Vis mig dit køleskab, og jeg skal sige dig!!!

HURRA.
Jeg har ikke skrevet i lang tid, for hvad skulle jeg lige skrive om? Det er svært at sætte sig ned ved tasterne, når man render rundt og er så uendelig kedeligt tilfreds med alting - derimod skal man leve, inhalere og elske nuet og gemme lidt af følelsen, til man (måske) vender tilbage til virkeligheden. Hvor de mørke vintermåneder absorberer al glæde og initiativ; hvor arbejdsrollerne kæmper om éns prioriteter, og ingen af dem vinder, fordi ingen af dem taber; hvor spejlet af én eller anden grund kun bliver mere afslørende af vintermørket - åh jo, jeg plejer at hade den danske vinter.

Men i år filtreres alt igennem en solstråle, og selv 3 timers midt-nats-masen med at få ungen til at SOVE er glemt, når hun morgenen efter stikker mig sit "JUHUUUUUUU mor-er-også-vågen-grin". I love it.

Nå, så altså har jeg haft brug for et lille skub for at skrive igen, og HURRA! Trine to the rescue, som altid. Jeg må gerne fortælle lidt mere om mig selv ved hjælp af et billede fra min køleskabsfront. Her er det:


Altså, lidt snyd er det jo, for lige præcis mit køleskab har umagnetisk front og så til gengæld magnetisk side, og jeg syntes alligevel, det her var lidt sjovere end alle de fedtede fingre på lågen... Men jeg er taknemmelig for, at jeg ikke skulle vise det indvendige, for det er endnu mere rodet, end siden er.

Okay, så her midt på køleskabet har vi repræsentanter for nogle ganske store og livsomvæltende begivenheder.

Min søde, lille, tykke datter fylder mest - dels de tre billeder, husbond har snappet af hende, efter vi (pga. hende, men foranlediget af Trines smukke efterårsbilleder) fik spejl-ref-digi-kamera, dels det fuldstændig opmærksomhedskonsumerende emne: begyndelsen på rigtig mad, dels det aldeles uforståelige sidste scanningsbillede, som var blevet væk i vinterfrakken.

Til venstre for det sidder Luna, svigerfars sidste hund. Den døde af sorg og fortvivlelse kort tid efter, at vi mistede svigerfar til en ond og uretfærdig hjernesvulst. Hvilket vi gjorde ti dage efter vores bryllup i 2005. Så Luna sidder midt i al lykken og minder os om, hvor uendelig trist det er, at svigerfar aldrig fik sine børnebørn at se. Og hvor smukt et venskab, hunden og manden havde. Og at man skal bruge sin tid sammen på at elske hinanden, ligesom mine svigerforældre gjorde.

Hmm, så er der nogle papirer, der er blevet lidt retoucherede. De repræsenterer vores musikrum - den bedste investering, man kan forestille sig. Det er fabelagtigt at kunne gå seks trin ned fra køkkenet og være på arbejde! Og musikrummet meta-repræsenterer vores drøm om begge at blive selvstændige erhvervsdrivende - med denne tilbygning er i hvert fald jeg noget tættere på at kunne realisere det.

Lidt ned hænger forrest en opskrift fra en vege-paté købt i lækker helsekost i Kbh. Husbond er vegetar, og jeg er semi, og turen til Kbh. foregik i starten af august, hvor Mea (en måned, før hun kom ud) fyldte godt og vel det normale for en nyfødt. Det var varmt, der var trapper og larm og konstant fyldt blære og andres hjem, og det var simpelthen fantastisk. Vores sidste ferie som "kærester", hvor vi passede den kat, vi måtte give afkald på, fordi den ikke kan med børn.
Bag den hænger en adresse på en sød dansk familie, vi mødte i San Francisco i 2007. Det var vores egentlige bryllupsrejse, da svigerfars sygdom og død tyngede længe efter brylluppet. Vi var der i fem uger, og hold da op, hvor fik vi snakket meget dansk, idet min derboende fasters skandinaviske venner insisterede på at holde den ene fest efter den anden. Desværre fik vi aldrig taget os sammen til at holde kontakt med den danske familie - de bor jo helt på Sjælland!

Men som man måske kan se, er der helt vildt meget mere rod på det køleskab, og her kommer nok det mest sigende om mig: det er nemlig kolossalt, fordi der skal være plads til så rå mængder af mad, at man til enhver tid kan invitere sin nærmeste familie (på knap tyve personer) til frokost!

Jeg kommer jo selv oprindeligt fra Vestjylland, så jeg kunne faktisk godt tænke mig at se, hvordan ny-vestjyder gør - M, var det ikke noget? Og hvis man skulle se, hvad der var indeni, så ville jeg ønske at studere heksens forråd.

Jeg glæder mig

Sidste lørdag skrev jeg på min facebook status, at jeg glædede mig...
"Til hvad?" tænkte mange, men turde åbenbart ikke spørge. De havde nok regnet ud, at det ville blive til status-spam!
Så nu skal I høre:
Først til julefrokost lørdag med klassisk kor - mange drikkeviser senere fandt husbond og jeg ud af, man godt kan elske sit barn helt uden søvn i kroppen. Efter alle kvababbelserne over den rådne amning har jeg nu også fundet grund til at være glad nok for modermælkserstatning: hvidvin og genvunden energi.
Dernæst Meas genstart til babyrytmik mandag. Nu er hun pludselig blevet ganske stor på holdet, da alle de 1-årige eller lige-ved-og-næsten-1-årige er rykket op. Og jeg sidder og kigger på de nye babyer og tænker: "Aj, sådan nogle små nogle. De får da ikke noget ud af det, hva'?" Super prof, både mor og rytmiklærer...
Onsdag gensyn med min mødregruppe - nok er der kun gået to uger siden sidst, men det føles som en evighed, når nu de er så gode at være sammen med.
Så onsdag og torsdag min debut som barselsvikar på musikskolen. Uh, jeg er vild med at lave musik med de unger. Da jeg var gravid, blev jeg lidt forspist af andre folks børn, men det er heldigvis gået over igen, og jeg er tilbage med mit måske kendteste personlighedstræk: jeg elsker børn.
Torsdag aften var der koropstart for det rytmiske kor. Det var også dejligt, og jeg var glad for både at se og høre folk igen. Og det var skønt at have lavet lidt nyt arrangement, som vi tog fat på. Moderne, electronica soul/R'n'B, super udfordrende både for arrangør og kor.
Fredag tog jeg mig sammen og prøvede at fordrive postamningskiloene med en lang gåtur med barnevognen. Uha, jeg er glad for, vi er ovre nytårsforkølelsen (jeps, nytårsnat vågnede husbond og jeg i fremmed seng med sygt barn, to dage senere fulgte vi trop), så jeg tør smide Mea udenfor, selvom der er lidt koldt. Det må være et halvgodt tegn, at det ikke gør ondt i musklerne at have gået ud på landet og hjem igen, men blot i skinnebensseneskedehinderne (totalt yndlingsord, siden jeg lærte det på efterskolen, hvor alle havde det hele tiden).
Og i dag det aller-aller-fantastiskeste: babysvømning. Det startede egentlig sidste uge, men da var vi stadig for syge til at gå i vandet, så vi sad og svedte og var misundelige, men i dag var vi altså i. Mea er tosset med at være i bad og har været det fra day one, så husbond og jeg har været SÅ spændte på, hvor vild hun ville være med et rigtigt bassin. Hun var vild! Men den fedeste oplevelse var faktisk i omklædningen inden bassinet. Mea lå på sådan en skumgummí-bade-madras, og uden at tænke nærmere over det brusede jeg hende bare lige. Først da hun hvinede overrasket og frydefuldt, gik det op for mig, at hun aldrig har prøvet at blive bruset. Jeg er stadig helt ør af tanken om, hvor mærkeligt/eventyrligt, det må have været. Og dertil den næste tanke, at det jo er hele tiden, men bare tit så småt, at vi ikke lægger mærke til det. I den forløbne uge har hun fx. opdaget sine hænder som studieobjekter. Og snart er det mad. Og måske kan vi nå at kælke, inden sneen er væk... Uh, jeg glæder mig stadig!!