Åh ja, den lejlighedsvise blogger slår til igen

Jeg har oplevet SÅ meget siden sidst, både godt og skidt, så der burde være stof til mange indlæg – nu får vi se; sådan har jeg tænkt før, uden at det har resulteret i et mere jævnt flow her på bloggen…

Først noget godt: min lillesøster er blevet gift!! Den 16. oktober sagde hun og Monika ja til hinanden på Lemvig Rådhus. Jeg var ikke med til selve vielsen, da festen var uden børn, og husbond og jeg er noget pylrede over vores lille boute. Og også lidt hensyntagende til barnepigens stamina. Og måske savnede vi også barnet lidt på forhånd. Det var jo første gang, Mea skulle sove en hel nat uden hverken mor eller far i huset!!
Men barnepigen fås ikke bedre. Hun er indbegrebet af perfekt bedsteforælder, og Mea griner altid en halv time, når farmor træder ind ad døren – også selvom de har set hinanden flere gange på en uge. Så vi overlod hende i sin skønne farmors varetægt ud på eftermiddagen og drog mod vest.
I løbet af kort tid gik det op for os, at ingen af os kunne huske, hvornår vi sidst havde siddet ved siden af hinanden i bilen og bare kunne koncentrere os om os. Det plejer at se sådan ud, at én voksen kører, ét barn sludrer → pylrer → græder → hidser sig voldsomt op → bliver endelig lullet i søvn af bilens bevægelser + dén voksne, der desperat sidder på bagsædet ved siden af og leverer legetøj, sutter, frugt, sutter, kukke-bøh-er osv.
Så ahhh, to en halv times sludren om alt og ingenting, det var fantastisk!
Jeg ved, jeg har været i Lemvig før, for der bor et hav af mostre deroppe, men udsigten, da vi nåede frem, er åbenbart faldet ud af min hukommelse. Det var så smukt og romantisk et syn, så jeg helt ærgrede mig over, vi kun lige præcis havde tid til at tjekke ind på vores hotel og vaske det værste rejsestøv af os, inden vi skulle videre til Lomborg Forsamlingshus.
Og helt ærligt; den smukke udsigt blegnede fuldstændig i forhold til de to brude. Begge i brudekjole og slør, begge strålende af lykke og naturlighed: denne dag var bare perfekt.
Jeg kunne her skrive en liste over, hvor mange gange, jeg græd, men det er kedeligt, så i stedet kommer her teksten til den sang, jeg havde skrevet til dem:

Der var engang en vinterdag, som så mange andre
Mørkt og koldt, ubehag, to alene vandrer
Så står de der i festens larm og pluds’lig bli’r det tyst
Det blik, det ansigt, alt er lyst

Nu er dagen her, ingen kolde tæ’r
Men varme hænder, varme kys, sammen
Nu er dagen her, og der bli’r mange fler’
Forenet nu i kærlighed, sammen

Forår, sommer, efterår, farver alle blade
For dage blev til år, strålende og glade
Nu står I her og siger ja til det, den and’n ka’ gi’
Glæde, lykke, fantasi

Nu er dagen her, ingen kolde tæ’r
Men varme hænder, varme kys, sammen
Nu er dagen her, og der bli’r mange fler
Forenet nu i kærlighed, sammen

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, det er svært 1) at skrive på dansk, 2) ikke at have dualismen mellem mand og kvinde at slå på, 3) at finde balancen mellem lidt for specifik og lidt for klichéet. Men i og med, at begge brude græd (en del, men de smilede altså også), så lykkedes det vist ☺ Heldigvis var der allerede blevet holdt op til flere taler, som gav baggrundsviden nok til at kunne forstå historien i sangen.

Og vi dansede til langt ud på natten og blev kørt til hotellet af hele min storesøsters familie, og det var eventyrligt at vågne helt af os selv og spise morgenmad, som nogen andre havde tilberedt. Og da vi kom hjem, blev vi mødt af glad barn og farmor, som slet ikke var blevet trætte af hinanden.