Tidens rådne mælketand

Det er fredag, jeg skal blogge:-)

Som jeg måske har antydet, er jeg begyndt at undervise en enkelt lektion mandag og fredag formiddag, så hele min fine forestilling om at sidde længe og dvæle over kaffen og bloggen, mens jeg fandt på de genialeste formuleringer og smågrinede lidt i mit imaginære skæg (jo, det er imaginært!!), er lidt falmet.
Men heldigvis har de i vuggestuen nok engang puttet Mea til middagslur, selvom hun skulle hentes tidligt, og i dag foreslog de selv, at de kan ringe, når hun vågner. Det var ellers nogo første gang, for "der er jo det med timerne" (altså den der modulordning, som gør, at man bliver kaldt ind på kontoret, hvis man henter sit barn fem minutter for sent).
Så nu sidder jeg her uden babyalarm midt om eftermiddagen og kan godt skrive et indlæg. "Yeah", kan jeg allerede høre jer råbe :-)

Og dagens indlæg går til... Mine Memoirer.

Da jeg stod deroppe på stigen sidste uge, var der masser af grunde til at prøve at lede tankerne hen på andet end højder, ulykker, moderløse børn og den slags, så jeg gav mig i går til at tænke på det sjove ved, at det første bud, der meldte sig for mig i Ms gættekonkurrence, var det lidt (kun lidt) bizarre, at noget uforklarligt i et hus' konstruktion måtte være en portal til en anden virkelighed...

Det er altså ikke sådan, at jeg ikke kan eksistere i den hverdag, jeg har trukket i uddannelses- og arbejdslotteriet. Men det var det engang. Gennem hele min folkeskoletid blev jeg mobbet - af mine klassekammerater, af børn fra andre klasser, af min lillesøsters venner og også lidt af mine lærere. Jeg var en tyk læsehest, som var meget dårlig til at tilpasse mig en plads i skolehierarkiet, hvor jeg ikke var populær og kilde til stor imponade. Havde jeg nu bare accepteret, at blonde Åse og høje Rikke havde større appel både til jævnaldrende og voksne, så kunne jeg måske have undgået nogle af de grimmeste episoder, som jeg stadig en gang imellem kommer i tanker om og bliver ked af. Men jeg havnede fra day one i skolen i en ond cirkel, hvor mine fremmeste kvaliteter var stædighed og boglig dygtighed, og hvor min trang til konstant at søge opmærksomhed på disse var til stor irritation for mine omgivelser.

Samtidig var jeg et meget naivt barn med en overraskende blind tro på, at der fandtes gode ting i tilværelsen, og da jeg ikke fandt dem i skolen, måtte jeg forsøge at skabe en virkelighed ved siden af. Jeg pløjede mig igennem bøgerne i skolebiblioteket så hurtigt, at da jeg havde læst alt, der var alderssvarende og noget af det flere gange, fik jeg i fjerde klasse lov til at gå de to trin op til ungdomsbiblioteket og tørlægge det. Inden jeg kom på efterskole i 8. klasse, var jeg nået videre til voksenafdelingen (for langt ude på landet lå skolebiblioteket selvfølgelig sammen med det egentlige bibliotek).

Fra ungdomsafdelingen husker jeg tydeligst Susan Cooper's "Den sorte rytter" fra samlingen "The dark is rising" og Lionel David's "Under blommesøen". Den første var jeg så heldig at finde i en engelsk boghandel for et par år siden og har genlæst den to gange, og jeg kan så godt huske den drømmetilstand, bogen satte mig i, at selvom det er en helt anden oplevelse at læse den samme historie igen og endda på origianlsproget, så bliver jeg hele tiden mindet om indretningen i mit barndomsværelse, hændelser i den periode og den slags. Det fungerer meget bedre for mig end at mindes ved hjælp af dufte...

Anyways, min allerstørste litterære oplevelse som barn var Narnia-bøgerne, godt hjulpet på vej af tegnefilmen "Løven, Heksen og Garderobeskabet". Som jeg husker det, så åd jeg dem fra biblioteket et par gange, dernæst fik min lillesøster hele serien i gave, og så lånte jeg dem gang på gang af hende. Og da jeg nu var sådan et naivt barn, så var jeg overbevist om, at hvis bare vi troede nok på det, så kunne vi tvinge en portal til Narnia frem i skoven bag mine forældres gård. For var der ikke noget med, at Aslan engang sagde, at Narnia kunne mærke, når der var et barn, der havde brug for det? Eller måske var det omvendt. I hvert fald følte jeg, at jeg i den grad havde fortjent at komme til Narnia, at min søster var nødt til at hjælpe mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg fik hende overtalt; måske var det først, da vi i timevis havde prøvet at finde portalen i de forskellige pletter af løvtræssamlinger i nåleskoven, at hun opdagede, det ikke helt kun var en leg, at jeg faktisk ønskede så brændende, at det skulle være virkeligt, at jeg ikke kunne få mig selv til ikke lige at prøve endnu et sted, der måske lige præcis var det rigtige sted. Men i hvert fald er det med i kapitlet i vores storytelling om vores søsterskab, som handler om, at min lillesøster altid har været lidt mere kynisk - det står lige ved siden af historien om, hvordan jeg troede på julemanden længe efter, Bettemus havde gennemskuet menageriet.

Men ja, da jeg så billedet af M's hus' hemmelighed, MÅTTE jeg lige tro på, at det KUNNE være noget magisk, selvom det kun lige varede en splitsekund. Og mine yndlingsfilm og -bøger er stadig dem, der ikke er alt for realistiske :-)

Ti ting, man kan tænke på en stige

1) Shit, hvordan får jeg bakken over i den anden hånd?
2) Hvor er der stille heroppe - eller også er det bare panikpulsen, der overdøver alt andet
3) Gud, lad det være nok med to overmalinger
4) Hvis jeg nu strækker mig, så kan jeg nå... nej, det kan jeg IKKE, shit, shit, shit
5) Hvis jeg nu lukker øjnene, så er det måske ikke så slemt... jo det ER, shit, shit, pis
6) Gad vide, hvorfor det var en Malkovich-tunnel, jeg tænkte på først?
7) Måske skulle jeg have malet, før jeg anlagde bed lige der, hvor stigen skal stå
8) Nu giver det mening at have dared mig selv med alle de rutsjebaner
9) Åh nej, jeg HÅBER, det er nok med to overmalinger
10) Hmm, hvor smart tænkt her på sidste optur, at jeg kan hænge penslen på stigen, så den ikke vejer på bakken... Næsten ærgerligt, at jeg først skal male igen til foråret...

Højt op


To flader med grunder


To flader med én overmaling


Done! To flader med to overmalinger, sokkel med to overmalinger, trappe(!) med tre (!) overmalinger - alt sammen meget pænere, end jeg havde turdet håbe på. Lidt stolt er jeg :-)


Jeg skynder mig lige at tilføje 10 uddybende kommentarer:
1) Man går hele vejen ned ad stigen, skifter hånd og kravler op igen
2) Begge dele. Jeg kunne høre, hvad Vestas-beyggefolkene sagde 100 meter væk...
3) I princippet ikke...
4) Ja, der er et hjørne langt inde over taget, som står tilbage i rustik umalet stil. Hvis vi får et stillads op, mens der er tålelig maletemperatur, går det muligvis over
5) Hold da op, hvor jeg bander i tankerne, hva'? Og bruger aldeles outdatede bandeord. Hmm
6) Et spørgsmål, jeg begyndte at skrive et blogindlæg om, men det røg af sporet og blev ikke særlig læsevenligt. Måske får jeg gjort noget ved det en dag
7) Ja, men så havde jeg ikke fået anlagt det bed, for det er først i den sidste uge, jeg kunne bruge alle(!) dage på at male qua temperatur og fugt og almen arbejdsbyrde
8) for jeg er ikke til at stoppe, når jeg nærmer mig Tivoli eller et sommerland, op skal jeg, trods aldersbestemt (tror jeg) stigende hjertebanken
9) se svar 3, og det er jeg ligeglad med. Det er fint nok til os
10) For der er nemlig hele resten af huset...