Jeg har oplevet SÅ meget siden sidst, både godt og skidt, så der burde være stof til mange indlæg – nu får vi se; sådan har jeg tænkt før, uden at det har resulteret i et mere jævnt flow her på bloggen…
Først noget godt: min lillesøster er blevet gift!! Den 16. oktober sagde hun og Monika ja til hinanden på Lemvig Rådhus. Jeg var ikke med til selve vielsen, da festen var uden børn, og husbond og jeg er noget pylrede over vores lille boute. Og også lidt hensyntagende til barnepigens stamina. Og måske savnede vi også barnet lidt på forhånd. Det var jo første gang, Mea skulle sove en hel nat uden hverken mor eller far i huset!!
Men barnepigen fås ikke bedre. Hun er indbegrebet af perfekt bedsteforælder, og Mea griner altid en halv time, når farmor træder ind ad døren – også selvom de har set hinanden flere gange på en uge. Så vi overlod hende i sin skønne farmors varetægt ud på eftermiddagen og drog mod vest.
I løbet af kort tid gik det op for os, at ingen af os kunne huske, hvornår vi sidst havde siddet ved siden af hinanden i bilen og bare kunne koncentrere os om os. Det plejer at se sådan ud, at én voksen kører, ét barn sludrer → pylrer → græder → hidser sig voldsomt op → bliver endelig lullet i søvn af bilens bevægelser + dén voksne, der desperat sidder på bagsædet ved siden af og leverer legetøj, sutter, frugt, sutter, kukke-bøh-er osv.
Så ahhh, to en halv times sludren om alt og ingenting, det var fantastisk!
Jeg ved, jeg har været i Lemvig før, for der bor et hav af mostre deroppe, men udsigten, da vi nåede frem, er åbenbart faldet ud af min hukommelse. Det var så smukt og romantisk et syn, så jeg helt ærgrede mig over, vi kun lige præcis havde tid til at tjekke ind på vores hotel og vaske det værste rejsestøv af os, inden vi skulle videre til Lomborg Forsamlingshus.
Og helt ærligt; den smukke udsigt blegnede fuldstændig i forhold til de to brude. Begge i brudekjole og slør, begge strålende af lykke og naturlighed: denne dag var bare perfekt.
Jeg kunne her skrive en liste over, hvor mange gange, jeg græd, men det er kedeligt, så i stedet kommer her teksten til den sang, jeg havde skrevet til dem:
Der var engang en vinterdag, som så mange andre
Mørkt og koldt, ubehag, to alene vandrer
Så står de der i festens larm og pluds’lig bli’r det tyst
Det blik, det ansigt, alt er lyst
Nu er dagen her, ingen kolde tæ’r
Men varme hænder, varme kys, sammen
Nu er dagen her, og der bli’r mange fler’
Forenet nu i kærlighed, sammen
Forår, sommer, efterår, farver alle blade
For dage blev til år, strålende og glade
Nu står I her og siger ja til det, den and’n ka’ gi’
Glæde, lykke, fantasi
Nu er dagen her, ingen kolde tæ’r
Men varme hænder, varme kys, sammen
Nu er dagen her, og der bli’r mange fler
Forenet nu i kærlighed, sammen
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, det er svært 1) at skrive på dansk, 2) ikke at have dualismen mellem mand og kvinde at slå på, 3) at finde balancen mellem lidt for specifik og lidt for klichéet. Men i og med, at begge brude græd (en del, men de smilede altså også), så lykkedes det vist ☺ Heldigvis var der allerede blevet holdt op til flere taler, som gav baggrundsviden nok til at kunne forstå historien i sangen.
Og vi dansede til langt ud på natten og blev kørt til hotellet af hele min storesøsters familie, og det var eventyrligt at vågne helt af os selv og spise morgenmad, som nogen andre havde tilberedt. Og da vi kom hjem, blev vi mødt af glad barn og farmor, som slet ikke var blevet trætte af hinanden.
onsdag den 24. november 2010
fredag den 8. oktober 2010
Tidens rådne mælketand
Det er fredag, jeg skal blogge:-)
Som jeg måske har antydet, er jeg begyndt at undervise en enkelt lektion mandag og fredag formiddag, så hele min fine forestilling om at sidde længe og dvæle over kaffen og bloggen, mens jeg fandt på de genialeste formuleringer og smågrinede lidt i mit imaginære skæg (jo, det er imaginært!!), er lidt falmet.
Men heldigvis har de i vuggestuen nok engang puttet Mea til middagslur, selvom hun skulle hentes tidligt, og i dag foreslog de selv, at de kan ringe, når hun vågner. Det var ellers nogo første gang, for "der er jo det med timerne" (altså den der modulordning, som gør, at man bliver kaldt ind på kontoret, hvis man henter sit barn fem minutter for sent).
Så nu sidder jeg her uden babyalarm midt om eftermiddagen og kan godt skrive et indlæg. "Yeah", kan jeg allerede høre jer råbe :-)
Og dagens indlæg går til... Mine Memoirer.
Da jeg stod deroppe på stigen sidste uge, var der masser af grunde til at prøve at lede tankerne hen på andet end højder, ulykker, moderløse børn og den slags, så jeg gav mig i går til at tænke på det sjove ved, at det første bud, der meldte sig for mig i Ms gættekonkurrence, var det lidt (kun lidt) bizarre, at noget uforklarligt i et hus' konstruktion måtte være en portal til en anden virkelighed...
Det er altså ikke sådan, at jeg ikke kan eksistere i den hverdag, jeg har trukket i uddannelses- og arbejdslotteriet. Men det var det engang. Gennem hele min folkeskoletid blev jeg mobbet - af mine klassekammerater, af børn fra andre klasser, af min lillesøsters venner og også lidt af mine lærere. Jeg var en tyk læsehest, som var meget dårlig til at tilpasse mig en plads i skolehierarkiet, hvor jeg ikke var populær og kilde til stor imponade. Havde jeg nu bare accepteret, at blonde Åse og høje Rikke havde større appel både til jævnaldrende og voksne, så kunne jeg måske have undgået nogle af de grimmeste episoder, som jeg stadig en gang imellem kommer i tanker om og bliver ked af. Men jeg havnede fra day one i skolen i en ond cirkel, hvor mine fremmeste kvaliteter var stædighed og boglig dygtighed, og hvor min trang til konstant at søge opmærksomhed på disse var til stor irritation for mine omgivelser.
Samtidig var jeg et meget naivt barn med en overraskende blind tro på, at der fandtes gode ting i tilværelsen, og da jeg ikke fandt dem i skolen, måtte jeg forsøge at skabe en virkelighed ved siden af. Jeg pløjede mig igennem bøgerne i skolebiblioteket så hurtigt, at da jeg havde læst alt, der var alderssvarende og noget af det flere gange, fik jeg i fjerde klasse lov til at gå de to trin op til ungdomsbiblioteket og tørlægge det. Inden jeg kom på efterskole i 8. klasse, var jeg nået videre til voksenafdelingen (for langt ude på landet lå skolebiblioteket selvfølgelig sammen med det egentlige bibliotek).
Fra ungdomsafdelingen husker jeg tydeligst Susan Cooper's "Den sorte rytter" fra samlingen "The dark is rising" og Lionel David's "Under blommesøen". Den første var jeg så heldig at finde i en engelsk boghandel for et par år siden og har genlæst den to gange, og jeg kan så godt huske den drømmetilstand, bogen satte mig i, at selvom det er en helt anden oplevelse at læse den samme historie igen og endda på origianlsproget, så bliver jeg hele tiden mindet om indretningen i mit barndomsværelse, hændelser i den periode og den slags. Det fungerer meget bedre for mig end at mindes ved hjælp af dufte...
Anyways, min allerstørste litterære oplevelse som barn var Narnia-bøgerne, godt hjulpet på vej af tegnefilmen "Løven, Heksen og Garderobeskabet". Som jeg husker det, så åd jeg dem fra biblioteket et par gange, dernæst fik min lillesøster hele serien i gave, og så lånte jeg dem gang på gang af hende. Og da jeg nu var sådan et naivt barn, så var jeg overbevist om, at hvis bare vi troede nok på det, så kunne vi tvinge en portal til Narnia frem i skoven bag mine forældres gård. For var der ikke noget med, at Aslan engang sagde, at Narnia kunne mærke, når der var et barn, der havde brug for det? Eller måske var det omvendt. I hvert fald følte jeg, at jeg i den grad havde fortjent at komme til Narnia, at min søster var nødt til at hjælpe mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg fik hende overtalt; måske var det først, da vi i timevis havde prøvet at finde portalen i de forskellige pletter af løvtræssamlinger i nåleskoven, at hun opdagede, det ikke helt kun var en leg, at jeg faktisk ønskede så brændende, at det skulle være virkeligt, at jeg ikke kunne få mig selv til ikke lige at prøve endnu et sted, der måske lige præcis var det rigtige sted. Men i hvert fald er det med i kapitlet i vores storytelling om vores søsterskab, som handler om, at min lillesøster altid har været lidt mere kynisk - det står lige ved siden af historien om, hvordan jeg troede på julemanden længe efter, Bettemus havde gennemskuet menageriet.
Men ja, da jeg så billedet af M's hus' hemmelighed, MÅTTE jeg lige tro på, at det KUNNE være noget magisk, selvom det kun lige varede en splitsekund. Og mine yndlingsfilm og -bøger er stadig dem, der ikke er alt for realistiske :-)
Som jeg måske har antydet, er jeg begyndt at undervise en enkelt lektion mandag og fredag formiddag, så hele min fine forestilling om at sidde længe og dvæle over kaffen og bloggen, mens jeg fandt på de genialeste formuleringer og smågrinede lidt i mit imaginære skæg (jo, det er imaginært!!), er lidt falmet.
Men heldigvis har de i vuggestuen nok engang puttet Mea til middagslur, selvom hun skulle hentes tidligt, og i dag foreslog de selv, at de kan ringe, når hun vågner. Det var ellers nogo første gang, for "der er jo det med timerne" (altså den der modulordning, som gør, at man bliver kaldt ind på kontoret, hvis man henter sit barn fem minutter for sent).
Så nu sidder jeg her uden babyalarm midt om eftermiddagen og kan godt skrive et indlæg. "Yeah", kan jeg allerede høre jer råbe :-)
Og dagens indlæg går til... Mine Memoirer.
Da jeg stod deroppe på stigen sidste uge, var der masser af grunde til at prøve at lede tankerne hen på andet end højder, ulykker, moderløse børn og den slags, så jeg gav mig i går til at tænke på det sjove ved, at det første bud, der meldte sig for mig i Ms gættekonkurrence, var det lidt (kun lidt) bizarre, at noget uforklarligt i et hus' konstruktion måtte være en portal til en anden virkelighed...
Det er altså ikke sådan, at jeg ikke kan eksistere i den hverdag, jeg har trukket i uddannelses- og arbejdslotteriet. Men det var det engang. Gennem hele min folkeskoletid blev jeg mobbet - af mine klassekammerater, af børn fra andre klasser, af min lillesøsters venner og også lidt af mine lærere. Jeg var en tyk læsehest, som var meget dårlig til at tilpasse mig en plads i skolehierarkiet, hvor jeg ikke var populær og kilde til stor imponade. Havde jeg nu bare accepteret, at blonde Åse og høje Rikke havde større appel både til jævnaldrende og voksne, så kunne jeg måske have undgået nogle af de grimmeste episoder, som jeg stadig en gang imellem kommer i tanker om og bliver ked af. Men jeg havnede fra day one i skolen i en ond cirkel, hvor mine fremmeste kvaliteter var stædighed og boglig dygtighed, og hvor min trang til konstant at søge opmærksomhed på disse var til stor irritation for mine omgivelser.
Samtidig var jeg et meget naivt barn med en overraskende blind tro på, at der fandtes gode ting i tilværelsen, og da jeg ikke fandt dem i skolen, måtte jeg forsøge at skabe en virkelighed ved siden af. Jeg pløjede mig igennem bøgerne i skolebiblioteket så hurtigt, at da jeg havde læst alt, der var alderssvarende og noget af det flere gange, fik jeg i fjerde klasse lov til at gå de to trin op til ungdomsbiblioteket og tørlægge det. Inden jeg kom på efterskole i 8. klasse, var jeg nået videre til voksenafdelingen (for langt ude på landet lå skolebiblioteket selvfølgelig sammen med det egentlige bibliotek).
Fra ungdomsafdelingen husker jeg tydeligst Susan Cooper's "Den sorte rytter" fra samlingen "The dark is rising" og Lionel David's "Under blommesøen". Den første var jeg så heldig at finde i en engelsk boghandel for et par år siden og har genlæst den to gange, og jeg kan så godt huske den drømmetilstand, bogen satte mig i, at selvom det er en helt anden oplevelse at læse den samme historie igen og endda på origianlsproget, så bliver jeg hele tiden mindet om indretningen i mit barndomsværelse, hændelser i den periode og den slags. Det fungerer meget bedre for mig end at mindes ved hjælp af dufte...
Anyways, min allerstørste litterære oplevelse som barn var Narnia-bøgerne, godt hjulpet på vej af tegnefilmen "Løven, Heksen og Garderobeskabet". Som jeg husker det, så åd jeg dem fra biblioteket et par gange, dernæst fik min lillesøster hele serien i gave, og så lånte jeg dem gang på gang af hende. Og da jeg nu var sådan et naivt barn, så var jeg overbevist om, at hvis bare vi troede nok på det, så kunne vi tvinge en portal til Narnia frem i skoven bag mine forældres gård. For var der ikke noget med, at Aslan engang sagde, at Narnia kunne mærke, når der var et barn, der havde brug for det? Eller måske var det omvendt. I hvert fald følte jeg, at jeg i den grad havde fortjent at komme til Narnia, at min søster var nødt til at hjælpe mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg fik hende overtalt; måske var det først, da vi i timevis havde prøvet at finde portalen i de forskellige pletter af løvtræssamlinger i nåleskoven, at hun opdagede, det ikke helt kun var en leg, at jeg faktisk ønskede så brændende, at det skulle være virkeligt, at jeg ikke kunne få mig selv til ikke lige at prøve endnu et sted, der måske lige præcis var det rigtige sted. Men i hvert fald er det med i kapitlet i vores storytelling om vores søsterskab, som handler om, at min lillesøster altid har været lidt mere kynisk - det står lige ved siden af historien om, hvordan jeg troede på julemanden længe efter, Bettemus havde gennemskuet menageriet.
Men ja, da jeg så billedet af M's hus' hemmelighed, MÅTTE jeg lige tro på, at det KUNNE være noget magisk, selvom det kun lige varede en splitsekund. Og mine yndlingsfilm og -bøger er stadig dem, der ikke er alt for realistiske :-)
mandag den 4. oktober 2010
Ti ting, man kan tænke på en stige
1) Shit, hvordan får jeg bakken over i den anden hånd?
2) Hvor er der stille heroppe - eller også er det bare panikpulsen, der overdøver alt andet
3) Gud, lad det være nok med to overmalinger
4) Hvis jeg nu strækker mig, så kan jeg nå... nej, det kan jeg IKKE, shit, shit, shit
5) Hvis jeg nu lukker øjnene, så er det måske ikke så slemt... jo det ER, shit, shit, pis
6) Gad vide, hvorfor det var en Malkovich-tunnel, jeg tænkte på først?
7) Måske skulle jeg have malet, før jeg anlagde bed lige der, hvor stigen skal stå
8) Nu giver det mening at have dared mig selv med alle de rutsjebaner
9) Åh nej, jeg HÅBER, det er nok med to overmalinger
10) Hmm, hvor smart tænkt her på sidste optur, at jeg kan hænge penslen på stigen, så den ikke vejer på bakken... Næsten ærgerligt, at jeg først skal male igen til foråret...
Højt op
To flader med grunder
To flader med én overmaling
Done! To flader med to overmalinger, sokkel med to overmalinger, trappe(!) med tre (!) overmalinger - alt sammen meget pænere, end jeg havde turdet håbe på. Lidt stolt er jeg :-)
Jeg skynder mig lige at tilføje 10 uddybende kommentarer:
1) Man går hele vejen ned ad stigen, skifter hånd og kravler op igen
2) Begge dele. Jeg kunne høre, hvad Vestas-beyggefolkene sagde 100 meter væk...
3) I princippet ikke...
4) Ja, der er et hjørne langt inde over taget, som står tilbage i rustik umalet stil. Hvis vi får et stillads op, mens der er tålelig maletemperatur, går det muligvis over
5) Hold da op, hvor jeg bander i tankerne, hva'? Og bruger aldeles outdatede bandeord. Hmm
6) Et spørgsmål, jeg begyndte at skrive et blogindlæg om, men det røg af sporet og blev ikke særlig læsevenligt. Måske får jeg gjort noget ved det en dag
7) Ja, men så havde jeg ikke fået anlagt det bed, for det er først i den sidste uge, jeg kunne bruge alle(!) dage på at male qua temperatur og fugt og almen arbejdsbyrde
8) for jeg er ikke til at stoppe, når jeg nærmer mig Tivoli eller et sommerland, op skal jeg, trods aldersbestemt (tror jeg) stigende hjertebanken
9) se svar 3, og det er jeg ligeglad med. Det er fint nok til os
10) For der er nemlig hele resten af huset...
2) Hvor er der stille heroppe - eller også er det bare panikpulsen, der overdøver alt andet
3) Gud, lad det være nok med to overmalinger
4) Hvis jeg nu strækker mig, så kan jeg nå... nej, det kan jeg IKKE, shit, shit, shit
5) Hvis jeg nu lukker øjnene, så er det måske ikke så slemt... jo det ER, shit, shit, pis
6) Gad vide, hvorfor det var en Malkovich-tunnel, jeg tænkte på først?
7) Måske skulle jeg have malet, før jeg anlagde bed lige der, hvor stigen skal stå
8) Nu giver det mening at have dared mig selv med alle de rutsjebaner
9) Åh nej, jeg HÅBER, det er nok med to overmalinger
10) Hmm, hvor smart tænkt her på sidste optur, at jeg kan hænge penslen på stigen, så den ikke vejer på bakken... Næsten ærgerligt, at jeg først skal male igen til foråret...
Højt op
To flader med grunder
To flader med én overmaling
Done! To flader med to overmalinger, sokkel med to overmalinger, trappe(!) med tre (!) overmalinger - alt sammen meget pænere, end jeg havde turdet håbe på. Lidt stolt er jeg :-)
Jeg skynder mig lige at tilføje 10 uddybende kommentarer:
1) Man går hele vejen ned ad stigen, skifter hånd og kravler op igen
2) Begge dele. Jeg kunne høre, hvad Vestas-beyggefolkene sagde 100 meter væk...
3) I princippet ikke...
4) Ja, der er et hjørne langt inde over taget, som står tilbage i rustik umalet stil. Hvis vi får et stillads op, mens der er tålelig maletemperatur, går det muligvis over
5) Hold da op, hvor jeg bander i tankerne, hva'? Og bruger aldeles outdatede bandeord. Hmm
6) Et spørgsmål, jeg begyndte at skrive et blogindlæg om, men det røg af sporet og blev ikke særlig læsevenligt. Måske får jeg gjort noget ved det en dag
7) Ja, men så havde jeg ikke fået anlagt det bed, for det er først i den sidste uge, jeg kunne bruge alle(!) dage på at male qua temperatur og fugt og almen arbejdsbyrde
8) for jeg er ikke til at stoppe, når jeg nærmer mig Tivoli eller et sommerland, op skal jeg, trods aldersbestemt (tror jeg) stigende hjertebanken
9) se svar 3, og det er jeg ligeglad med. Det er fint nok til os
10) For der er nemlig hele resten af huset...
fredag den 24. september 2010
Arbejdstyr
Jeps, så er det fredag, barnet afleveret for en kort bemærkning, forberedelser til næste uge stort set overstået, hus næsten pænt - it's time for da blogging :-)
I denne uge har jeg virkelig taget arbejdstyren ved hornene. Jeg har indset, at det er ALT for besværligt at skulle have mine opsparede barselsdagpenge udbetalt lige nu, fordi det lidt kræver, at jeg siger nej til alt, der ikke er de faste ugentlige timer. Fx. er der dukket et par workshopdage for randrusianske dagplejere op om halvanden måned, og det er bare lige det, jeg gerne vil - godt nok bliver de to arbejdsdage så på 12 timer, effektivt er jeg hjemmefra 15 timer, men jeg er helt sikker på, det er det værd. De to uger kommer jeg på fuldtid, selvom jeg kun har én time mandag og fredag; det er da meget godt!
Det andet horn er jeg næsten endnu mere stolt af: jeg har endelig taget mig sammen til at påbegynde maling af huset. De første to ture op i de tyndere luftlag med malerulle og -bakke i den ene hånd og hjertet i den anden var værst. Da benene transformerede tilbage fra gelé til gode gammeldags stolper, gik det ret hurtigt, og jeg opdagede, at hvis vi havde haft en altan på den side af huset, kunne jeg kigge ned i hele 5 haver.
Det eneste nedslående ved det er, at man ikke kan se noget endnu, fordi hele første tur over facaden bare var grunder. Så nu glæder jeg mig ligefrem til de næste stigebestigninger, for så er det med synligt resultat.
Og så er der barnet... På mandag bliver Mea 13 måneder, og også hun arbejder på højtryk. For tiden handler det rigtig meget om at gå, at tale og at bruge redskaber. På gå-fronten imponerer hun os dagligt - inden for den sidste uge har hun fundet ud af, hvordan man rejser sig midt på gulvet uden hjælp, så det er ved at være slut med frustrations-raseri-anfald over at sidde selv, for nu kan hun uden problemer rejse sig og vandre hen til CD-erne. Hmm, hun er især vild med de samme CD-er, som vi er lidt ømme over, så der ligger et omarrangeringsprojekt forude.
Ordene begynder så småt at ligne noget fra andre sprog end Meas eget. Mest dansk, men jeg er sikker på, at nogle af fraserne egentlig er finsk eller swahili, og vi bare er for indskrænkede til at svare. Det tydeligste ord er "Hej", som, hun har opdaget, giver god opmærksomhed fra alle - bortset fra Diva, vores kat og Meas store ulykkelige kærlighed. Til gengæld har hun (sandsynligvis i vuggestuen) lært ikke blot ordet "ae" men også handlingen, og den giver pote (høhø) hos Diva. Der går længere og længere tid, før katten bliver til en orm og sniger sig væk, og det er lige til at tude af glæde over, at de to små væsener lige så stille bliver venner.
Og redskaber. Mest tydeligt ved morgenbordet, hvor jeg i princippet burde kunne nå at spise selv, for ikke bare KAN Mea selv skovle grød ind nu, hun VIL også. Men jeg må indrømme, at jeg stadig bare sidder forelsket og observerer alle de finmotoriske spring, hun gør fra dag til dag. Knap så stolt er jeg, når de førnævnte CD-er bliver brugt til at pege (hårdt) på noget i fjernsynet...
I denne uge har jeg virkelig taget arbejdstyren ved hornene. Jeg har indset, at det er ALT for besværligt at skulle have mine opsparede barselsdagpenge udbetalt lige nu, fordi det lidt kræver, at jeg siger nej til alt, der ikke er de faste ugentlige timer. Fx. er der dukket et par workshopdage for randrusianske dagplejere op om halvanden måned, og det er bare lige det, jeg gerne vil - godt nok bliver de to arbejdsdage så på 12 timer, effektivt er jeg hjemmefra 15 timer, men jeg er helt sikker på, det er det værd. De to uger kommer jeg på fuldtid, selvom jeg kun har én time mandag og fredag; det er da meget godt!
Det andet horn er jeg næsten endnu mere stolt af: jeg har endelig taget mig sammen til at påbegynde maling af huset. De første to ture op i de tyndere luftlag med malerulle og -bakke i den ene hånd og hjertet i den anden var værst. Da benene transformerede tilbage fra gelé til gode gammeldags stolper, gik det ret hurtigt, og jeg opdagede, at hvis vi havde haft en altan på den side af huset, kunne jeg kigge ned i hele 5 haver.
Det eneste nedslående ved det er, at man ikke kan se noget endnu, fordi hele første tur over facaden bare var grunder. Så nu glæder jeg mig ligefrem til de næste stigebestigninger, for så er det med synligt resultat.
Og så er der barnet... På mandag bliver Mea 13 måneder, og også hun arbejder på højtryk. For tiden handler det rigtig meget om at gå, at tale og at bruge redskaber. På gå-fronten imponerer hun os dagligt - inden for den sidste uge har hun fundet ud af, hvordan man rejser sig midt på gulvet uden hjælp, så det er ved at være slut med frustrations-raseri-anfald over at sidde selv, for nu kan hun uden problemer rejse sig og vandre hen til CD-erne. Hmm, hun er især vild med de samme CD-er, som vi er lidt ømme over, så der ligger et omarrangeringsprojekt forude.
Ordene begynder så småt at ligne noget fra andre sprog end Meas eget. Mest dansk, men jeg er sikker på, at nogle af fraserne egentlig er finsk eller swahili, og vi bare er for indskrænkede til at svare. Det tydeligste ord er "Hej", som, hun har opdaget, giver god opmærksomhed fra alle - bortset fra Diva, vores kat og Meas store ulykkelige kærlighed. Til gengæld har hun (sandsynligvis i vuggestuen) lært ikke blot ordet "ae" men også handlingen, og den giver pote (høhø) hos Diva. Der går længere og længere tid, før katten bliver til en orm og sniger sig væk, og det er lige til at tude af glæde over, at de to små væsener lige så stille bliver venner.
Og redskaber. Mest tydeligt ved morgenbordet, hvor jeg i princippet burde kunne nå at spise selv, for ikke bare KAN Mea selv skovle grød ind nu, hun VIL også. Men jeg må indrømme, at jeg stadig bare sidder forelsket og observerer alle de finmotoriske spring, hun gør fra dag til dag. Knap så stolt er jeg, når de førnævnte CD-er bliver brugt til at pege (hårdt) på noget i fjernsynet...
lørdag den 18. september 2010
Hverdagsglæde
Det er lidt pinligt, at det forrige indlæg har fået lov at stå alene i så lang tid, men det er jo, fordi hverdagen pludselig vendte tilbage - JUBI! Så fik jeg lidt travlt på den gode måde, og bloggen blev stuvet ned nederst på todo-listen.
Det er ikke noget nyt, at jeg har svært ved at administrere for meget fritid, såsom den lange sommerferie, der følger med mit fag - både da jeg var studerende på først universitetet og senere konservatoriet og nu, hvor jeg er ansat i musik- og aftenskole.
Så nu, hvor tiden er ordnet for mig i skema og ansvarskrævende arbejde, så er jeg glad igen. Mea har en kort dag om fredagen, så vi kan holde os på 35-timers modul, så længe, det varer (bliver afskaffet til nytår), så så kan jeg ikke nå at gå i gang med store projekter eller køre udenbys, inden hun skal hentes igen, og jeg håber, det betyder, at der kommer et ugentligt indlæg fra nu af :-)
Mine faste timer i løbet af ugen udgør kun ca. halv tid, men så er der til gengæld plads til at forberede mig til bunds til enkeltarrangementer som den korworkshop/teambuilding, jeg er blevet hyret til at forestå sidst på måneden. Det glæder jeg mig rigtig meget til - halvanden time med 30 mennesker, jeg ikke kender; det er spændende og lidt skræmmende, fordi jeg endnu ikke er inde i en rutine med den slags punktnedslagsarbejde. Men jeg har nogle idéer, som jeg går og ruger ud, inden jeg begynder at skrive dem ned...
Og hey, jeg har fået gjort lidt ved haven: der, hvor den ensomme buksbom står,
var der for kort tid siden en hel hæk, som nu er fordelt ud i verden - til Tim (forældre), Lemvig (lillesøsters svigerforældre), Hjorthede (storesøster 1) og Romalt (storesøster 3), og ikke mindst: til et bed 5 meter fra udgangspunktet, som der ligesom manglede i den nye "høje" terrasse.
Før:
Efter:
Forhåbentligt kan de fire buksbomplanter overleve flytningen, når nu de er genplantet i et bed, hvor der godt nok er en del sand fra terrasselægningen, men hvor der også er fin muldjord nede ved rødderne. Jeg havde tænkt, at de kunne stå i krukker, men i Plantorama så damen, jeg spurgte, helt forkert ud i hovedet, for, som hun sagde: "Hvis du gerne vil slå dem ihjel, så skal du endelig gøre det" med efterfølgende lang udredning om, hvor synd, det ville være. Tak, Plantorama-dame, du skubbede mig i den rigtige retning. Nu har jeg et bed, som gør, at der er lidt grønt og bevægeligt til at fange øjet fra både køkken- og badeværelsesvindue. Og som jeg kan stille andre ting i krukker op ad, uden at være heldagsangst over, om de nu bliver blæst ned over terrassekanten.
Jeg er klar over, at planterne står lidt hulter til bulter, men skal vi ikke kalde det charmen ved DIY?
Det er ikke noget nyt, at jeg har svært ved at administrere for meget fritid, såsom den lange sommerferie, der følger med mit fag - både da jeg var studerende på først universitetet og senere konservatoriet og nu, hvor jeg er ansat i musik- og aftenskole.
Så nu, hvor tiden er ordnet for mig i skema og ansvarskrævende arbejde, så er jeg glad igen. Mea har en kort dag om fredagen, så vi kan holde os på 35-timers modul, så længe, det varer (bliver afskaffet til nytår), så så kan jeg ikke nå at gå i gang med store projekter eller køre udenbys, inden hun skal hentes igen, og jeg håber, det betyder, at der kommer et ugentligt indlæg fra nu af :-)
Mine faste timer i løbet af ugen udgør kun ca. halv tid, men så er der til gengæld plads til at forberede mig til bunds til enkeltarrangementer som den korworkshop/teambuilding, jeg er blevet hyret til at forestå sidst på måneden. Det glæder jeg mig rigtig meget til - halvanden time med 30 mennesker, jeg ikke kender; det er spændende og lidt skræmmende, fordi jeg endnu ikke er inde i en rutine med den slags punktnedslagsarbejde. Men jeg har nogle idéer, som jeg går og ruger ud, inden jeg begynder at skrive dem ned...
Og hey, jeg har fået gjort lidt ved haven: der, hvor den ensomme buksbom står,
var der for kort tid siden en hel hæk, som nu er fordelt ud i verden - til Tim (forældre), Lemvig (lillesøsters svigerforældre), Hjorthede (storesøster 1) og Romalt (storesøster 3), og ikke mindst: til et bed 5 meter fra udgangspunktet, som der ligesom manglede i den nye "høje" terrasse.Før:
Efter:
Forhåbentligt kan de fire buksbomplanter overleve flytningen, når nu de er genplantet i et bed, hvor der godt nok er en del sand fra terrasselægningen, men hvor der også er fin muldjord nede ved rødderne. Jeg havde tænkt, at de kunne stå i krukker, men i Plantorama så damen, jeg spurgte, helt forkert ud i hovedet, for, som hun sagde: "Hvis du gerne vil slå dem ihjel, så skal du endelig gøre det" med efterfølgende lang udredning om, hvor synd, det ville være. Tak, Plantorama-dame, du skubbede mig i den rigtige retning. Nu har jeg et bed, som gør, at der er lidt grønt og bevægeligt til at fange øjet fra både køkken- og badeværelsesvindue. Og som jeg kan stille andre ting i krukker op ad, uden at være heldagsangst over, om de nu bliver blæst ned over terrassekanten.
Jeg er klar over, at planterne står lidt hulter til bulter, men skal vi ikke kalde det charmen ved DIY?
mandag den 2. august 2010
Hverdagslede
I virkeligheden har jeg ferie to uger endnu. Men husbond og Mea er begge tilbage i hverdagen, og nu føler jeg mig forpligtet til også at tage mig sammen. It sucks.
Barselsdagpengene er ophørt, og til min overraskelse skal jeg selv gøre noget for at få udbetalt de opsparede timer (320!) fra forårets deltidsarbejde. That sucks too. Måske skulle man bare skynde sig at blive gravid igen...
Jeg har ikke gjort en disse ved mine smukke drømme om at skrive - hverken her på bloggen eller de bøger, jeg synes, ligger i mig.
Jeg har ikke skrevet et eneste korarrangement, siden varmen satte ind. Jeg har ikke sorteret mine noder. Jeg har ikke planlagt semestret for hverken kor eller rytmikhold. Det eneste, jeg har taget mig sammen til, var at sige op i det ene af de rytmiske kor.
Jeg har ikke tabt mig, jeg har ikke lavet madplan for de kommende uger. Jeg har dog smurt Meas første madpakke i morges. For nu er hun blevet en stor pige, som de fleste dage skal være i vuggestue så længe, at hun skal spise medbragt eftermiddagsmad. Jeg savner hende allerede.
Jeg har ikke fået haven bragt i orden. Jeg har dog lagt fliserne på plads i forhaven (hvor de har ligget stablet siden oktober, da sidste års håndværkere måtte fixe en åben kloak), og vores ufattelig begavede vennepar, Jeppe og Elsebeth, har hjulpet med at lægge fliser og næsten få færdiggjort to terrasser i den ægte have. Men nu er husbond som sagt begyndt at arbejde igen, og ingen ved, hvornår vi så kan få lavet de ting, der mangler i det projekt...
Og nu har denne korte pamflet givet mig ondt i den finger, jeg forstuvede sidste uge, hvor Mea lige smittede mig med en øjenbetændelse, der gjorde, at jeg ikke så det bord, fingeren var på vej til at blive smadret på. Jeg har også ondt i lænden. Og lidt i den tand, som ikke kunne blive rodbehandlet færdig, fordi én af rødderne foretager et knæk, så det inderste af den skal opereres for at holde op med at gøre ondt. Og jeg har stadig lidt øjenbetændelse. Altså come on, it really sucks. Ynk.
Måske burde jeg spise morgenmad...
Barselsdagpengene er ophørt, og til min overraskelse skal jeg selv gøre noget for at få udbetalt de opsparede timer (320!) fra forårets deltidsarbejde. That sucks too. Måske skulle man bare skynde sig at blive gravid igen...
Jeg har ikke gjort en disse ved mine smukke drømme om at skrive - hverken her på bloggen eller de bøger, jeg synes, ligger i mig.
Jeg har ikke skrevet et eneste korarrangement, siden varmen satte ind. Jeg har ikke sorteret mine noder. Jeg har ikke planlagt semestret for hverken kor eller rytmikhold. Det eneste, jeg har taget mig sammen til, var at sige op i det ene af de rytmiske kor.
Jeg har ikke tabt mig, jeg har ikke lavet madplan for de kommende uger. Jeg har dog smurt Meas første madpakke i morges. For nu er hun blevet en stor pige, som de fleste dage skal være i vuggestue så længe, at hun skal spise medbragt eftermiddagsmad. Jeg savner hende allerede.
Jeg har ikke fået haven bragt i orden. Jeg har dog lagt fliserne på plads i forhaven (hvor de har ligget stablet siden oktober, da sidste års håndværkere måtte fixe en åben kloak), og vores ufattelig begavede vennepar, Jeppe og Elsebeth, har hjulpet med at lægge fliser og næsten få færdiggjort to terrasser i den ægte have. Men nu er husbond som sagt begyndt at arbejde igen, og ingen ved, hvornår vi så kan få lavet de ting, der mangler i det projekt...
Og nu har denne korte pamflet givet mig ondt i den finger, jeg forstuvede sidste uge, hvor Mea lige smittede mig med en øjenbetændelse, der gjorde, at jeg ikke så det bord, fingeren var på vej til at blive smadret på. Jeg har også ondt i lænden. Og lidt i den tand, som ikke kunne blive rodbehandlet færdig, fordi én af rødderne foretager et knæk, så det inderste af den skal opereres for at holde op med at gøre ondt. Og jeg har stadig lidt øjenbetændelse. Altså come on, it really sucks. Ynk.
Måske burde jeg spise morgenmad...
mandag den 7. juni 2010
Sommerferieplaner
Nu er mit barn begyndt i vuggestue - næsten akkurat sammenfaldende med, at alle mine kor og hold holder sommerferie. Så hvad skal jeg dog bruge al den tid på? Well, et godt sted at starte kunne være totalrengøring. Her ser forfærdeligt ud. Men altså hey, det er jo ikke bare kedeligt, men også aldeles modbydeligt arbejde...
Næ, måske skulle jeg sætte to timer af dagligt til at få styr på de forskellige undervisningsmaterialebogsidéer, jeg har gået med i hovedet i årevis?
Der er én til voksenrytmik - et hjælperedskab til korledere og teenagesammenspilsledere, noget med hørelære uden helt at skulle kunne noder, at få kroppen i spil som hjælp til forståelse af forskellige genrer, og sådan noget. Den har spøgt siden 2006, så måske skulle jeg snart til at tage mig sammen.
Så er der jo selvfølgelig en masse rytmiksange, som er kommet til mig de sidste par år. For ikke så længe siden fik jeg konkret ros af en rytmik-bedsteforælder, som fandt min undervisning så eksemplarisk i flow, at hun måske ville sende sine pædagogstuderende med hovedfag i musik i praktik hos mig (nårh, så er man lige stolt i lang tid!). Så hvad med en bog om flow i småbørnsmusik-undervisning? Findes det? Der er masser af sangbøger, masser af lærebøger om det overordnet pædagogiske, man skal tænke på, masser af referencebøger til motorik, social læring, sproglig udvikling osv., men jeg synes ikke, jeg er stødt på noget, som direkte går ind og rådgiver i "limen" mellem sangene - i hvert fald ikke som hovedtema...
Og så kunne man jo også researche lidt på, hvordan man egentlig får udgivet sine bedste korarrangementer...
Godt, sommeren er reddet!
Næ, måske skulle jeg sætte to timer af dagligt til at få styr på de forskellige undervisningsmaterialebogsidéer, jeg har gået med i hovedet i årevis?
Der er én til voksenrytmik - et hjælperedskab til korledere og teenagesammenspilsledere, noget med hørelære uden helt at skulle kunne noder, at få kroppen i spil som hjælp til forståelse af forskellige genrer, og sådan noget. Den har spøgt siden 2006, så måske skulle jeg snart til at tage mig sammen.
Så er der jo selvfølgelig en masse rytmiksange, som er kommet til mig de sidste par år. For ikke så længe siden fik jeg konkret ros af en rytmik-bedsteforælder, som fandt min undervisning så eksemplarisk i flow, at hun måske ville sende sine pædagogstuderende med hovedfag i musik i praktik hos mig (nårh, så er man lige stolt i lang tid!). Så hvad med en bog om flow i småbørnsmusik-undervisning? Findes det? Der er masser af sangbøger, masser af lærebøger om det overordnet pædagogiske, man skal tænke på, masser af referencebøger til motorik, social læring, sproglig udvikling osv., men jeg synes ikke, jeg er stødt på noget, som direkte går ind og rådgiver i "limen" mellem sangene - i hvert fald ikke som hovedtema...
Og så kunne man jo også researche lidt på, hvordan man egentlig får udgivet sine bedste korarrangementer...
Godt, sommeren er reddet!
fredag den 28. maj 2010
Stille hjemmefred
Husbond er inde hos sin bror til hyggeaften, en tradition, der er opstået for de to de seneste år. I fordums tider, hvor vi ingen børn havde, betød det en hjemvendende mand ud på morgenen, lugtende af destillering og uden en eneste fungerende hjernecelle et døgns tid efter - samt en ret irriteret kone. I aften forventer jeg at falde i søvn alene, men til gengæld vågne op til en dejlig, rolig weekenddag med en sikkert træt, men tilfreds ægtefælle, for vi er begge så småt ved at blive voksne og har aftalt, at en aften i byen ikke er ensbetydende med at drikke hårdt igennem.
Så her sidder jeg i min sofa med et sødt sovende barn i eget værelse (!) og flere afsnit af House og Private Practice parat til maraton, og for en gangs skyld er jeg ikke misundelig på min mands tætte forhold til sin bror. Som jeg skrev for et par dage siden, så lysner det - næste uge har jeg forårets sidste rytmiktimer, og korene er også på vej mod semesterslut. Mea og husbond og jeg var henne i vuggestuen i dag for at hilse på pædagoger og fortælle om hendes sove- og kostvaner, og på tirsdag tager hun sin far med til første time som institutionsbarn; derefter får jeg lov at følges med hende. Barnet viste stor interesse både for de andre børn og alt det spændende, nye legetøj, og forældrene fik et meget positivt indtryk af personalet og stedets vilje til at være en tryg ramme for vores lille boute.
Udsigten til inden for en overskuelig fremtid igen at kunne fordybe mig i timevis i mit arbejde gør mig bare så glad, at jeg nyder den sidste alenetid med Mea ekstra meget. Jeg har genvundet lysten til at være hjemme, og den har jeg virkelig savnet. Én af grundene til, jeg startede så tidligt på arbejde igen, var, at jeg var bange for at føle mig indespærret af barselssituationen, og det har da også været skønt at komme ud. Men da det viste sig at være nødvendigt at have planlagt, hvad der skulle ske, mens jeg var væk også, fordi husbond i princippet skulle sidde hjemme og arbejde, mens han passede Mea, og ikke bare kunne tage over med husholdning osv., så føltes det slet ikke så fedt at skulle afsted alligevel... Og heller ikke at komme hjem igen, hvis han havde haft en stresset dag... Indespærringsfølelse udvidet til Århus midtby.
Så når det allerede var lidt et martyrium at være den, der var hjemme hos barnet i dagtimerne, så forestil jer, hvordan det blev at være den, der blev hjemme, for at den anden kunne tage ud om aftenen! "Aj, hvor er I pylrede - hvorfor ikke have barnepige en gang imellem", tænker I nok, men Mea bliver i forvejen passet af andre de to aftener om ugen, hvor både husbond og jeg svæver ned i musikrummet og fylder verden med skønne toner sammen med vores to kor. Så den dårlige samvittighed over at overlade vores barn til andre ligger konstant og ulmer.
Men den følelse af at være spærret inde af forpligtelser og dårlig samvittighed over en gang imellem at foretrække voksent selskab, som ikke nødvendigvis udelukkende snakker om lortebleer og tigerspring, den må og skal holdes nede. Når det ikke kunne gøres alene ved at forlade hjemmet for at tage på arbejde, så må vi gøre en indsats for at se det positive i at aflevere vores barn i andres varetægt. Og jeg må gøre en indsats for at acceptere, at jeg har brug for mit arbejdsliv, og at jeg ikke kan holde ud at være hjemmegående mor, hvor højt jeg end elsker min dejlige unge. Og jeg må unde min mand at gøre ting for sig selv, for ellers slider vi allesammen hinanden i stykker med krav om nærhed og kærlighed og tresomhed 24-7. Jeg tror faktisk, det lykkes, for lige nu mærker jeg i hvert fald en fred, jeg ikke har følt længe...
Så her sidder jeg i min sofa med et sødt sovende barn i eget værelse (!) og flere afsnit af House og Private Practice parat til maraton, og for en gangs skyld er jeg ikke misundelig på min mands tætte forhold til sin bror. Som jeg skrev for et par dage siden, så lysner det - næste uge har jeg forårets sidste rytmiktimer, og korene er også på vej mod semesterslut. Mea og husbond og jeg var henne i vuggestuen i dag for at hilse på pædagoger og fortælle om hendes sove- og kostvaner, og på tirsdag tager hun sin far med til første time som institutionsbarn; derefter får jeg lov at følges med hende. Barnet viste stor interesse både for de andre børn og alt det spændende, nye legetøj, og forældrene fik et meget positivt indtryk af personalet og stedets vilje til at være en tryg ramme for vores lille boute.
Udsigten til inden for en overskuelig fremtid igen at kunne fordybe mig i timevis i mit arbejde gør mig bare så glad, at jeg nyder den sidste alenetid med Mea ekstra meget. Jeg har genvundet lysten til at være hjemme, og den har jeg virkelig savnet. Én af grundene til, jeg startede så tidligt på arbejde igen, var, at jeg var bange for at føle mig indespærret af barselssituationen, og det har da også været skønt at komme ud. Men da det viste sig at være nødvendigt at have planlagt, hvad der skulle ske, mens jeg var væk også, fordi husbond i princippet skulle sidde hjemme og arbejde, mens han passede Mea, og ikke bare kunne tage over med husholdning osv., så føltes det slet ikke så fedt at skulle afsted alligevel... Og heller ikke at komme hjem igen, hvis han havde haft en stresset dag... Indespærringsfølelse udvidet til Århus midtby.
Så når det allerede var lidt et martyrium at være den, der var hjemme hos barnet i dagtimerne, så forestil jer, hvordan det blev at være den, der blev hjemme, for at den anden kunne tage ud om aftenen! "Aj, hvor er I pylrede - hvorfor ikke have barnepige en gang imellem", tænker I nok, men Mea bliver i forvejen passet af andre de to aftener om ugen, hvor både husbond og jeg svæver ned i musikrummet og fylder verden med skønne toner sammen med vores to kor. Så den dårlige samvittighed over at overlade vores barn til andre ligger konstant og ulmer.
Men den følelse af at være spærret inde af forpligtelser og dårlig samvittighed over en gang imellem at foretrække voksent selskab, som ikke nødvendigvis udelukkende snakker om lortebleer og tigerspring, den må og skal holdes nede. Når det ikke kunne gøres alene ved at forlade hjemmet for at tage på arbejde, så må vi gøre en indsats for at se det positive i at aflevere vores barn i andres varetægt. Og jeg må gøre en indsats for at acceptere, at jeg har brug for mit arbejdsliv, og at jeg ikke kan holde ud at være hjemmegående mor, hvor højt jeg end elsker min dejlige unge. Og jeg må unde min mand at gøre ting for sig selv, for ellers slider vi allesammen hinanden i stykker med krav om nærhed og kærlighed og tresomhed 24-7. Jeg tror faktisk, det lykkes, for lige nu mærker jeg i hvert fald en fred, jeg ikke har følt længe...
onsdag den 26. maj 2010
I'm back
Godt så. Det har været et turbulent og alligevel helt stillestående forår for mig. Jeg begyndte at arbejde (mere) på deltid i januar, og pludselig havde jeg alt for meget om ørerne.
Jeg havde egentlig regnet ud, at det hele kunne hænge sammen med blot en enkelt dags stress om ugen (hvor husbond skulle arbejde fast hjemmefra, mens han passede Mea, for hun var jo så nem og sov alligevel det meste af dagen), men så dukkede der en enestående chance op: et kor mere. Et ambitiøst ensemble, som i forvejen var på et virkelig højt niveau, og som havde alt det udenomspraktiske på skinner med en helt ufatteligt sej bestyrelse. Så jeg skulle bare stå for det kunstneriske. Det kunne jeg ikke holde fingrene fra. Jeg har i årevis været frustreret over, at jeg ikke helt får afløb for mine egne ambitioner og evner i det, jeg anser for at være min spidskompetence, nemlig kor, og her var muligheden med ét. Så med husbonds og de andre kors velvillighed fik jeg passet endnu en aften ind i arbejdsprogrammet.
Hvad jeg ikke havde medregnet i det-her-kan-vist-godt-lade-sig-gøre-skemaet, var den rivende udvikling, min datter og dermed vores lille familie oplever dette første år. Fra kun at have to faste dagsaftaler om ugen (babyrytmik og mødregruppe) gik jeg på én gang til at skulle dels afsted fra hjemmet syv gange ugentligt, dels også forberede til seks forskellige arbejdssituationer, dels have logistik omkring børnepasning til at gå op... Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort uden min formidable svigermor og en husbond, som har brugt alt deres overskud på at hjælpe mig igennem dette umulige foretagende.
Så der har I forklaringen på den larmende stilhed herfra.
Nu lysner det. Mea, min store, lille pige, starter i vuggestue om under en uge - en måned tidligere, end vi havde ønsket, og det er perfekt. Hun er simpelt hen så klar! Barnet bliver 9 måneder i morgen, og siden sidst, jeg skrev, har hun fået to tænder, er begyndt at rokke til især guitarmusik, men klaver er også ok, hun har kravlet i en uge, har fået eget soveværelse ca. samtidig, har opfundet et sprog udelukkende til at skælde ud med, er så småt begyndt at kysse én igen og er i det hele taget bare den skønneste unge, man kan forestille sig.
Vi ses snart igen :-)
Jeg havde egentlig regnet ud, at det hele kunne hænge sammen med blot en enkelt dags stress om ugen (hvor husbond skulle arbejde fast hjemmefra, mens han passede Mea, for hun var jo så nem og sov alligevel det meste af dagen), men så dukkede der en enestående chance op: et kor mere. Et ambitiøst ensemble, som i forvejen var på et virkelig højt niveau, og som havde alt det udenomspraktiske på skinner med en helt ufatteligt sej bestyrelse. Så jeg skulle bare stå for det kunstneriske. Det kunne jeg ikke holde fingrene fra. Jeg har i årevis været frustreret over, at jeg ikke helt får afløb for mine egne ambitioner og evner i det, jeg anser for at være min spidskompetence, nemlig kor, og her var muligheden med ét. Så med husbonds og de andre kors velvillighed fik jeg passet endnu en aften ind i arbejdsprogrammet.
Hvad jeg ikke havde medregnet i det-her-kan-vist-godt-lade-sig-gøre-skemaet, var den rivende udvikling, min datter og dermed vores lille familie oplever dette første år. Fra kun at have to faste dagsaftaler om ugen (babyrytmik og mødregruppe) gik jeg på én gang til at skulle dels afsted fra hjemmet syv gange ugentligt, dels også forberede til seks forskellige arbejdssituationer, dels have logistik omkring børnepasning til at gå op... Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort uden min formidable svigermor og en husbond, som har brugt alt deres overskud på at hjælpe mig igennem dette umulige foretagende.
Så der har I forklaringen på den larmende stilhed herfra.
Nu lysner det. Mea, min store, lille pige, starter i vuggestue om under en uge - en måned tidligere, end vi havde ønsket, og det er perfekt. Hun er simpelt hen så klar! Barnet bliver 9 måneder i morgen, og siden sidst, jeg skrev, har hun fået to tænder, er begyndt at rokke til især guitarmusik, men klaver er også ok, hun har kravlet i en uge, har fået eget soveværelse ca. samtidig, har opfundet et sprog udelukkende til at skælde ud med, er så småt begyndt at kysse én igen og er i det hele taget bare den skønneste unge, man kan forestille sig.
Vi ses snart igen :-)
fredag den 5. februar 2010
Krea for både anima og animus
Husbond og jeg kan godt lide at kreere. Til tider bliver man helt stolt, men vi er også begge yderst blufærdige qua nettets mange dygtigere bloggere. Men sidste weekend begik vi begge noget hjemmelavet, som jeg gerne vil dele.
Her er førbilledet fra lørdag aften:
Husbonds projekt er alt det hvide, som er et hjemmedesignet puslebord, version 2. Første version blev udført i grim spånplade, så den kommer der ikke billeder af, selvom vi har brugt den i 4 måneder. Nå, men bordet står ovenpå badekarret - det eneste sted i huset, hvor der er god plads.
Her er det færdige resultat:
Og her kan man se, at barnet nyder, at spejlet er kommet helt på plads og at højden på bordet lige passer med uroen:
Men tilbage til førbilledet. På kassen ligger mit første strikketøj ever, som er fremkommet på baggrund af en opskrift. Som regel strikker jeg bare derudad og ser, hvad der kommer - og en sjælden gang imellem bliver det også til noget... Men faktisk så opdagede jeg hen ad vejen fejl i denne opskrift, og heldigvis nåede jeg at rette de fleste. Og som man kan se på næste billede, er der plads til at vokse i vesten.
Næste strikkeprojekt er påbegyndt: en kjole i flerfarvet strømpegarn med vesteopskriften som inspiration til bærestykket.
Her er førbilledet fra lørdag aften:
Husbonds projekt er alt det hvide, som er et hjemmedesignet puslebord, version 2. Første version blev udført i grim spånplade, så den kommer der ikke billeder af, selvom vi har brugt den i 4 måneder. Nå, men bordet står ovenpå badekarret - det eneste sted i huset, hvor der er god plads.
Her er det færdige resultat:
Og her kan man se, at barnet nyder, at spejlet er kommet helt på plads og at højden på bordet lige passer med uroen:
Men tilbage til førbilledet. På kassen ligger mit første strikketøj ever, som er fremkommet på baggrund af en opskrift. Som regel strikker jeg bare derudad og ser, hvad der kommer - og en sjælden gang imellem bliver det også til noget... Men faktisk så opdagede jeg hen ad vejen fejl i denne opskrift, og heldigvis nåede jeg at rette de fleste. Og som man kan se på næste billede, er der plads til at vokse i vesten.
Næste strikkeprojekt er påbegyndt: en kjole i flerfarvet strømpegarn med vesteopskriften som inspiration til bærestykket.
tirsdag den 26. januar 2010
Vis mig dit køleskab, og jeg skal sige dig!!!
HURRA.
Jeg har ikke skrevet i lang tid, for hvad skulle jeg lige skrive om? Det er svært at sætte sig ned ved tasterne, når man render rundt og er så uendelig kedeligt tilfreds med alting - derimod skal man leve, inhalere og elske nuet og gemme lidt af følelsen, til man (måske) vender tilbage til virkeligheden. Hvor de mørke vintermåneder absorberer al glæde og initiativ; hvor arbejdsrollerne kæmper om éns prioriteter, og ingen af dem vinder, fordi ingen af dem taber; hvor spejlet af én eller anden grund kun bliver mere afslørende af vintermørket - åh jo, jeg plejer at hade den danske vinter.
Men i år filtreres alt igennem en solstråle, og selv 3 timers midt-nats-masen med at få ungen til at SOVE er glemt, når hun morgenen efter stikker mig sit "JUHUUUUUUU mor-er-også-vågen-grin". I love it.
Nå, så altså har jeg haft brug for et lille skub for at skrive igen, og HURRA! Trine to the rescue, som altid. Jeg må gerne fortælle lidt mere om mig selv ved hjælp af et billede fra min køleskabsfront. Her er det:
Altså, lidt snyd er det jo, for lige præcis mit køleskab har umagnetisk front og så til gengæld magnetisk side, og jeg syntes alligevel, det her var lidt sjovere end alle de fedtede fingre på lågen... Men jeg er taknemmelig for, at jeg ikke skulle vise det indvendige, for det er endnu mere rodet, end siden er.
Okay, så her midt på køleskabet har vi repræsentanter for nogle ganske store og livsomvæltende begivenheder.
Min søde, lille, tykke datter fylder mest - dels de tre billeder, husbond har snappet af hende, efter vi (pga. hende, men foranlediget af Trines smukke efterårsbilleder) fik spejl-ref-digi-kamera, dels det fuldstændig opmærksomhedskonsumerende emne: begyndelsen på rigtig mad, dels det aldeles uforståelige sidste scanningsbillede, som var blevet væk i vinterfrakken.
Til venstre for det sidder Luna, svigerfars sidste hund. Den døde af sorg og fortvivlelse kort tid efter, at vi mistede svigerfar til en ond og uretfærdig hjernesvulst. Hvilket vi gjorde ti dage efter vores bryllup i 2005. Så Luna sidder midt i al lykken og minder os om, hvor uendelig trist det er, at svigerfar aldrig fik sine børnebørn at se. Og hvor smukt et venskab, hunden og manden havde. Og at man skal bruge sin tid sammen på at elske hinanden, ligesom mine svigerforældre gjorde.
Hmm, så er der nogle papirer, der er blevet lidt retoucherede. De repræsenterer vores musikrum - den bedste investering, man kan forestille sig. Det er fabelagtigt at kunne gå seks trin ned fra køkkenet og være på arbejde! Og musikrummet meta-repræsenterer vores drøm om begge at blive selvstændige erhvervsdrivende - med denne tilbygning er i hvert fald jeg noget tættere på at kunne realisere det.
Lidt ned hænger forrest en opskrift fra en vege-paté købt i lækker helsekost i Kbh. Husbond er vegetar, og jeg er semi, og turen til Kbh. foregik i starten af august, hvor Mea (en måned, før hun kom ud) fyldte godt og vel det normale for en nyfødt. Det var varmt, der var trapper og larm og konstant fyldt blære og andres hjem, og det var simpelthen fantastisk. Vores sidste ferie som "kærester", hvor vi passede den kat, vi måtte give afkald på, fordi den ikke kan med børn.
Bag den hænger en adresse på en sød dansk familie, vi mødte i San Francisco i 2007. Det var vores egentlige bryllupsrejse, da svigerfars sygdom og død tyngede længe efter brylluppet. Vi var der i fem uger, og hold da op, hvor fik vi snakket meget dansk, idet min derboende fasters skandinaviske venner insisterede på at holde den ene fest efter den anden. Desværre fik vi aldrig taget os sammen til at holde kontakt med den danske familie - de bor jo helt på Sjælland!
Men som man måske kan se, er der helt vildt meget mere rod på det køleskab, og her kommer nok det mest sigende om mig: det er nemlig kolossalt, fordi der skal være plads til så rå mængder af mad, at man til enhver tid kan invitere sin nærmeste familie (på knap tyve personer) til frokost!
Jeg kommer jo selv oprindeligt fra Vestjylland, så jeg kunne faktisk godt tænke mig at se, hvordan ny-vestjyder gør - M, var det ikke noget? Og hvis man skulle se, hvad der var indeni, så ville jeg ønske at studere heksens forråd.
Jeg har ikke skrevet i lang tid, for hvad skulle jeg lige skrive om? Det er svært at sætte sig ned ved tasterne, når man render rundt og er så uendelig kedeligt tilfreds med alting - derimod skal man leve, inhalere og elske nuet og gemme lidt af følelsen, til man (måske) vender tilbage til virkeligheden. Hvor de mørke vintermåneder absorberer al glæde og initiativ; hvor arbejdsrollerne kæmper om éns prioriteter, og ingen af dem vinder, fordi ingen af dem taber; hvor spejlet af én eller anden grund kun bliver mere afslørende af vintermørket - åh jo, jeg plejer at hade den danske vinter.
Men i år filtreres alt igennem en solstråle, og selv 3 timers midt-nats-masen med at få ungen til at SOVE er glemt, når hun morgenen efter stikker mig sit "JUHUUUUUUU mor-er-også-vågen-grin". I love it.
Nå, så altså har jeg haft brug for et lille skub for at skrive igen, og HURRA! Trine to the rescue, som altid. Jeg må gerne fortælle lidt mere om mig selv ved hjælp af et billede fra min køleskabsfront. Her er det:
Altså, lidt snyd er det jo, for lige præcis mit køleskab har umagnetisk front og så til gengæld magnetisk side, og jeg syntes alligevel, det her var lidt sjovere end alle de fedtede fingre på lågen... Men jeg er taknemmelig for, at jeg ikke skulle vise det indvendige, for det er endnu mere rodet, end siden er.
Okay, så her midt på køleskabet har vi repræsentanter for nogle ganske store og livsomvæltende begivenheder.
Min søde, lille, tykke datter fylder mest - dels de tre billeder, husbond har snappet af hende, efter vi (pga. hende, men foranlediget af Trines smukke efterårsbilleder) fik spejl-ref-digi-kamera, dels det fuldstændig opmærksomhedskonsumerende emne: begyndelsen på rigtig mad, dels det aldeles uforståelige sidste scanningsbillede, som var blevet væk i vinterfrakken.
Til venstre for det sidder Luna, svigerfars sidste hund. Den døde af sorg og fortvivlelse kort tid efter, at vi mistede svigerfar til en ond og uretfærdig hjernesvulst. Hvilket vi gjorde ti dage efter vores bryllup i 2005. Så Luna sidder midt i al lykken og minder os om, hvor uendelig trist det er, at svigerfar aldrig fik sine børnebørn at se. Og hvor smukt et venskab, hunden og manden havde. Og at man skal bruge sin tid sammen på at elske hinanden, ligesom mine svigerforældre gjorde.
Hmm, så er der nogle papirer, der er blevet lidt retoucherede. De repræsenterer vores musikrum - den bedste investering, man kan forestille sig. Det er fabelagtigt at kunne gå seks trin ned fra køkkenet og være på arbejde! Og musikrummet meta-repræsenterer vores drøm om begge at blive selvstændige erhvervsdrivende - med denne tilbygning er i hvert fald jeg noget tættere på at kunne realisere det.
Lidt ned hænger forrest en opskrift fra en vege-paté købt i lækker helsekost i Kbh. Husbond er vegetar, og jeg er semi, og turen til Kbh. foregik i starten af august, hvor Mea (en måned, før hun kom ud) fyldte godt og vel det normale for en nyfødt. Det var varmt, der var trapper og larm og konstant fyldt blære og andres hjem, og det var simpelthen fantastisk. Vores sidste ferie som "kærester", hvor vi passede den kat, vi måtte give afkald på, fordi den ikke kan med børn.
Bag den hænger en adresse på en sød dansk familie, vi mødte i San Francisco i 2007. Det var vores egentlige bryllupsrejse, da svigerfars sygdom og død tyngede længe efter brylluppet. Vi var der i fem uger, og hold da op, hvor fik vi snakket meget dansk, idet min derboende fasters skandinaviske venner insisterede på at holde den ene fest efter den anden. Desværre fik vi aldrig taget os sammen til at holde kontakt med den danske familie - de bor jo helt på Sjælland!
Men som man måske kan se, er der helt vildt meget mere rod på det køleskab, og her kommer nok det mest sigende om mig: det er nemlig kolossalt, fordi der skal være plads til så rå mængder af mad, at man til enhver tid kan invitere sin nærmeste familie (på knap tyve personer) til frokost!
Jeg kommer jo selv oprindeligt fra Vestjylland, så jeg kunne faktisk godt tænke mig at se, hvordan ny-vestjyder gør - M, var det ikke noget? Og hvis man skulle se, hvad der var indeni, så ville jeg ønske at studere heksens forråd.
lørdag den 16. januar 2010
Jeg glæder mig
Sidste lørdag skrev jeg på min facebook status, at jeg glædede mig...
"Til hvad?" tænkte mange, men turde åbenbart ikke spørge. De havde nok regnet ud, at det ville blive til status-spam!
Så nu skal I høre:
Først til julefrokost lørdag med klassisk kor - mange drikkeviser senere fandt husbond og jeg ud af, man godt kan elske sit barn helt uden søvn i kroppen. Efter alle kvababbelserne over den rådne amning har jeg nu også fundet grund til at være glad nok for modermælkserstatning: hvidvin og genvunden energi.
Dernæst Meas genstart til babyrytmik mandag. Nu er hun pludselig blevet ganske stor på holdet, da alle de 1-årige eller lige-ved-og-næsten-1-årige er rykket op. Og jeg sidder og kigger på de nye babyer og tænker: "Aj, sådan nogle små nogle. De får da ikke noget ud af det, hva'?" Super prof, både mor og rytmiklærer...
Onsdag gensyn med min mødregruppe - nok er der kun gået to uger siden sidst, men det føles som en evighed, når nu de er så gode at være sammen med.
Så onsdag og torsdag min debut som barselsvikar på musikskolen. Uh, jeg er vild med at lave musik med de unger. Da jeg var gravid, blev jeg lidt forspist af andre folks børn, men det er heldigvis gået over igen, og jeg er tilbage med mit måske kendteste personlighedstræk: jeg elsker børn.
Torsdag aften var der koropstart for det rytmiske kor. Det var også dejligt, og jeg var glad for både at se og høre folk igen. Og det var skønt at have lavet lidt nyt arrangement, som vi tog fat på. Moderne, electronica soul/R'n'B, super udfordrende både for arrangør og kor.
Fredag tog jeg mig sammen og prøvede at fordrive postamningskiloene med en lang gåtur med barnevognen. Uha, jeg er glad for, vi er ovre nytårsforkølelsen (jeps, nytårsnat vågnede husbond og jeg i fremmed seng med sygt barn, to dage senere fulgte vi trop), så jeg tør smide Mea udenfor, selvom der er lidt koldt. Det må være et halvgodt tegn, at det ikke gør ondt i musklerne at have gået ud på landet og hjem igen, men blot i skinnebensseneskedehinderne (totalt yndlingsord, siden jeg lærte det på efterskolen, hvor alle havde det hele tiden).
Og i dag det aller-aller-fantastiskeste: babysvømning. Det startede egentlig sidste uge, men da var vi stadig for syge til at gå i vandet, så vi sad og svedte og var misundelige, men i dag var vi altså i. Mea er tosset med at være i bad og har været det fra day one, så husbond og jeg har været SÅ spændte på, hvor vild hun ville være med et rigtigt bassin. Hun var vild! Men den fedeste oplevelse var faktisk i omklædningen inden bassinet. Mea lå på sådan en skumgummí-bade-madras, og uden at tænke nærmere over det brusede jeg hende bare lige. Først da hun hvinede overrasket og frydefuldt, gik det op for mig, at hun aldrig har prøvet at blive bruset. Jeg er stadig helt ør af tanken om, hvor mærkeligt/eventyrligt, det må have været. Og dertil den næste tanke, at det jo er hele tiden, men bare tit så småt, at vi ikke lægger mærke til det. I den forløbne uge har hun fx. opdaget sine hænder som studieobjekter. Og snart er det mad. Og måske kan vi nå at kælke, inden sneen er væk... Uh, jeg glæder mig stadig!!
"Til hvad?" tænkte mange, men turde åbenbart ikke spørge. De havde nok regnet ud, at det ville blive til status-spam!
Så nu skal I høre:
Først til julefrokost lørdag med klassisk kor - mange drikkeviser senere fandt husbond og jeg ud af, man godt kan elske sit barn helt uden søvn i kroppen. Efter alle kvababbelserne over den rådne amning har jeg nu også fundet grund til at være glad nok for modermælkserstatning: hvidvin og genvunden energi.
Dernæst Meas genstart til babyrytmik mandag. Nu er hun pludselig blevet ganske stor på holdet, da alle de 1-årige eller lige-ved-og-næsten-1-årige er rykket op. Og jeg sidder og kigger på de nye babyer og tænker: "Aj, sådan nogle små nogle. De får da ikke noget ud af det, hva'?" Super prof, både mor og rytmiklærer...
Onsdag gensyn med min mødregruppe - nok er der kun gået to uger siden sidst, men det føles som en evighed, når nu de er så gode at være sammen med.
Så onsdag og torsdag min debut som barselsvikar på musikskolen. Uh, jeg er vild med at lave musik med de unger. Da jeg var gravid, blev jeg lidt forspist af andre folks børn, men det er heldigvis gået over igen, og jeg er tilbage med mit måske kendteste personlighedstræk: jeg elsker børn.
Torsdag aften var der koropstart for det rytmiske kor. Det var også dejligt, og jeg var glad for både at se og høre folk igen. Og det var skønt at have lavet lidt nyt arrangement, som vi tog fat på. Moderne, electronica soul/R'n'B, super udfordrende både for arrangør og kor.
Fredag tog jeg mig sammen og prøvede at fordrive postamningskiloene med en lang gåtur med barnevognen. Uha, jeg er glad for, vi er ovre nytårsforkølelsen (jeps, nytårsnat vågnede husbond og jeg i fremmed seng med sygt barn, to dage senere fulgte vi trop), så jeg tør smide Mea udenfor, selvom der er lidt koldt. Det må være et halvgodt tegn, at det ikke gør ondt i musklerne at have gået ud på landet og hjem igen, men blot i skinnebensseneskedehinderne (totalt yndlingsord, siden jeg lærte det på efterskolen, hvor alle havde det hele tiden).
Og i dag det aller-aller-fantastiskeste: babysvømning. Det startede egentlig sidste uge, men da var vi stadig for syge til at gå i vandet, så vi sad og svedte og var misundelige, men i dag var vi altså i. Mea er tosset med at være i bad og har været det fra day one, så husbond og jeg har været SÅ spændte på, hvor vild hun ville være med et rigtigt bassin. Hun var vild! Men den fedeste oplevelse var faktisk i omklædningen inden bassinet. Mea lå på sådan en skumgummí-bade-madras, og uden at tænke nærmere over det brusede jeg hende bare lige. Først da hun hvinede overrasket og frydefuldt, gik det op for mig, at hun aldrig har prøvet at blive bruset. Jeg er stadig helt ør af tanken om, hvor mærkeligt/eventyrligt, det må have været. Og dertil den næste tanke, at det jo er hele tiden, men bare tit så småt, at vi ikke lægger mærke til det. I den forløbne uge har hun fx. opdaget sine hænder som studieobjekter. Og snart er det mad. Og måske kan vi nå at kælke, inden sneen er væk... Uh, jeg glæder mig stadig!!
Abonner på:
Opslag (Atom)