen husker jeg tydeligst Susan Cooper's "Den sorte rytter" fra samlingen "The dark is rising" og Lionel David's "Under blommesøen". Den første var jeg så heldig at finde i en engelsk boghandel for et par år siden og har genlæst den to gange, og jeg kan så godt huske den drømmetilstand, bogen satte mig i, at selvom det er en helt anden oplevelse at læse den samme historie igen og endda på origianlsproget, så bliver jeg hele tiden mindet om indretningen i mit barndomsværelse, hændelser i den periode og den slags. Det fungerer meget bedre for mig end at mindes ved hjælp af dufte...
Anyways, min allerstørste litterære oplevelse som barn var Narnia-bøgerne, godt hjulpet på vej af tegnefilmen "Løven, Heksen og Garderobeskabet". Som jeg husker det, så åd jeg dem fra biblioteket et par gange, dernæst fik min lillesøster hele serien i gave, og så lånte jeg dem gang på gang af hende. Og da jeg nu var sådan et naivt barn, så var jeg overbevist om, at hvis bare vi troede nok på det, så kunne vi tvinge en portal til Narnia frem i skoven bag mine forældres gård. For var der ikke noget med, at Aslan engang sagde, at Narnia kunne mærke, når der var et barn, der havde brug for det? Eller måske var det omvendt. I hvert fald følte jeg, at jeg i den grad havde fortjent at komme til Narnia, at min søster var nødt til at hjælpe mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg fik hende overtalt; måske var det først, da vi i timevis havde prøvet at finde portalen i de forskellige pletter af løvtræssamlinger i nåleskoven, at hun opdagede, det ikke helt kun var en leg, at jeg faktisk ønskede så brændende, at det skulle være virkeligt, at jeg ikke kunne få mig selv til ikke lige at prøve endnu et sted, der måske lige præcis var det rigtige sted. Men i hvert fald er det med i kapitlet i vores storytelling om vores søsterskab, som handler om, at min lillesøster altid har været lidt mere kynisk - det står lige ved siden af historien om, hvordan jeg troede på julemanden længe efter, Bettemus havde gennemskuet menageriet.
Men ja, da jeg så billedet af M's hus' hemmelighed, MÅTTE jeg lige tro på, at det KUNNE være noget magisk, selvom det kun lige varede en splitsekund. Og mine yndlingsfilm og -bøger er stadig dem, der ikke er alt for realistiske :-)
mandag den 4. oktober 2010
Ti ting, man kan tænke på en stige
1) Shit, hvordan får jeg bakken over i den anden hånd?
2) Hvor er der stille heroppe - eller også er det bare panikpulsen, der overdøver alt andet
3) Gud, lad det være nok med to overmalinger
4) Hvis jeg nu strækker mig, så kan jeg nå... nej, det kan jeg IKKE, shit, shit, shit
5) Hvis jeg nu lukker øjnene, så er det måske ikke så slemt... jo det ER, shit, shit, pis
6) Gad vide, hvorfor det var en Malkovich-tunnel, jeg tænkte på først?
7) Måske skulle jeg have malet, før jeg anlagde bed lige der, hvor stigen skal stå
8) Nu giver det mening at have dared mig selv med alle de rutsjebaner
9) Åh nej, jeg HÅBER, det er nok med to overmalinger
10) Hmm, hvor smart tænkt her på sidste optur, at jeg kan hænge penslen på stigen, så den ikke vejer på bakken... Næsten ærgerligt, at jeg først skal male igen til foråret...
Højt op
To flader med grunder
To flader med én overmaling
Done! To flader med to overmalinger, sokkel med to overmalinger, trappe(!) med tre (!) overmalinger - alt sammen meget pænere, end jeg havde turdet håbe på. Lidt stolt er jeg :-)
Jeg skynder mig lige at tilføje 10 uddybende kommentarer:
1) Man går hele vejen ned ad stigen, skifter hånd og kravler op igen
2) Begge dele. Jeg kunne høre, hvad Vestas-beyggefolkene sagde 100 meter væk...
3) I princippet ikke...
4) Ja, der er et hjørne langt inde over taget, som står tilbage i rustik umalet stil. Hvis vi får et stillads op, mens der er tålelig maletemperatur, går det muligvis over
5) Hold da op, hvor jeg bander i tankerne, hva'? Og bruger aldeles outdatede bandeord. Hmm
6) Et spørgsmål, jeg begyndte at skrive et blogindlæg om, men det røg af sporet og blev ikke særlig læsevenligt. Måske får jeg gjort noget ved det en dag
7) Ja, men så havde jeg ikke fået anlagt det bed, for det er først i den sidste uge, jeg kunne bruge alle(!) dage på at male qua temperatur og fugt og almen arbejdsbyrde
8) for jeg er ikke til at stoppe, når jeg nærmer mig Tivoli eller et sommerland, op skal jeg, trods aldersbestemt (tror jeg) stigende hjertebanken
9) se svar 3, og det er jeg ligeglad med. Det er fint nok til os
10) For der er nemlig hele resten af huset...
2) Hvor er der stille heroppe - eller også er det bare panikpulsen, der overdøver alt andet
3) Gud, lad det være nok med to overmalinger
4) Hvis jeg nu strækker mig, så kan jeg nå... nej, det kan jeg IKKE, shit, shit, shit
5) Hvis jeg nu lukker øjnene, så er det måske ikke så slemt... jo det ER, shit, shit, pis
6) Gad vide, hvorfor det var en Malkovich-tunnel, jeg tænkte på først?
7) Måske skulle jeg have malet, før jeg anlagde bed lige der, hvor stigen skal stå
8) Nu giver det mening at have dared mig selv med alle de rutsjebaner
9) Åh nej, jeg HÅBER, det er nok med to overmalinger
10) Hmm, hvor smart tænkt her på sidste optur, at jeg kan hænge penslen på stigen, så den ikke vejer på bakken... Næsten ærgerligt, at jeg først skal male igen til foråret...
Højt op
To flader med grunder
To flader med én overmaling
Done! To flader med to overmalinger, sokkel med to overmalinger, trappe(!) med tre (!) overmalinger - alt sammen meget pænere, end jeg havde turdet håbe på. Lidt stolt er jeg :-)
Jeg skynder mig lige at tilføje 10 uddybende kommentarer:
1) Man går hele vejen ned ad stigen, skifter hånd og kravler op igen
2) Begge dele. Jeg kunne høre, hvad Vestas-beyggefolkene sagde 100 meter væk...
3) I princippet ikke...
4) Ja, der er et hjørne langt inde over taget, som står tilbage i rustik umalet stil. Hvis vi får et stillads op, mens der er tålelig maletemperatur, går det muligvis over
5) Hold da op, hvor jeg bander i tankerne, hva'? Og bruger aldeles outdatede bandeord. Hmm
6) Et spørgsmål, jeg begyndte at skrive et blogindlæg om, men det røg af sporet og blev ikke særlig læsevenligt. Måske får jeg gjort noget ved det en dag
7) Ja, men så havde jeg ikke fået anlagt det bed, for det er først i den sidste uge, jeg kunne bruge alle(!) dage på at male qua temperatur og fugt og almen arbejdsbyrde
8) for jeg er ikke til at stoppe, når jeg nærmer mig Tivoli eller et sommerland, op skal jeg, trods aldersbestemt (tror jeg) stigende hjertebanken
9) se svar 3, og det er jeg ligeglad med. Det er fint nok til os
10) For der er nemlig hele resten af huset...
fredag den 24. september 2010
Arbejdstyr
Jeps, så er det fredag, barnet afleveret for en kort bemærkning, forberedelser til næste uge stort set overstået, hus næsten pænt - it's time for da blogging :-)
I denne uge har jeg virkelig taget arbejdstyren ved hornene. Jeg har indset, at det er ALT for besværligt at skulle have mine opsparede barselsdagpenge udbetalt lige nu, fordi det lidt kræver, at jeg siger nej til alt, der ikke er de faste ugentlige timer. Fx. er der dukket et par workshopdage for randrusianske dagplejere op om halvanden måned, og det er bare lige det, jeg gerne vil - godt nok bliver de to arbejdsdage så på 12 timer, effektivt er jeg hjemmefra 15 timer, men jeg er helt sikker på, det er det værd. De to uger kommer jeg på fuldtid, selvom jeg kun har én time mandag og fredag; det er da meget godt!
Det andet horn er jeg næsten endnu mere stolt af: jeg har endelig taget mig sammen til at påbegynde maling af huset. De første to ture op i de tyndere luftlag med malerulle og -bakke i den ene hånd og hjertet i den anden var værst. Da benene transformerede tilbage fra gelé til gode gammeldags stolper, gik det ret hurtigt, og jeg opdagede, at hvis vi havde haft en altan på den side af huset, kunne jeg kigge ned i hele 5 haver.
Det eneste nedslående ved det er, at man ikke kan se noget endnu, fordi hele første tur over facaden bare var grunder. Så nu glæder jeg mig ligefrem til de næste stigebestigninger, for så er det med synligt resultat.
Og så er der barnet... På mandag bliver Mea 13 måneder, og også hun arbejder på højtryk. For tiden handler det rigtig meget om at gå, at tale og at bruge redskaber. På gå-fronten imponerer hun os dagligt - inden for den sidste uge har hun fundet ud af, hvordan man rejser sig midt på gulvet uden hjælp, så det er ved at være slut med frustrations-raseri-anfald over at sidde selv, for nu kan hun uden problemer rejse sig og vandre hen til CD-erne. Hmm, hun er især vild med de samme CD-er, som vi er lidt ømme over, så der ligger et omarrangeringsprojekt forude.
Ordene begynder så småt at ligne noget fra andre sprog end Meas eget. Mest dansk, men jeg er sikker på, at nogle af fraserne egentlig er finsk eller swahili, og vi bare er for indskrænkede til at svare. Det tydeligste ord er "Hej", som, hun har opdaget, giver god opmærksomhed fra alle - bortset fra Diva, vores kat og Meas store ulykkelige kærlighed. Til gengæld har hun (sandsynligvis i vuggestuen) lært ikke blot ordet "ae" men også handlingen, og den giver pote (høhø) hos Diva. Der går længere og længere tid, før katten bliver til en orm og sniger sig væk, og det er lige til at tude af glæde over, at de to små væsener lige så stille bliver venner.
Og redskaber. Mest tydeligt ved morgenbordet, hvor jeg i princippet burde kunne nå at spise selv, for ikke bare KAN Mea selv skovle grød ind nu, hun VIL også. Men jeg må indrømme, at jeg stadig bare sidder forelsket og observerer alle de finmotoriske spring, hun gør fra dag til dag. Knap så stolt er jeg, når de førnævnte CD-er bliver brugt til at pege (hårdt) på noget i fjernsynet...
I denne uge har jeg virkelig taget arbejdstyren ved hornene. Jeg har indset, at det er ALT for besværligt at skulle have mine opsparede barselsdagpenge udbetalt lige nu, fordi det lidt kræver, at jeg siger nej til alt, der ikke er de faste ugentlige timer. Fx. er der dukket et par workshopdage for randrusianske dagplejere op om halvanden måned, og det er bare lige det, jeg gerne vil - godt nok bliver de to arbejdsdage så på 12 timer, effektivt er jeg hjemmefra 15 timer, men jeg er helt sikker på, det er det værd. De to uger kommer jeg på fuldtid, selvom jeg kun har én time mandag og fredag; det er da meget godt!
Det andet horn er jeg næsten endnu mere stolt af: jeg har endelig taget mig sammen til at påbegynde maling af huset. De første to ture op i de tyndere luftlag med malerulle og -bakke i den ene hånd og hjertet i den anden var værst. Da benene transformerede tilbage fra gelé til gode gammeldags stolper, gik det ret hurtigt, og jeg opdagede, at hvis vi havde haft en altan på den side af huset, kunne jeg kigge ned i hele 5 haver.
Det eneste nedslående ved det er, at man ikke kan se noget endnu, fordi hele første tur over facaden bare var grunder. Så nu glæder jeg mig ligefrem til de næste stigebestigninger, for så er det med synligt resultat.
Og så er der barnet... På mandag bliver Mea 13 måneder, og også hun arbejder på højtryk. For tiden handler det rigtig meget om at gå, at tale og at bruge redskaber. På gå-fronten imponerer hun os dagligt - inden for den sidste uge har hun fundet ud af, hvordan man rejser sig midt på gulvet uden hjælp, så det er ved at være slut med frustrations-raseri-anfald over at sidde selv, for nu kan hun uden problemer rejse sig og vandre hen til CD-erne. Hmm, hun er især vild med de samme CD-er, som vi er lidt ømme over, så der ligger et omarrangeringsprojekt forude.
Ordene begynder så småt at ligne noget fra andre sprog end Meas eget. Mest dansk, men jeg er sikker på, at nogle af fraserne egentlig er finsk eller swahili, og vi bare er for indskrænkede til at svare. Det tydeligste ord er "Hej", som, hun har opdaget, giver god opmærksomhed fra alle - bortset fra Diva, vores kat og Meas store ulykkelige kærlighed. Til gengæld har hun (sandsynligvis i vuggestuen) lært ikke blot ordet "ae" men også handlingen, og den giver pote (høhø) hos Diva. Der går længere og længere tid, før katten bliver til en orm og sniger sig væk, og det er lige til at tude af glæde over, at de to små væsener lige så stille bliver venner.
Og redskaber. Mest tydeligt ved morgenbordet, hvor jeg i princippet burde kunne nå at spise selv, for ikke bare KAN Mea selv skovle grød ind nu, hun VIL også. Men jeg må indrømme, at jeg stadig bare sidder forelsket og observerer alle de finmotoriske spring, hun gør fra dag til dag. Knap så stolt er jeg, når de førnævnte CD-er bliver brugt til at pege (hårdt) på noget i fjernsynet...
lørdag den 18. september 2010
Hverdagsglæde
Det er lidt pinligt, at det forrige indlæg har fået lov at stå alene i så lang tid, men det er jo, fordi hverdagen pludselig vendte tilbage - JUBI! Så fik jeg lidt travlt på den gode måde, og bloggen blev stuvet ned nederst på todo-listen.
Det er ikke noget nyt, at jeg har svært ved at administrere for meget fritid, såsom den lange sommerferie, der følger med mit fag - både da jeg var studerende på først universitetet og senere konservatoriet og nu, hvor jeg er ansat i musik- og aftenskole.
Så nu, hvor tiden er ordnet for mig i skema og ansvarskrævende arbejde, så er jeg glad igen. Mea har en kort dag om fredagen, så vi kan holde os på 35-timers modul, så længe, det varer (bliver afskaffet til nytår), så så kan jeg ikke nå at gå i gang med store projekter eller køre udenbys, inden hun skal hentes igen, og jeg håber, det betyder, at der kommer et ugentligt indlæg fra nu af :-)
Mine faste timer i løbet af ugen udgør kun ca. halv tid, men så er der til gengæld plads til at forberede mig til bunds til enkeltarrangementer som den korworkshop/teambuilding, jeg er blevet hyret til at forestå sidst på måneden. Det glæder jeg mig rigtig meget til - halvanden time med 30 mennesker, jeg ikke kender; det er spændende og lidt skræmmende, fordi jeg endnu ikke er inde i en rutine med den slags punktnedslagsarbejde. Men jeg har nogle idéer, som jeg går og ruger ud, inden jeg begynder at skrive dem ned...
Og hey, jeg har fået gjort lidt ved haven: der, hvor den ensomme buksbom står,
var der for kort tid siden en hel hæk, som nu er fordelt ud i verden - til Tim (forældre), Lemvig (lillesøsters svigerforældre), Hjorthede (storesøster 1) og Romalt (storesøster 3), og ikke mindst: til et bed 5 meter fra udgangspunktet, som der ligesom manglede i den nye "høje" terrasse.
Før:
Efter:
Forhåbentligt kan de fire buksbomplanter overleve flytningen, når nu de er genplantet i et bed, hvor der godt nok er en del sand fra terrasselægningen, men hvor der også er fin muldjord nede ved rødderne. Jeg havde tænkt, at de kunne stå i krukker, men i Plantorama så damen, jeg spurgte, helt forkert ud i hovedet, for, som hun sagde: "Hvis du gerne vil slå dem ihjel, så skal du endelig gøre det" med efterfølgende lang udredning om, hvor synd, det ville være. Tak, Plantorama-dame, du skubbede mig i den rigtige retning. Nu har jeg et bed, som gør, at der er lidt grønt og bevægeligt til at fange øjet fra både køkken- og badeværelsesvindue. Og som jeg kan stille andre ting i krukker op ad, uden at være heldagsangst over, om de nu bliver blæst ned over terrassekanten.
Jeg er klar over, at planterne står lidt hulter til bulter, men skal vi ikke kalde det charmen ved DIY?
Det er ikke noget nyt, at jeg har svært ved at administrere for meget fritid, såsom den lange sommerferie, der følger med mit fag - både da jeg var studerende på først universitetet og senere konservatoriet og nu, hvor jeg er ansat i musik- og aftenskole.
Så nu, hvor tiden er ordnet for mig i skema og ansvarskrævende arbejde, så er jeg glad igen. Mea har en kort dag om fredagen, så vi kan holde os på 35-timers modul, så længe, det varer (bliver afskaffet til nytår), så så kan jeg ikke nå at gå i gang med store projekter eller køre udenbys, inden hun skal hentes igen, og jeg håber, det betyder, at der kommer et ugentligt indlæg fra nu af :-)
Mine faste timer i løbet af ugen udgør kun ca. halv tid, men så er der til gengæld plads til at forberede mig til bunds til enkeltarrangementer som den korworkshop/teambuilding, jeg er blevet hyret til at forestå sidst på måneden. Det glæder jeg mig rigtig meget til - halvanden time med 30 mennesker, jeg ikke kender; det er spændende og lidt skræmmende, fordi jeg endnu ikke er inde i en rutine med den slags punktnedslagsarbejde. Men jeg har nogle idéer, som jeg går og ruger ud, inden jeg begynder at skrive dem ned...
Og hey, jeg har fået gjort lidt ved haven: der, hvor den ensomme buksbom står,
var der for kort tid siden en hel hæk, som nu er fordelt ud i verden - til Tim (forældre), Lemvig (lillesøsters svigerforældre), Hjorthede (storesøster 1) og Romalt (storesøster 3), og ikke mindst: til et bed 5 meter fra udgangspunktet, som der ligesom manglede i den nye "høje" terrasse.Før:
Efter:
Forhåbentligt kan de fire buksbomplanter overleve flytningen, når nu de er genplantet i et bed, hvor der godt nok er en del sand fra terrasselægningen, men hvor der også er fin muldjord nede ved rødderne. Jeg havde tænkt, at de kunne stå i krukker, men i Plantorama så damen, jeg spurgte, helt forkert ud i hovedet, for, som hun sagde: "Hvis du gerne vil slå dem ihjel, så skal du endelig gøre det" med efterfølgende lang udredning om, hvor synd, det ville være. Tak, Plantorama-dame, du skubbede mig i den rigtige retning. Nu har jeg et bed, som gør, at der er lidt grønt og bevægeligt til at fange øjet fra både køkken- og badeværelsesvindue. Og som jeg kan stille andre ting i krukker op ad, uden at være heldagsangst over, om de nu bliver blæst ned over terrassekanten.
Jeg er klar over, at planterne står lidt hulter til bulter, men skal vi ikke kalde det charmen ved DIY?
mandag den 2. august 2010
Hverdagslede
I virkeligheden har jeg ferie to uger endnu. Men husbond og Mea er begge tilbage i hverdagen, og nu føler jeg mig forpligtet til også at tage mig sammen. It sucks.
Barselsdagpengene er ophørt, og til min overraskelse skal jeg selv gøre noget for at få udbetalt de opsparede timer (320!) fra forårets deltidsarbejde. That sucks too. Måske skulle man bare skynde sig at blive gravid igen...
Jeg har ikke gjort en disse ved mine smukke drømme om at skrive - hverken her på bloggen eller de bøger, jeg synes, ligger i mig.
Jeg har ikke skrevet et eneste korarrangement, siden varmen satte ind. Jeg har ikke sorteret mine noder. Jeg har ikke planlagt semestret for hverken kor eller rytmikhold. Det eneste, jeg har taget mig sammen til, var at sige op i det ene af de rytmiske kor.
Jeg har ikke tabt mig, jeg har ikke lavet madplan for de kommende uger. Jeg har dog smurt Meas første madpakke i morges. For nu er hun blevet en stor pige, som de fleste dage skal være i vuggestue så længe, at hun skal spise medbragt eftermiddagsmad. Jeg savner hende allerede.
Jeg har ikke fået haven bragt i orden. Jeg har dog lagt fliserne på plads i forhaven (hvor de har ligget stablet siden oktober, da sidste års håndværkere måtte fixe en åben kloak), og vores ufattelig begavede vennepar, Jeppe og Elsebeth, har hjulpet med at lægge fliser og næsten få færdiggjort to terrasser i den ægte have. Men nu er husbond som sagt begyndt at arbejde igen, og ingen ved, hvornår vi så kan få lavet de ting, der mangler i det projekt...
Og nu har denne korte pamflet givet mig ondt i den finger, jeg forstuvede sidste uge, hvor Mea lige smittede mig med en øjenbetændelse, der gjorde, at jeg ikke så det bord, fingeren var på vej til at blive smadret på. Jeg har også ondt i lænden. Og lidt i den tand, som ikke kunne blive rodbehandlet færdig, fordi én af rødderne foretager et knæk, så det inderste af den skal opereres for at holde op med at gøre ondt. Og jeg har stadig lidt øjenbetændelse. Altså come on, it really sucks. Ynk.
Måske burde jeg spise morgenmad...
Barselsdagpengene er ophørt, og til min overraskelse skal jeg selv gøre noget for at få udbetalt de opsparede timer (320!) fra forårets deltidsarbejde. That sucks too. Måske skulle man bare skynde sig at blive gravid igen...
Jeg har ikke gjort en disse ved mine smukke drømme om at skrive - hverken her på bloggen eller de bøger, jeg synes, ligger i mig.
Jeg har ikke skrevet et eneste korarrangement, siden varmen satte ind. Jeg har ikke sorteret mine noder. Jeg har ikke planlagt semestret for hverken kor eller rytmikhold. Det eneste, jeg har taget mig sammen til, var at sige op i det ene af de rytmiske kor.
Jeg har ikke tabt mig, jeg har ikke lavet madplan for de kommende uger. Jeg har dog smurt Meas første madpakke i morges. For nu er hun blevet en stor pige, som de fleste dage skal være i vuggestue så længe, at hun skal spise medbragt eftermiddagsmad. Jeg savner hende allerede.
Jeg har ikke fået haven bragt i orden. Jeg har dog lagt fliserne på plads i forhaven (hvor de har ligget stablet siden oktober, da sidste års håndværkere måtte fixe en åben kloak), og vores ufattelig begavede vennepar, Jeppe og Elsebeth, har hjulpet med at lægge fliser og næsten få færdiggjort to terrasser i den ægte have. Men nu er husbond som sagt begyndt at arbejde igen, og ingen ved, hvornår vi så kan få lavet de ting, der mangler i det projekt...
Og nu har denne korte pamflet givet mig ondt i den finger, jeg forstuvede sidste uge, hvor Mea lige smittede mig med en øjenbetændelse, der gjorde, at jeg ikke så det bord, fingeren var på vej til at blive smadret på. Jeg har også ondt i lænden. Og lidt i den tand, som ikke kunne blive rodbehandlet færdig, fordi én af rødderne foretager et knæk, så det inderste af den skal opereres for at holde op med at gøre ondt. Og jeg har stadig lidt øjenbetændelse. Altså come on, it really sucks. Ynk.
Måske burde jeg spise morgenmad...
mandag den 7. juni 2010
Sommerferieplaner
Nu er mit barn begyndt i vuggestue - næsten akkurat sammenfaldende med, at alle mine kor og hold holder sommerferie. Så hvad skal jeg dog bruge al den tid på? Well, et godt sted at starte kunne være totalrengøring. Her ser forfærdeligt ud. Men altså hey, det er jo ikke bare kedeligt, men også aldeles modbydeligt arbejde...
Næ, måske skulle jeg sætte to timer af dagligt til at få styr på de forskellige undervisningsmaterialebogsidéer, jeg har gået med i hovedet i årevis?
Der er én til voksenrytmik - et hjælperedskab til korledere og teenagesammenspilsledere, noget med hørelære uden helt at skulle kunne noder, at få kroppen i spil som hjælp til forståelse af forskellige genrer, og sådan noget. Den har spøgt siden 2006, så måske skulle jeg snart til at tage mig sammen.
Så er der jo selvfølgelig en masse rytmiksange, som er kommet til mig de sidste par år. For ikke så længe siden fik jeg konkret ros af en rytmik-bedsteforælder, som fandt min undervisning så eksemplarisk i flow, at hun måske ville sende sine pædagogstuderende med hovedfag i musik i praktik hos mig (nårh, så er man lige stolt i lang tid!). Så hvad med en bog om flow i småbørnsmusik-undervisning? Findes det? Der er masser af sangbøger, masser af lærebøger om det overordnet pædagogiske, man skal tænke på, masser af referencebøger til motorik, social læring, sproglig udvikling osv., men jeg synes ikke, jeg er stødt på noget, som direkte går ind og rådgiver i "limen" mellem sangene - i hvert fald ikke som hovedtema...
Og så kunne man jo også researche lidt på, hvordan man egentlig får udgivet sine bedste korarrangementer...
Godt, sommeren er reddet!
Næ, måske skulle jeg sætte to timer af dagligt til at få styr på de forskellige undervisningsmaterialebogsidéer, jeg har gået med i hovedet i årevis?
Der er én til voksenrytmik - et hjælperedskab til korledere og teenagesammenspilsledere, noget med hørelære uden helt at skulle kunne noder, at få kroppen i spil som hjælp til forståelse af forskellige genrer, og sådan noget. Den har spøgt siden 2006, så måske skulle jeg snart til at tage mig sammen.
Så er der jo selvfølgelig en masse rytmiksange, som er kommet til mig de sidste par år. For ikke så længe siden fik jeg konkret ros af en rytmik-bedsteforælder, som fandt min undervisning så eksemplarisk i flow, at hun måske ville sende sine pædagogstuderende med hovedfag i musik i praktik hos mig (nårh, så er man lige stolt i lang tid!). Så hvad med en bog om flow i småbørnsmusik-undervisning? Findes det? Der er masser af sangbøger, masser af lærebøger om det overordnet pædagogiske, man skal tænke på, masser af referencebøger til motorik, social læring, sproglig udvikling osv., men jeg synes ikke, jeg er stødt på noget, som direkte går ind og rådgiver i "limen" mellem sangene - i hvert fald ikke som hovedtema...
Og så kunne man jo også researche lidt på, hvordan man egentlig får udgivet sine bedste korarrangementer...
Godt, sommeren er reddet!
Abonner på:
Opslag (Atom)