Halloween i landsbyen

Min fantastiske mand og jeg er enige om, at vi i år har dummet os så ekstra meget til det tilbagevendende Halloween-ritual i vores lille landsby-samfund, at vi begge er nødt til at skrive om det.

Historien er kun sjov, hvis jeg løfter sløret for tidligere års fadæser også, så læn dig tilbage, find slikket (!) frem og glæd dig til nok en bekendelse fra det nordlige Århus.

I landsbyen findes en velfungerende beboerforening, og allerede få sommerdage efter, vi indtog vores hus med følelsen af endelig at være blevet voksne, dumpede en oversigt over arrangementer ind ad brevsprækken. "Halløj, hvor socialt og dejligt landsby-agtigt", tænkte vi. "Det må vi da sørge for at komme til altsammen!" Men ak, seddelen forsvandt på mystisk vis i vores ellers så velorganiserede indgangsparti, og det ene arrangement efter det andet kom vi først i tanke om, når vi cyklede forbi det på vej til spas alle mulige andre steder end i vores lokalsamfund.

I løbet af efteråret fik vi dog meldt os på landsbyens mailingliste og opdagede hjemmesiden, og da 31/10 nærmede sig, var vi på dupperne: Ingen invitationer andetsteds fra blev besvaret bekræftende, vi nærlæste beskeden om, hvorledes traditionen holdtes i hævd, vi satte vist endda vækkeuret, så vi kunne komme ud og se hyggelig Halloween-uhygge på det helt rette tidspunkt, og først på gåturen gik det op for os, at vi ikke selv havde investeret i en eneste lille lampe for at bidrage til arrangementet. Slukørede luskede vi hjem, mens vi forsøgte ikke at møde nogen, som kunne spørge os, hvor dog vores græskar var henne...

Året efter huskede vi så mange andre arrangementer, at Halloween blev glemt. Helt. Så da nogle børn ringede på døren for at få slik, var vi helt blanke. "Slik? Det er jo sådan noget, som overlever max 1 døgn i vores hus." Stik mod alle forventninger VAR der en pose kaffechokolader inderst i "slikskabet", og de tålmodige børn fik to hver ned i deres fælles pose. Da vi senere på aftenen kastede os over de resterende chokolader, viste det sig desværre, at de - ud over at være dårlig, mørk chokolade - var blevet for gamle, så nok engang gik vi et par uger rundt med oprullede kraver og bortvendte blikke af frygt for at blive lynchet af de stakkels børns forældre. Der har dog ikke været nogle chokoladerelaterede dødsfald, og vi slappede af igen omkring juletid.

Næste år SKULLE det lykkes. Vi købte store smukke græskar i god tid, der blev fundet skabeloner til uhyggelige græskarhoveder frem, opskrifter på mad med græskar blev også gransket, så intet skulle gå til spilde, alt var klappet og klart, men da vi så sad på dagen og ville i gang med at kreere de flotteste græskar, landsbyen nogensinde havde set, viste det sig, at vi ikke havde de rette redskaber. Vores almindelige knive og skeer var helt forkerte til opgaven, og græskarrene blev forfærdelig grimme. Hullede fremfor udhulede, mugne i stedet for smukke, kiks og ikke kitsch. Ikke engang maden kunne vi komme til at nyde, for græskarrene var blevet for gamle, og indmaden lugtede dårligt :-(

Sidste år mente vi så, vi havde lært det: Husk at købe slik, lav græskarret med det samme, så indmaden kan blive til god, nærende suppe og tærte samt hav ordentligt grej. Jojo, pæne græskar kom der ud af det, men men men... Efter blot få dages vejr og vind og måske også evig fyrfadslys-påvirkning faldt de sammen, og selve den 31. lå der nogle slatne, orange bunker i stedet for de frygtindgydende monstre, der blot få dage tidligere havde prydet vores indkørsel.

Anyways, i år indså vi på forhånd, at planen om at købe græskar i sidste øjeblik var dødsdømt (da vi i går stod lige bag en mand, som fik at vide, at græskarrene var udsolgt), så vi bestemte os altså for at være pragmatiske: I Silvan kan man købe keramikgræskar, som ingen bliver narret af, men som der heller ikke er noget som helst besvær med. I Aldi koster 300 g slik ingenting, og det er ligemeget, at hygiejnen i butikken virker mangelfuld, for slikket er Matador-mix og pakket i forvejen og bliver aldrig for gammelt! Vi har oven i købet investeret i olielamper siden sidst, så der var lagt i kakkelovnen til den fejlfrie Halloween.
Slikket blev retfærdigt fordelt i små, rød- og hvidstribede poser og stillet frem på trappen lige inden for hoveddøren, de falske græskar blev forsynet med lys og dekorativt strøet ud over indkørslen og olielamperne sat i perfekt afstand af hinanden. Klokken 18.25 (en time og fem minutter før det officielle gå-tidspunkt) var barnet også pakket og klart til en gåtur med et andet sæt forældre + 1 barn. Men så begyndte det at gå galt. Barnet bestemte sig for at være underfodret og måtte hastebehandles. Alle lys og lamper var gået ud - lysene, fordi Silvans nemme fake-græskar ikke holder selv den blideste vind ude (meget favnende, men ikke spor praktisk). Hurtigt blev alle græskar vendt, så den mindst hullede side vendte mod vinden, og lysene blev gentændt. Lamperne, til gengæld, var slukkede, fordi de alle var løbet tør for olie. Og ingen kunne huske, hvor der var mere. Efter febrilsk ledning fremskaffedes dog nok til at få lys lige til resten af aftenen, og den lille familie styrtede hektisk ud ad døren.
En smule stolte over ikke at være mere end 10 minutter forsinkede mødte vi de andre, som havde nøjedes med ét Silvan-græskar, og glade travede vi afsted. Mange steder var der smukt ornamenterede friske græskar (jeg ved nok, hvem der er skyld i, at vi ikke fik nogen), men vi så også rigtig mange af keramik. "De er nu så harmoniske. Næh, og det dér er glaseret, det er da pænt," sagde vi. Da vi så havde beundret det meste af byen, lod vi den anden familie invitere os på kaffe. Aldeles ikke-uhyggeligt, men til sidst løsrev vi os, og først, da vi havde været hjemme et stykke tid, gik den grufulde sandhed op for os: Vi havde siddet i et andet hus og drukket kaffe på det tidspunkt, hvor vi skulle give slikket ud! Dér stod alle poserne stadig på trappen og grinede ad os. Ej heller havde vi sørget for at få olielamperne med ud, da vi fløj ud ad døren, så de stod også stadig indenfor. Og naturligvis var græskarrene gået ud. Igen. Derfor havde vi heller ikke tænkt over dem, da vi kom hjem, for vi kunne slet ikke se dem i mørket.
Af alle de kiksede Halloweens var dette dog den kiksedeste. Men i det mindste kan jeg drukne min selvskuffelse i udmærket slik, pakket i handy poser...

Stavenørd

Ja, det er ikke indlægget om moderhedens glæder, den må du have til gode...

Jeg er ét af de der arrogante mennesker, som altid retter andre, og som enten forarges eller fniser over stavefejl og forkert brug af ord. Ikke mindst på nettet er der gode muligheder for at lære forkerte stavemåder og grammatik - lad mig blot sige: "prøv med prøver" + "lægge æg og ligge lig". Det er jo et sprængfarligt emne, som jeg ved optager de fleste (not), så jeg er selvfølgelig klar over, at diverse stave- og kommafejl på denne blog fra nu af pr. definition er okay at spotte med højlydt latter.

Af mine yndlingsfejl kan nævnes:

"A capella" - (korrekt: "a cappella"). "Capella" er navnet på en stjerne, og selvom store komponister som Poulenc kan finde på at kalde deres kor-kompositioner for noget med capella, så burde de retteligen have haft kontakt med mig, før de udgav noget, for "a cappella" ER den korrekte stavning for den fine (og hurtige) måde at sige "vokalmusik uden instrumental ledsagelse". Det er afledt af et udtryk, som betyder "i kapellet" fra dengang, kor udelukkende sang dér :-)

"Kan du dufte det?" - nej, for at dufte er en passiv handling. Men kan dufte af noget, men ikke til noget. Der er man nødt til at lugte. "At lugte" er iøvrigt neutralt, så det er kun dét man kan gøre godt eller dårligt. "At dufte" er simpelt hen at lugte godt, så det hedder ikke "at dufte godt". Man siger jo heller ikke, at noget stinker dårligt, vel?

Og et kuriosum, som jeg lige har hørt: "No mere, no bedre" - nej, vel?

For ikke at poste et lige så langt indlæg som sidst, vil jeg gemme andre yndlinge til senere fornøjelig læsning. Hav en god dag, og formulér dig korrekt ;-)

The whole truth and nothing but the truth - cirka

Advarsel!!
Dette indlæg kommer til at afsløre nogle af alle de ting, der ikke stod i reklamen for at blive gravid, så hvis du planlægger at reproducere dig og ikke er jævnt hårdfør, så STOP! Læs næste indlæg, som kommer til at handle om, hvor skønt det er at være blevet mor, når først man accepterer, at heller ikke det nødvendigvis altid udelukkende stemmer overens med lyserøde forventninger og booster ens selvbillede.

I morgen er min datter 2 mdr. gammel, buttet og lækker og et mirakel, også når hun brøler (for det gør hun. Jojo, der sidder en stor, dyb soulstemme i det barn). Foto: Trine

Her kommer så en omfattende måneds-citat-kalender, som starter for ca. et år siden.


Oktober: "Hej piger. Hvor er det fedt at blive inviteret med på sangskriver-weekend. Skål." Dagen efter: "Jeg synes, vores sang skal handle om det mirakel, det er at have fundet den rigtige livsledsager." Lidt senere: "Jeg synes, vores sang skal handle om, at man savner sin kæreste og vil tage et hvilket som helst transportmiddel for at være sammen igen." Dagen efter: "Og jeg synes så, at vores sang skal handle om en mors stolthed over, at hendes datter vokser op og bliver et stærkt individ." Dagen efter: "Hej skat, prøv at høre de her sange, vi har fået skrevet. Skal vi ikke prøve at blive gravide?"

November: "Åh skat. Menstruation IGEN. Men vi holder da fast i beslutningen om, at hvis det ikke lykkes naturligt, så orker vi ikke at prøve at få hjælp, ikke? Jeg køber nogle ægløsningstests i morgen."

December: Første lørdag: "Nå, du er til julefrokost for første gang uden barn? Jaja, vi prøver også, men ægløsningstestene siger, der ikke er bid overhovedet, så vi skal jo nok til at prøve at få noget hjælp... Men hey, skål!" To dage efter: "Tjah, jeg er så frygtelig træt for tiden. Men nu har jeg da heldigvis fået sagt op på det dumme stress-arbejde, så jeg holder vel snart op med at tabe håret." En uge efter: "Skat, er det dig, der kører i dag? Skål!" Dagen efter: "Ømm skat, den her graviditetstest har altså også en svag stribe..." Ugen efter: "Siger du, det nok er sket første torsdag i måneden, doktor? Hmm..."

Januar: "Altså skat, nu har jeg også sagt det til mor. Jeg VED godt, vi har aftalt at vente til efter scanning, men jeg kan bare ikke forestille mig, der er noget galt med barnet."

Februar: "Hvad mener du, for tyk nakkefold? Down's syndrom? Men kan barnet ikke bare være en tyksak? Fuck, fuck, FUCK" 5 dage senere: "Hallo? Okay, jeg sidder ned. Ingen Down's? Åh tak, tusind tak. Var der noget med, jeg kunne spørge om kønnet? EN PIGE? ÅH TAK, TUSIND TAK!!!"

Marts: "Hva'? Ja, undskyld, men jeg har bare hele tiden propper i ørerne."

April: "Skat, har du ikke hørt fra banken endnu, om de godkender lånet til ombygningen? Nå, vi må hellere komme til hjerte-scanning."

Maj: "Hej McD-medarbejder. Det sædvanlige, tak. Og lad mig også få to cheeseburgers to go." Dagen efter: "Hej jordemoder. Nåh, det er plukveer, føles de sådan?" Dagen efter: "Hej håndværkere. Jaja, I kan bare bruge toilettet, her er husnøglen."

Juni: "Hej jordemoder-vikar. Nej, den ækle sukkerbelastningstest viste ingen graviditets-sukkersyge, men jeg synes, maven er vokset så voldsomt siden sidst. Hvad siger du, er hun vokset 2 kilo på 4 uger, er det normalt midt i graviditeten? Nej vel? Siger du, hun nok kommer til at veje 5 kilo? Øhm, det kan jeg ikke overskue, nyt spørgsmål: Tror du, den her kløe holder op, så jeg kan bruge alle de ventebukser, som går op over maven?"

Juli: "Hej håndværkere. Mener I virkelig, at vi udover den nye tilbygning og de nye vinduer også skal have hele soveværelset revet ned for at få fugten ud af væggene? Ja, men så må vi jo flytte sengen op i stuen - det er jo bare for en kort periode." Senere samme dag: "Skat, pas på, hvor du træder, det der dumme Karpal-tunnel-syndrom har fået mig til at tabe et par glas på gulvet igen."

August: 1/8"Nej moster , jeg er ikke gået over tid, der er stadig en lille måned til termin." 8/8 "Skat, vågn op, jeg synes, de her plukveer føles anderledes, måske er det nu..." 15/8 "Skat, hvad nu, hvis vandet går i bilen/stolen/offentligheden/sengen? Hvordan gør man rent efter det?" 25/8 "Hej jordemoder, ja, terminen var i går Næh, jeg har det fint, ingen kvalme, hovedpine, trykken for brystet eller ondt i maven... Svangre-ambulatoriet i morgen? Ja, det kan jeg da godt." Dagen efter: "Hej mere-nyt-sundheds-personale. Selvfølgelig må I tage en blodprøve, jeg er ved at være vant til det. Svangerskabsforgiftning? Nå men det er der vel så mange, der får. Jaja, jeg er hjemme hele dagen, I kan bare ringe." Samme eftermiddag: "Hallo vagthavende-læge-på-fødegangen. Sættes i gang? Kan jeg nå at spise aftensmad? Okay, vi ses om to timer." Samme aften: "Hej samme læge. Kejsersnit? Men jeg er jo allerede sat i gang... Jaja da. Hvis det ikke kan være anderledes." Samme nat:"Nej, kejsersnit-team. Jeg kan ikke bare lige løfte mig selv til siden, for jeg kan ikke støtte på hænderne pga. K-T-syndromet, det klør stadig som bare pokker overalt, jeg kan ikke orientere mig i rummet for propperne i ørerne, og nu er jeg også vildt bange for, hvad der skal ske, fordi jeg ikke har læst på nettet om hverken kejsersnit eller svangerskabsforgiftning..." Et kvarter senere: "Hov, det var hurtigt. Næææh, hvor er hun fin!"

September: 1 uge gammel: "Godt at være hjemme igen, skat. Har håndværkerne sagt noget om, hvornår de er færdige med tilbygningen? Det er da også hyggeligt nok at sove i stuen, men hvornår mon radiator, gulvtæppe, dør osv. kommer til soveværelset?" 2 uger gammel: "Skat, vil du hjælpe mig, jeg kan ikke få rigtigt fat på hende pga. K-T-syndromet." 2,5 uge gammel: "Av for fanden, lille skat. Tag nu rigtigt ved den brystvorte." 3 uger gammel: "Gad vide, hvornår jeg kan finde ikke-vente-tøj frem..."3,5 uge gammel: "Hej nye-gæster-for-13.-dag-i-træk. Jaja, hun er nem. Nej, jeg kan stadig ikke kende forskel på sult-, ble- og træthedsgråd. Gad vide, hvornår hun bliver glad for at ligge i slynge?" 4 uger gammel: "Nej mor, jeg kan ikke lige komme til Vestjylland, for jeg må stadig ikke køre bil pga. kejsersnittet."

Oktober: "Jeps doktor. 5 uger og hun er fantastisk, og jeg er GLAD for at måtte køre bil igen. Men hvornår går K-T-syndromet væk?" 6 uger gammel: "Okay skat, så er der kun udendørs ting tilbage til håndværkerne. Så må vi jo klare resten af det indendørs en dag ad gangen. God dag på arbejde, og vi ses en gang i aften, når du har sat spejle/knager/højtalere/reol op" 7 uger gammel: "Appetitspring? Men burde der så ikke komme mere mælk, når jeg har ammet hver time i en uge?" 8 uger gammel: "Se, skat, hun griner til os!"

Genesis

Efter at være blevet blog-junkie (ja, det overskygger faktisk Facebook), har jeg besluttet, at det må være noget, jeg også kan. Trine sagde: "Nåmen, hvad skal din blog så handle om?" - og jeg må indrømme, at det ved jeg ikke endnu. I'll make it up, as I go, går jeg ud fra.

Det, der fylder lige nu, er min spritnye status som mor til Mea samt til-barsel-hørende tanker om mine to store arbejdsområder: kor og børnerytmik. Andre titler som sang- og klaverlærer, husmor, hustru, datter, nørd u.s.w. kommer der jo nok også pip fra indimellem - og hvem ved, måske finder man også med tiden eksempler på kreativitet herinde, musikalsk som håndarbejdsmæssig...

Dette første indlæg skal da også have en historie:

Jeg er en dårlig mor.
I virkeligheden har jeg fået alt, som jeg ønskede det: Den skønneste unge med alle ting på rette plads, til rette tid, med godt sovehjerte, glubende appetit og de smukkeste øjne. Og alligevel valgte jeg i går aftes at gå mod alle anbefalinger og give hende modermælkserstatning, selvom hun kun er 7 uger gammel. Hun er ikke for tynd og hun skriger ikke 6 timer ad gangen, men de sidste par uger er hun blevet mere og mere sulten, og ikke mindst er hun blevet mere og mere højrøstet hidsig over at være det. Og nu har hun også fået en formiddagsflaske...
Jeg forsøger at retfærdiggøre mit valg med, at det er synd for barnet, at hun skal være så sulten, at hun græder fra det øjeblik, hun slipper brystet og til tider også, mens hun ligger der. At jeg HAR prøvet at oppe produktionen. At hun spiser HELE portionen og bagefter virker glad og har ro til alle de smil og små, sjove lyde, som de andre børn i min mødregruppe har brilleret med de sidste par gange. At jeg også selv bliver forarget, hvis aftensmaden kun består af to vandede kartofler...
Men i virkeligheden kan jeg jo kun gisne om hendes sultniveau og om, hvornår mælkefabrikken får justeret udbud til efterspørgsel, så faktisk handler det nok mere om min egen følelse af ikke at slå til. Milk-wise, men også fordi jeg mister glæden ved at have hende i favnen, når hun aldrig virker helt tilfreds - den gode mor bør elske at amme, også hver hele og halve time (siger overdommeren). Desuden bør den gode mor ikke gå og bekymre sig om, om resten af hendes liv kommer til at hænge sammen igen, for når man er på barsel, handler det om nu og her og om barnet, bestemt ikke morens fremtid og karriere (siger o.d.), så derfor bør hun ikke tænke fremad til næste gang, barnet skal passes af far eller farmor, så moren kan udleve sit voksenliv (i dette tilfælde: afholde kor på trods af baby), og moren bør i hvert fald ikke velkomme, at MME gør alting nemmere, for det skal ikke være nemt at være nybagt mor - det vidner alle net-opslagene på "amning" om.
Kun ét sted på nettet (som jeg bruger til alle barsels-hverdagens tusind tvivlsspørgsmål) var der en anerkendelse af dette valg, nemlig på netsundhedsplejerske.dk (som til gengæld også er mit yndlingssted). Så jeg klamrer mig til Helens ros til en anden mor om, at det er godt at lytte til sit barns behov fremfor slavisk at følge de officielle råd.
men jeg er stadig en dårlig mor, for den anden mors barn tog ikke nok på...