Arbejdstyr

Jeps, så er det fredag, barnet afleveret for en kort bemærkning, forberedelser til næste uge stort set overstået, hus næsten pænt - it's time for da blogging :-)

I denne uge har jeg virkelig taget arbejdstyren ved hornene. Jeg har indset, at det er ALT for besværligt at skulle have mine opsparede barselsdagpenge udbetalt lige nu, fordi det lidt kræver, at jeg siger nej til alt, der ikke er de faste ugentlige timer. Fx. er der dukket et par workshopdage for randrusianske dagplejere op om halvanden måned, og det er bare lige det, jeg gerne vil - godt nok bliver de to arbejdsdage så på 12 timer, effektivt er jeg hjemmefra 15 timer, men jeg er helt sikker på, det er det værd. De to uger kommer jeg på fuldtid, selvom jeg kun har én time mandag og fredag; det er da meget godt!

Det andet horn er jeg næsten endnu mere stolt af: jeg har endelig taget mig sammen til at påbegynde maling af huset. De første to ture op i de tyndere luftlag med malerulle og -bakke i den ene hånd og hjertet i den anden var værst. Da benene transformerede tilbage fra gelé til gode gammeldags stolper, gik det ret hurtigt, og jeg opdagede, at hvis vi havde haft en altan på den side af huset, kunne jeg kigge ned i hele 5 haver.
Det eneste nedslående ved det er, at man ikke kan se noget endnu, fordi hele første tur over facaden bare var grunder. Så nu glæder jeg mig ligefrem til de næste stigebestigninger, for så er det med synligt resultat.

Og så er der barnet... På mandag bliver Mea 13 måneder, og også hun arbejder på højtryk. For tiden handler det rigtig meget om at gå, at tale og at bruge redskaber. På gå-fronten imponerer hun os dagligt - inden for den sidste uge har hun fundet ud af, hvordan man rejser sig midt på gulvet uden hjælp, så det er ved at være slut med frustrations-raseri-anfald over at sidde selv, for nu kan hun uden problemer rejse sig og vandre hen til CD-erne. Hmm, hun er især vild med de samme CD-er, som vi er lidt ømme over, så der ligger et omarrangeringsprojekt forude.
Ordene begynder så småt at ligne noget fra andre sprog end Meas eget. Mest dansk, men jeg er sikker på, at nogle af fraserne egentlig er finsk eller swahili, og vi bare er for indskrænkede til at svare. Det tydeligste ord er "Hej", som, hun har opdaget, giver god opmærksomhed fra alle - bortset fra Diva, vores kat og Meas store ulykkelige kærlighed. Til gengæld har hun (sandsynligvis i vuggestuen) lært ikke blot ordet "ae" men også handlingen, og den giver pote (høhø) hos Diva. Der går længere og længere tid, før katten bliver til en orm og sniger sig væk, og det er lige til at tude af glæde over, at de to små væsener lige så stille bliver venner.
Og redskaber. Mest tydeligt ved morgenbordet, hvor jeg i princippet burde kunne nå at spise selv, for ikke bare KAN Mea selv skovle grød ind nu, hun VIL også. Men jeg må indrømme, at jeg stadig bare sidder forelsket og observerer alle de finmotoriske spring, hun gør fra dag til dag. Knap så stolt er jeg, når de førnævnte CD-er bliver brugt til at pege (hårdt) på noget i fjernsynet...

Hverdagsglæde

Det er lidt pinligt, at det forrige indlæg har fået lov at stå alene i så lang tid, men det er jo, fordi hverdagen pludselig vendte tilbage - JUBI! Så fik jeg lidt travlt på den gode måde, og bloggen blev stuvet ned nederst på todo-listen.

Det er ikke noget nyt, at jeg har svært ved at administrere for meget fritid, såsom den lange sommerferie, der følger med mit fag - både da jeg var studerende på først universitetet og senere konservatoriet og nu, hvor jeg er ansat i musik- og aftenskole.
Så nu, hvor tiden er ordnet for mig i skema og ansvarskrævende arbejde, så er jeg glad igen. Mea har en kort dag om fredagen, så vi kan holde os på 35-timers modul, så længe, det varer (bliver afskaffet til nytår), så så kan jeg ikke nå at gå i gang med store projekter eller køre udenbys, inden hun skal hentes igen, og jeg håber, det betyder, at der kommer et ugentligt indlæg fra nu af :-)

Mine faste timer i løbet af ugen udgør kun ca. halv tid, men så er der til gengæld plads til at forberede mig til bunds til enkeltarrangementer som den korworkshop/teambuilding, jeg er blevet hyret til at forestå sidst på måneden. Det glæder jeg mig rigtig meget til - halvanden time med 30 mennesker, jeg ikke kender; det er spændende og lidt skræmmende, fordi jeg endnu ikke er inde i en rutine med den slags punktnedslagsarbejde. Men jeg har nogle idéer, som jeg går og ruger ud, inden jeg begynder at skrive dem ned...

Og hey, jeg har fået gjort lidt ved haven: der, hvor den ensomme buksbom står,
var der for kort tid siden en hel hæk, som nu er fordelt ud i verden - til Tim (forældre), Lemvig (lillesøsters svigerforældre), Hjorthede (storesøster 1) og Romalt (storesøster 3), og ikke mindst: til et bed 5 meter fra udgangspunktet, som der ligesom manglede i den nye "høje" terrasse.

Før:












Efter:




Forhåbentligt kan de fire buksbomplanter overleve flytningen, når nu de er genplantet i et bed, hvor der godt nok er en del sand fra terrasselægningen, men hvor der også er fin muldjord nede ved rødderne. Jeg havde tænkt, at de kunne stå i krukker, men i Plantorama så damen, jeg spurgte, helt forkert ud i hovedet, for, som hun sagde: "Hvis du gerne vil slå dem ihjel, så skal du endelig gøre det" med efterfølgende lang udredning om, hvor synd, det ville være. Tak, Plantorama-dame, du skubbede mig i den rigtige retning. Nu har jeg et bed, som gør, at der er lidt grønt og bevægeligt til at fange øjet fra både køkken- og badeværelsesvindue. Og som jeg kan stille andre ting i krukker op ad, uden at være heldagsangst over, om de nu bliver blæst ned over terrassekanten.
Jeg er klar over, at planterne står lidt hulter til bulter, men skal vi ikke kalde det charmen ved DIY?