Shh

Jeg sidder i min stue med stearinlys og kaffe og NYDER vejret - husbond har fået bilen i dag, for det ville alligevel være synd, hvis han blæste væk. Og jeg er helt stille, for det yndige barn sover indenfor i dag, og jeg er i den grad røget i fælden med, at der skal være ro, når hun sover... Der ligger en ordentlig bunke indlægskladder og venter på at få billeder klistret ind, men billederne ligger på den store computer i det rum, hvor Mea sover, så nu benytter jeg lejligheden til at komme med endnu et tørt stykke tekst.

Jeg har to opgaver i dag: jeg skal skovle sne, og jeg skal have en enkelt elev. Jeg ved godt, hvilken opgave, jeg glæder mig mest til, for eleven er både dygtig og godt, modent selskab, selvom hun kun er 14 år. Da jeg var 14, var jeg stadig barn, selvom jeg gik i 7. klasse, brugte makeup og eksperimenterede med at blande øl og forhåndenværende sprit, når jeg besøgte "den slemme veninde". Nok var jeg (som nævnte elev) høflig overfor andre, jeg var også (som nævnte elev) videbegærlig, men jeg havde ikke fx. (som nævnte elev) en holdning til de ting, jeg fik for i skolen eller til klaver.
Nogle gange tænker jeg på, om jeg egentlig er blevet sådan rigtig voksen endnu. Jojo, jeg tager ansvar for mine arbejdsopgaver, bor i hus, fungerer vist ok som mor og en masse andre voksen-ting, men jeg er altså skræmmende god til at kommunikere på lige fod med børn ;-) Og holdninger - tjah, det nys overståede kommunalvalg viste mig, at det stadig er lidt diffust for mig.

Måske er det heller ikke nu om dage så vigtigt at være "rigtig voksen". Eller også er det min barndoms voksne forbilleder, som har haft for få muligheder for at bevare barnet i sig... Jeg syntes i hvert fald, de voksnes liv så uendeligt kedeligt ud. Arbejde var måske nok tilfredsstillende, men det var ikke noget, man gik rundt og grinede til dagen lang.

I denne søde barselstid har jeg undladt at holde pause som korleder (og sololærer) med den klausul, at hvis barnet krævede min opmærksomhed, var hun første prioritet. Det har fungeret upåklageligt. Til dels fordi jeg har verdens bedste svigermor, som er troppet op to aftener om ugen hele efteråret og har passet Mea og taget det sure med det søde. Der er ingen tvivl om, at Mea ved, hvem hun er, og hvor grænserne går... og når disse grænser så er blevet overskredet, har jeg kunnet gå ti skridt fra musikrum til privat bolig og tage over. Mine kor har til gengæld været tvunget til at tage mere ansvar for både de få øveaftener, hvor svigermor skulle noget andet, og de koncerter, hvor jeg ikke kunne stå foran og vifte med armene. Resultatet er overraskende tydeligt. Begge kors julekoncerter har sprunget forventningskurven i både det rent lydlige og i hele attituden som optrædende helhed. De er smukke, frie og selvstændige, og jeg fortryder helt, at jeg ikke langt tidligere har sluppet tøjlerne lidt og ladet dem selv være den kritiske røst.

Så hvad nu, hvor jeg går på decideret deltidsbarsel og flere dage om ugen skal ud af huset og undervise? Kan vi bibeholde den legende tilgang, eller falder jeg mon tilbage i diktatorrollen? Alene det, at jeg sidder her og formulerer spørgsmålet, burde kunne hjælpe os til at undgå det. Hvis jeg anerkender, at mine korister OGSÅ er voksne mennesker, som udvikler sig mere ved at blive inspireret end ved at blive ført, så kan jeg måske finde ud af at være "rigtig voksen" uden at være kedelig.

Og med hensyn til at skovle sne, så kan jeg jo bare rulle en snemand til sidst, så det ikke virker så meget som arbejde ;-)

Stavenørd 2

Som tidligere nævnt er jeg ret irriterende med det der med stavning. Men altså også med det talte ord. Jeg er heldigvis blevet bedre til at lade være med at korrekse folk på stedet, og så fortæller jeg bare husbond om det, når jeg kommer hjem. Eller endnu bedre: jeg skriver om det her på bloggen;-) I lørdags var jeg til julefrokost med de skønneste mennesker, nemlig mine kolleger på musikskolen. Sådan nogle er jo vant til at henvende sig til andre med en vis autoritet, og derfor tænker de nok også en del over at tale korrekt. Men ak, der er opstået en tendens i tiden til at tale overkorrekt i nogle sammenhænge, og der er man nok som underviser i stor fare for at adoptere sådan en tendens, for man vil nødig underminere sin fremtoning ved at snakke bondsk. Så:

"Han sagde til Børge og jeg, at..." - kan du kende den? Man ved som voksen, at det ikke hedder "Mig vil have mam", så "mig" er blevet et forbudt ord, men altså! Det er det jo ikke. Jeg er (trods min nørdede interesse) jo blot amatør, så måske er det forkert antaget, at tendensen er en afsmitning af engelsk, hvor man vist nok GODT kan sige "He said to Borge and I, that..." - der er i hvert fald nogle steder, hvor akkusativen opfører sig anderledes på engelsk end på dansk... Jeg hilser vidende kommentarer velkomne på dette punkt!

Og i samme boldgade: På TV2 Syd kører en reklame, hvor det kundgøres, at: "Audio Nova Hørecenter har hjulpet Poul Thomsen med sit høretab." Men det betyder altså ikke helt det, der må være intentionen. I ovenstående sætning har ANH's høretab på forunderlig vis hjulpet Poul Thomsen med et eller andet - måske et comeback som skærmtrold? Jaaah, han har sådan en dejlig stemme, og gad vide, hvilken hund, der har afløst Balder... Sig igen til, hvis jeg tager fejl. Jeg bliver da helt i tvivl, nu hvor jeg sidder og skriver det ned...
I Vestjylland, hvor jeg kommer fra, har dialekten pragmatisk nok afhjulpet problematikken om hans/hendes >< sin ved, at det simpelt hen hedder begge dele: "Kresten har tawn hans si høwder uj a æ kjøres" (=Kristian har taget sine køer ud af stalden) og "A har sjet æ røw å dens si unger" (=jeg har set ræven og dens unger). Så bondsk kan faktisk godt være smart!

Men én ting, jeg er helt sikker på (og her er vi tilbage ved julefrokosten), er, at det er helt galt, hvis Tine farede nogen som helst steder hen. Det er sådan noget, søer (altså voksne hun-grise) gør, når de får unger - ligesom koen kælvede, hesten folede osv. Mennesker enten fødte eller (som det som regel er tænkt) for!

En sidste ting, som ikke er en stave- eller grammatikfejl, men et ord, der har ændret klang for mig:
"Pænt"
Da jeg var lille, syntes jeg, at ordet "pænt" var noget af det mindst pæne, man kunne bruge. Jeg kunne slet, slet ikke forstå, hvorfor H.C. Andersen skrev i "Svinedrengen" (tror jeg nok), at "den er ikke bare smuk, den er pæn", for så var den jo helt klart grimmere og mere almindelig og kedelig, end hvis den var smuk.
Men i lørdags blev jeg opmærksom på, at jeg selv brugte ordet som det mest positive tillægsord, jeg kunne finde om noget kunst, jeg havde tjekket ud på Nettet. Og jeg undrede mig. Men jeg tror, det (udover at "pænt" måske er blevet moderne igen - i hvert fald bruger den supertjekkede Julia Lahme også netop dette ord) kan være, alle andre ord bliver for højrøvede? Hvis noget er pænt, så er det godt og gedigent i orden, det har en lækker fremtoning uden at være prangende. Smuk, yndig, køn, - alle har en tuttenuttet konnotation, hvorimod "pæn" godt kan have hjerne...

Nå, nok for nu, jeg skal have mit yndige (!) barn pakket om, så vi kan komme afsted til rytmik og synge søde sange.

Julen er nær (jubi)

Men selvfølgelig glæder jeg mig. Bortset fra en lille detalje (=rengøring) er jeg blevet uendeligt huslig af at gå på barsel. Selvfølgelig skal der derfor pyntes op, og selvfølgelig skal der tændes stearinlys og drikkes varme sager.

I denne uge er jeg bidt af en gal småkage, fordi der var én i min mødregruppe, som foreslog, at vi fem i gruppen kunne bage én slags hver og så bytte, så alle bliver kendt i deres (anden) omgangskreds som total juleoverskudsmor ;-)
Jeg var vist den eneste, som råbte "Ja, for fanden, du er så fuld af gode idéer!", så i weekenden granskede jeg en bagekogebog, jeg fik i gave for 5 år siden og aldrig har åbnet siden.

Jeg har en mor, som altid står i køkkenet, og vi piger har aldrig rigtig været inviteret med, så selvom jeg har spist småkager mindst tre gange om dagen hele min barndom, har jeg ikke selv lært at bage dem.
Men nu skulle det altså være, jeg fandt ca. ti slags, som så lækre ud på papiret (herunder et sikkert hit: finsk brød). Halvdelen skulle bages ved 200 grader, den anden halvdel ved 175. Så så kunne man vel bare køre fem igennem på samlebånd...

Skabe blev endevendt (mel tjek, sukker tjek, smør tjek, nelliker på forunderlig vis tjek, perlesukker køb, mere mel køb, hjortetaksalt køb (!) osv.), jeg foretog en ekspedition til Føtex kun med småkage-ingredienser for øje, og så skulle jeg bare vente på, at der opstod et par timer, hvor intet andet var planlagt.
De par timer kom så tirsdag aften efter kor. Mea gav op og lukkede øjnene kl. 22, og så var jeg klar.

Alt, hvad jeg skulle bruge, blev stillet frem, og jeg gik i gang med første slags. Men hov - efter en halv time var jeg stadig i gang med at samle dejen til første hold kager. Og så skulle de jo også trilles og skæres og trykkes og pyntes... Den hurtige beslutning blev at nøjes med to slags småkager i første omgang og så lade være med at rydde tingene væk, for så kunne jeg jo bare fortsætte dagen efter.

Ja, hurra, men fordi småkagerne ikke bagte sig selv, kom jeg først i seng kl. 2, og Mea var ligeglad og stod en time tidligere op, end hun plejer, og pludselig skulle vi afsted til mødregruppe og alt muligt andet, så den dag kom der ikke flere småkager. Men det gjorde der i dag. Heldigvis var der ikke forsvundet noget fra bordet siden første forsøg, og jeg kunne bare gå direkte til arbejdet, da Mea var puttet til formiddagslur.

I dag fungerede det med samlebåndet! Hver ingrediens blev vejet og gjort klar, inden det hele skulle blandes, og så tog det meget kortere tid!!
Kaffebrødene blev lige så lækre, som opskriften havde antydet, og det var ingefærkagerne såmænd nok også blevet, hvis jeg havde husket at komme sukker i ;-) Da det gik op for mig, hvad der var sket, talte jeg til en million og bestemte mig for, at den huslige kreativitet måske var bedre spenderet på vasketøjet..

Konklusionen er, at det er sjovt at bage småkager, det er endnu sjovere at spise dem, og hvis man har mere end fire slags liggende, så bliver man bare for tyk!

Julen er nær (gys)

Jeg kommer fra en stor, stor familie. Vi er fem søstre, de tre "store", hvis far døde, da de var små, og så os to "små" fra andet kuld. Jeg er nummer fire, otte år yngre end min yngste storesøster og dermed både et fjerdebarn og ældst ifølge søskenderækketeorien. Teorien kan give noget dels til éns forståelse af de mekanismer, der træder i kraft, når man er sammen med sine søskende og dels til accept éns egne børn og deres forskelligheder. Når det er sagt, er sådan en teori jo selvfølgelig umådelig firkantet, og man bør nok ikke hænge hele sin identitetsfølelse op på den :-) Der er et indlæg på Maminka, som hiver det lidt ned i øjenhøjde (dejlig, ny blog iøvrigt, både læsbar for forældre og folk, der bare har god smag:-))

Nå, men i hvert fald er der ikke noget tidspunkt på året, hvor søskendeteorien er så aldeles brugbar som til jul. Indtil i år har der i familiens skød været overvægt af barnløse søstre, men de to, der havde børn, var nu lige så meget fanget i mønsteret som os andre, og jeg har aldrig rigtig studset over det før nu. Jojo, jeg har da set, at de i hverdagen har et andet liv med en anden rolle end "søster nr. 1 og 3", men alt det suspenderedes åbenbart i helligdagene - ja, det andet liv forstærkede måske endda frustrationerne over at blive hevet tilbage til en situation, man syntes, man var vokset fra.
Jeg er derfor umådelig spændt på, hvordan mit lille nye mellemgenerationsvidunder spiller ind i julevirvaret... For hvordan er det med søskenderækken i anden potens, det ældste/fjerde barns børn?

Jeg blev moster første gang, da jeg var elleve, så mine niecer og nevøer føles lige så meget som søskende, som mine ældre søstre gør. Det er lidt mærkeligt at tænke på dem som Meas kusiner og fætre, for de er allesammen voksne eller tæt på at være det. Men det er jo dét, de er; de er små og har ikke selv gjort sig de erfaringer, vi "voksne" har, selvom det er lige oppe over, og trods det, at nogle er flyttet hjemmefra, vil jeg aldrig kunne slippe fornemmelsen af at være blevet lidt mere voksen, da jeg stod med de små, nye liv i armene for ca. 20 år siden. Jeg føler, at min nye status som mor hjælper mig til at stille skarpt på sådan nogle ting, men hvad med den anden vej? Ser min familie anderledes på mig nu? Er dette min mulighed for at slippe for rækkens åg? Eller bliver Mea blot set som et appendiks på min evige rolle?

Det er jo i hvert fald svært (og måske heller ikke ønskeligt) at se et nyt barn i éns egen familie som et individ helt uafhængigt af dets forældre og éns forhold til dem, og selvom Mea rykker rundt på hele min verden, er jeg jo heller ikke fundamentalt forskellig fra den Kristine, der jul efter jul har forsøgt at håndtere spøgelserne med desperat humor og mere eller mindre ægte empati i mødet med min egen og mine søstres forsøg på at bevare vores møjsommeligt opbyggede identiteter under vægten af la familias forudindtagethed.

Så hvad kan jeg gøre for mig selv og for mit afkom? Jeg kan selvfølgelig vælge at være ligeglad, da jeg ikke ser det meste af min familie særlig tit, og bare lade mønsteret køre videre. Eller jeg kan også holde igen med at æde druer og insistere på, at mit barn er sig selv og ikke et udtryk for mit behov for opmærksomhed. Mea er også smuk og elskelig, når hun er umulig og ikke så dygtig som fx. min ældste søsters ældste barn. Og jeg er ikke en dårlig mor, fordi jeg ikke gør tingene på samme måde som dem, der kom før mig.

Eller jeg kan lade helt være med at bekymre mig, fordi det ikke nødvendigvis er en konkurrence, og når min familie kommenterer på barnet (hvilket de uvægerligt vil gøre), behøver jeg ikke tage det som ladede meddelelser. Ligegyldigt om de er det eller ej. Hvis jeg kan finde ud af at lægge disse tanker fra mig ved at bruge bloggen som katalysator, får jeg måske en helt afslappet, smuk jul i år. Med den fred med min gamle familie, som min nye familie giver mig på alle andre tidspunkter på året...

Så på forhånd: Tak husbond, tak Mea og tak blog, fordi denne jul bliver starten på en ny tradition, hvor ingen behøver være perfekte for at nyde hjerternes fest.

Babyrytmik

På fredag bliver min lille store pige 3 måneder. Det er som regel den alder, der er skæringsdato for, hvornår man anbefaler at begynde til babyrytmik. Men Mea har i dag været afsted til rytmik for fjerde gang. Vi går på en musikskole, hvor jeg også er tilknyttet, og da jeg var nede for at vise barnet frem, blev jeg lokket til at prøve at begynde "før tid". Og ih, hvor var det et hit! Mea fulgte med i det hele med store øjne, og som kronen på værket sang hun med, da bamsen Nynne kom og sagde farvel til hende...

Det har hun ikke gjort siden, men jeg kan mærke, at hun allerede nu kan genkende de sange, vi også synger herhjemme. Hun følger fagter og rasleæg med øjnene, og hun vil, åh så gerne have fat i instrumenterne, men ak, motorikken er ikke så langt fremme som talen:-(

Det er uendeligt anderledes at være mor til rytmik end at være underviser, og jeg er lige så udmattet som min datter, når vi går derfra, fordi jeg hele tiden bearbejder indtrykkene på to plan - som den modtagende og agerende moder og som den planlæggende underviser. Jeg analyserer mine reaktioner på situationen og lagrer dem til senere brug, når jeg skal forsøge at sætte mig ind i, hvorfor forældre på mine egne hold reagerer anderledes, end jeg havde forventet, og jeg labber i mig af Dortes facon, for hun er bare så god og erfaren, og ungerne ELSKER hende.

Kreativiteten har været langt væk, siden jeg blev gravid, men nu kan jeg mærke, at det begynder at komme igen, ikke mindst på grund af disse inspirerende timer. Så jeg har skrevet en lille vuggevise til Mea, som jeg gerne vil dele med jer:

Den er til, når hun er lidt overtræt og helst vil falde i søvn hos mig. Så synger jeg den igen og igen (og igen, igen) og skifter det sidste "Mea" ud med fx. "ho'det" eller "foden" og stryger eller klemmer på det sted, jeg synger om, og som regel gør den kedelige rytme og dybe beliggenhed hende hurtigt døsig.

Den er til fri afbenyttelse, men bruger I den i offentligt regi, så sig lige, at det er mig, der har fundet på den :-)

"Intet nyt er godt nyt" eller "Her går det godt, send mere tid"

Jaja, jeg undskylder. Det er ikke for at spille kostbar, at jeg ikke lægger noget ud, jeg kan bare ikke få pudset tingene helt af.

De første par indlæg kom direkte på, skrevet inde i Blogspot, men så opdagede jeg, at datoen vistes som den dag, jeg var begyndt at skrive kladden og ikke den dag, jeg poster det (så det er ikke, fordi jeg ikke kunne regne ud, hvornår min datter blev 2 mdr.), så derfor fulgte jeg en mere erfaren bloggers råd og begyndte at skrive kladder i andre programmer.

Problemet er så bare, at jeg bliver for perfektionistisk - hvorfor fx. skrive "Billede kommer snart", når man bare kan vente lidt, indtil husbond har tid til at hjælpe med det tekniske, som man er for doven til at sætte sig ind i på egen hånd...? Desuden er jeg begyndt at gå til et hav af aktiviteter med Mea, og hvis jeg skal gøre noget ved indretningen, når husbond ikke er hjemme, så tager det jo også tid fra denne min nye ellers-yndlings hobby.

Anywho, her kommer et par teasers: jeg er i færd med at skrive et laaaangt indlæg om noget med indretningen af et hjem, når man ikke ejer æstetisk sans, et lige så langt om glæden ved at være mor, flere stavenørd-indlæg, jeg planlægger ét om sorg, og så kommer der forhåbentlig også nogle korte pip om noget sjovt eller noget andet en gang imellem...

Halloween i landsbyen

Min fantastiske mand og jeg er enige om, at vi i år har dummet os så ekstra meget til det tilbagevendende Halloween-ritual i vores lille landsby-samfund, at vi begge er nødt til at skrive om det.

Historien er kun sjov, hvis jeg løfter sløret for tidligere års fadæser også, så læn dig tilbage, find slikket (!) frem og glæd dig til nok en bekendelse fra det nordlige Århus.

I landsbyen findes en velfungerende beboerforening, og allerede få sommerdage efter, vi indtog vores hus med følelsen af endelig at være blevet voksne, dumpede en oversigt over arrangementer ind ad brevsprækken. "Halløj, hvor socialt og dejligt landsby-agtigt", tænkte vi. "Det må vi da sørge for at komme til altsammen!" Men ak, seddelen forsvandt på mystisk vis i vores ellers så velorganiserede indgangsparti, og det ene arrangement efter det andet kom vi først i tanke om, når vi cyklede forbi det på vej til spas alle mulige andre steder end i vores lokalsamfund.

I løbet af efteråret fik vi dog meldt os på landsbyens mailingliste og opdagede hjemmesiden, og da 31/10 nærmede sig, var vi på dupperne: Ingen invitationer andetsteds fra blev besvaret bekræftende, vi nærlæste beskeden om, hvorledes traditionen holdtes i hævd, vi satte vist endda vækkeuret, så vi kunne komme ud og se hyggelig Halloween-uhygge på det helt rette tidspunkt, og først på gåturen gik det op for os, at vi ikke selv havde investeret i en eneste lille lampe for at bidrage til arrangementet. Slukørede luskede vi hjem, mens vi forsøgte ikke at møde nogen, som kunne spørge os, hvor dog vores græskar var henne...

Året efter huskede vi så mange andre arrangementer, at Halloween blev glemt. Helt. Så da nogle børn ringede på døren for at få slik, var vi helt blanke. "Slik? Det er jo sådan noget, som overlever max 1 døgn i vores hus." Stik mod alle forventninger VAR der en pose kaffechokolader inderst i "slikskabet", og de tålmodige børn fik to hver ned i deres fælles pose. Da vi senere på aftenen kastede os over de resterende chokolader, viste det sig desværre, at de - ud over at være dårlig, mørk chokolade - var blevet for gamle, så nok engang gik vi et par uger rundt med oprullede kraver og bortvendte blikke af frygt for at blive lynchet af de stakkels børns forældre. Der har dog ikke været nogle chokoladerelaterede dødsfald, og vi slappede af igen omkring juletid.

Næste år SKULLE det lykkes. Vi købte store smukke græskar i god tid, der blev fundet skabeloner til uhyggelige græskarhoveder frem, opskrifter på mad med græskar blev også gransket, så intet skulle gå til spilde, alt var klappet og klart, men da vi så sad på dagen og ville i gang med at kreere de flotteste græskar, landsbyen nogensinde havde set, viste det sig, at vi ikke havde de rette redskaber. Vores almindelige knive og skeer var helt forkerte til opgaven, og græskarrene blev forfærdelig grimme. Hullede fremfor udhulede, mugne i stedet for smukke, kiks og ikke kitsch. Ikke engang maden kunne vi komme til at nyde, for græskarrene var blevet for gamle, og indmaden lugtede dårligt :-(

Sidste år mente vi så, vi havde lært det: Husk at købe slik, lav græskarret med det samme, så indmaden kan blive til god, nærende suppe og tærte samt hav ordentligt grej. Jojo, pæne græskar kom der ud af det, men men men... Efter blot få dages vejr og vind og måske også evig fyrfadslys-påvirkning faldt de sammen, og selve den 31. lå der nogle slatne, orange bunker i stedet for de frygtindgydende monstre, der blot få dage tidligere havde prydet vores indkørsel.

Anyways, i år indså vi på forhånd, at planen om at købe græskar i sidste øjeblik var dødsdømt (da vi i går stod lige bag en mand, som fik at vide, at græskarrene var udsolgt), så vi bestemte os altså for at være pragmatiske: I Silvan kan man købe keramikgræskar, som ingen bliver narret af, men som der heller ikke er noget som helst besvær med. I Aldi koster 300 g slik ingenting, og det er ligemeget, at hygiejnen i butikken virker mangelfuld, for slikket er Matador-mix og pakket i forvejen og bliver aldrig for gammelt! Vi har oven i købet investeret i olielamper siden sidst, så der var lagt i kakkelovnen til den fejlfrie Halloween.
Slikket blev retfærdigt fordelt i små, rød- og hvidstribede poser og stillet frem på trappen lige inden for hoveddøren, de falske græskar blev forsynet med lys og dekorativt strøet ud over indkørslen og olielamperne sat i perfekt afstand af hinanden. Klokken 18.25 (en time og fem minutter før det officielle gå-tidspunkt) var barnet også pakket og klart til en gåtur med et andet sæt forældre + 1 barn. Men så begyndte det at gå galt. Barnet bestemte sig for at være underfodret og måtte hastebehandles. Alle lys og lamper var gået ud - lysene, fordi Silvans nemme fake-græskar ikke holder selv den blideste vind ude (meget favnende, men ikke spor praktisk). Hurtigt blev alle græskar vendt, så den mindst hullede side vendte mod vinden, og lysene blev gentændt. Lamperne, til gengæld, var slukkede, fordi de alle var løbet tør for olie. Og ingen kunne huske, hvor der var mere. Efter febrilsk ledning fremskaffedes dog nok til at få lys lige til resten af aftenen, og den lille familie styrtede hektisk ud ad døren.
En smule stolte over ikke at være mere end 10 minutter forsinkede mødte vi de andre, som havde nøjedes med ét Silvan-græskar, og glade travede vi afsted. Mange steder var der smukt ornamenterede friske græskar (jeg ved nok, hvem der er skyld i, at vi ikke fik nogen), men vi så også rigtig mange af keramik. "De er nu så harmoniske. Næh, og det dér er glaseret, det er da pænt," sagde vi. Da vi så havde beundret det meste af byen, lod vi den anden familie invitere os på kaffe. Aldeles ikke-uhyggeligt, men til sidst løsrev vi os, og først, da vi havde været hjemme et stykke tid, gik den grufulde sandhed op for os: Vi havde siddet i et andet hus og drukket kaffe på det tidspunkt, hvor vi skulle give slikket ud! Dér stod alle poserne stadig på trappen og grinede ad os. Ej heller havde vi sørget for at få olielamperne med ud, da vi fløj ud ad døren, så de stod også stadig indenfor. Og naturligvis var græskarrene gået ud. Igen. Derfor havde vi heller ikke tænkt over dem, da vi kom hjem, for vi kunne slet ikke se dem i mørket.
Af alle de kiksede Halloweens var dette dog den kiksedeste. Men i det mindste kan jeg drukne min selvskuffelse i udmærket slik, pakket i handy poser...

Stavenørd

Ja, det er ikke indlægget om moderhedens glæder, den må du have til gode...

Jeg er ét af de der arrogante mennesker, som altid retter andre, og som enten forarges eller fniser over stavefejl og forkert brug af ord. Ikke mindst på nettet er der gode muligheder for at lære forkerte stavemåder og grammatik - lad mig blot sige: "prøv med prøver" + "lægge æg og ligge lig". Det er jo et sprængfarligt emne, som jeg ved optager de fleste (not), så jeg er selvfølgelig klar over, at diverse stave- og kommafejl på denne blog fra nu af pr. definition er okay at spotte med højlydt latter.

Af mine yndlingsfejl kan nævnes:

"A capella" - (korrekt: "a cappella"). "Capella" er navnet på en stjerne, og selvom store komponister som Poulenc kan finde på at kalde deres kor-kompositioner for noget med capella, så burde de retteligen have haft kontakt med mig, før de udgav noget, for "a cappella" ER den korrekte stavning for den fine (og hurtige) måde at sige "vokalmusik uden instrumental ledsagelse". Det er afledt af et udtryk, som betyder "i kapellet" fra dengang, kor udelukkende sang dér :-)

"Kan du dufte det?" - nej, for at dufte er en passiv handling. Men kan dufte af noget, men ikke til noget. Der er man nødt til at lugte. "At lugte" er iøvrigt neutralt, så det er kun dét man kan gøre godt eller dårligt. "At dufte" er simpelt hen at lugte godt, så det hedder ikke "at dufte godt". Man siger jo heller ikke, at noget stinker dårligt, vel?

Og et kuriosum, som jeg lige har hørt: "No mere, no bedre" - nej, vel?

For ikke at poste et lige så langt indlæg som sidst, vil jeg gemme andre yndlinge til senere fornøjelig læsning. Hav en god dag, og formulér dig korrekt ;-)

The whole truth and nothing but the truth - cirka

Advarsel!!
Dette indlæg kommer til at afsløre nogle af alle de ting, der ikke stod i reklamen for at blive gravid, så hvis du planlægger at reproducere dig og ikke er jævnt hårdfør, så STOP! Læs næste indlæg, som kommer til at handle om, hvor skønt det er at være blevet mor, når først man accepterer, at heller ikke det nødvendigvis altid udelukkende stemmer overens med lyserøde forventninger og booster ens selvbillede.

I morgen er min datter 2 mdr. gammel, buttet og lækker og et mirakel, også når hun brøler (for det gør hun. Jojo, der sidder en stor, dyb soulstemme i det barn). Foto: Trine

Her kommer så en omfattende måneds-citat-kalender, som starter for ca. et år siden.


Oktober: "Hej piger. Hvor er det fedt at blive inviteret med på sangskriver-weekend. Skål." Dagen efter: "Jeg synes, vores sang skal handle om det mirakel, det er at have fundet den rigtige livsledsager." Lidt senere: "Jeg synes, vores sang skal handle om, at man savner sin kæreste og vil tage et hvilket som helst transportmiddel for at være sammen igen." Dagen efter: "Og jeg synes så, at vores sang skal handle om en mors stolthed over, at hendes datter vokser op og bliver et stærkt individ." Dagen efter: "Hej skat, prøv at høre de her sange, vi har fået skrevet. Skal vi ikke prøve at blive gravide?"

November: "Åh skat. Menstruation IGEN. Men vi holder da fast i beslutningen om, at hvis det ikke lykkes naturligt, så orker vi ikke at prøve at få hjælp, ikke? Jeg køber nogle ægløsningstests i morgen."

December: Første lørdag: "Nå, du er til julefrokost for første gang uden barn? Jaja, vi prøver også, men ægløsningstestene siger, der ikke er bid overhovedet, så vi skal jo nok til at prøve at få noget hjælp... Men hey, skål!" To dage efter: "Tjah, jeg er så frygtelig træt for tiden. Men nu har jeg da heldigvis fået sagt op på det dumme stress-arbejde, så jeg holder vel snart op med at tabe håret." En uge efter: "Skat, er det dig, der kører i dag? Skål!" Dagen efter: "Ømm skat, den her graviditetstest har altså også en svag stribe..." Ugen efter: "Siger du, det nok er sket første torsdag i måneden, doktor? Hmm..."

Januar: "Altså skat, nu har jeg også sagt det til mor. Jeg VED godt, vi har aftalt at vente til efter scanning, men jeg kan bare ikke forestille mig, der er noget galt med barnet."

Februar: "Hvad mener du, for tyk nakkefold? Down's syndrom? Men kan barnet ikke bare være en tyksak? Fuck, fuck, FUCK" 5 dage senere: "Hallo? Okay, jeg sidder ned. Ingen Down's? Åh tak, tusind tak. Var der noget med, jeg kunne spørge om kønnet? EN PIGE? ÅH TAK, TUSIND TAK!!!"

Marts: "Hva'? Ja, undskyld, men jeg har bare hele tiden propper i ørerne."

April: "Skat, har du ikke hørt fra banken endnu, om de godkender lånet til ombygningen? Nå, vi må hellere komme til hjerte-scanning."

Maj: "Hej McD-medarbejder. Det sædvanlige, tak. Og lad mig også få to cheeseburgers to go." Dagen efter: "Hej jordemoder. Nåh, det er plukveer, føles de sådan?" Dagen efter: "Hej håndværkere. Jaja, I kan bare bruge toilettet, her er husnøglen."

Juni: "Hej jordemoder-vikar. Nej, den ækle sukkerbelastningstest viste ingen graviditets-sukkersyge, men jeg synes, maven er vokset så voldsomt siden sidst. Hvad siger du, er hun vokset 2 kilo på 4 uger, er det normalt midt i graviditeten? Nej vel? Siger du, hun nok kommer til at veje 5 kilo? Øhm, det kan jeg ikke overskue, nyt spørgsmål: Tror du, den her kløe holder op, så jeg kan bruge alle de ventebukser, som går op over maven?"

Juli: "Hej håndværkere. Mener I virkelig, at vi udover den nye tilbygning og de nye vinduer også skal have hele soveværelset revet ned for at få fugten ud af væggene? Ja, men så må vi jo flytte sengen op i stuen - det er jo bare for en kort periode." Senere samme dag: "Skat, pas på, hvor du træder, det der dumme Karpal-tunnel-syndrom har fået mig til at tabe et par glas på gulvet igen."

August: 1/8"Nej moster , jeg er ikke gået over tid, der er stadig en lille måned til termin." 8/8 "Skat, vågn op, jeg synes, de her plukveer føles anderledes, måske er det nu..." 15/8 "Skat, hvad nu, hvis vandet går i bilen/stolen/offentligheden/sengen? Hvordan gør man rent efter det?" 25/8 "Hej jordemoder, ja, terminen var i går Næh, jeg har det fint, ingen kvalme, hovedpine, trykken for brystet eller ondt i maven... Svangre-ambulatoriet i morgen? Ja, det kan jeg da godt." Dagen efter: "Hej mere-nyt-sundheds-personale. Selvfølgelig må I tage en blodprøve, jeg er ved at være vant til det. Svangerskabsforgiftning? Nå men det er der vel så mange, der får. Jaja, jeg er hjemme hele dagen, I kan bare ringe." Samme eftermiddag: "Hallo vagthavende-læge-på-fødegangen. Sættes i gang? Kan jeg nå at spise aftensmad? Okay, vi ses om to timer." Samme aften: "Hej samme læge. Kejsersnit? Men jeg er jo allerede sat i gang... Jaja da. Hvis det ikke kan være anderledes." Samme nat:"Nej, kejsersnit-team. Jeg kan ikke bare lige løfte mig selv til siden, for jeg kan ikke støtte på hænderne pga. K-T-syndromet, det klør stadig som bare pokker overalt, jeg kan ikke orientere mig i rummet for propperne i ørerne, og nu er jeg også vildt bange for, hvad der skal ske, fordi jeg ikke har læst på nettet om hverken kejsersnit eller svangerskabsforgiftning..." Et kvarter senere: "Hov, det var hurtigt. Næææh, hvor er hun fin!"

September: 1 uge gammel: "Godt at være hjemme igen, skat. Har håndværkerne sagt noget om, hvornår de er færdige med tilbygningen? Det er da også hyggeligt nok at sove i stuen, men hvornår mon radiator, gulvtæppe, dør osv. kommer til soveværelset?" 2 uger gammel: "Skat, vil du hjælpe mig, jeg kan ikke få rigtigt fat på hende pga. K-T-syndromet." 2,5 uge gammel: "Av for fanden, lille skat. Tag nu rigtigt ved den brystvorte." 3 uger gammel: "Gad vide, hvornår jeg kan finde ikke-vente-tøj frem..."3,5 uge gammel: "Hej nye-gæster-for-13.-dag-i-træk. Jaja, hun er nem. Nej, jeg kan stadig ikke kende forskel på sult-, ble- og træthedsgråd. Gad vide, hvornår hun bliver glad for at ligge i slynge?" 4 uger gammel: "Nej mor, jeg kan ikke lige komme til Vestjylland, for jeg må stadig ikke køre bil pga. kejsersnittet."

Oktober: "Jeps doktor. 5 uger og hun er fantastisk, og jeg er GLAD for at måtte køre bil igen. Men hvornår går K-T-syndromet væk?" 6 uger gammel: "Okay skat, så er der kun udendørs ting tilbage til håndværkerne. Så må vi jo klare resten af det indendørs en dag ad gangen. God dag på arbejde, og vi ses en gang i aften, når du har sat spejle/knager/højtalere/reol op" 7 uger gammel: "Appetitspring? Men burde der så ikke komme mere mælk, når jeg har ammet hver time i en uge?" 8 uger gammel: "Se, skat, hun griner til os!"

Genesis

Efter at være blevet blog-junkie (ja, det overskygger faktisk Facebook), har jeg besluttet, at det må være noget, jeg også kan. Trine sagde: "Nåmen, hvad skal din blog så handle om?" - og jeg må indrømme, at det ved jeg ikke endnu. I'll make it up, as I go, går jeg ud fra.

Det, der fylder lige nu, er min spritnye status som mor til Mea samt til-barsel-hørende tanker om mine to store arbejdsområder: kor og børnerytmik. Andre titler som sang- og klaverlærer, husmor, hustru, datter, nørd u.s.w. kommer der jo nok også pip fra indimellem - og hvem ved, måske finder man også med tiden eksempler på kreativitet herinde, musikalsk som håndarbejdsmæssig...

Dette første indlæg skal da også have en historie:

Jeg er en dårlig mor.
I virkeligheden har jeg fået alt, som jeg ønskede det: Den skønneste unge med alle ting på rette plads, til rette tid, med godt sovehjerte, glubende appetit og de smukkeste øjne. Og alligevel valgte jeg i går aftes at gå mod alle anbefalinger og give hende modermælkserstatning, selvom hun kun er 7 uger gammel. Hun er ikke for tynd og hun skriger ikke 6 timer ad gangen, men de sidste par uger er hun blevet mere og mere sulten, og ikke mindst er hun blevet mere og mere højrøstet hidsig over at være det. Og nu har hun også fået en formiddagsflaske...
Jeg forsøger at retfærdiggøre mit valg med, at det er synd for barnet, at hun skal være så sulten, at hun græder fra det øjeblik, hun slipper brystet og til tider også, mens hun ligger der. At jeg HAR prøvet at oppe produktionen. At hun spiser HELE portionen og bagefter virker glad og har ro til alle de smil og små, sjove lyde, som de andre børn i min mødregruppe har brilleret med de sidste par gange. At jeg også selv bliver forarget, hvis aftensmaden kun består af to vandede kartofler...
Men i virkeligheden kan jeg jo kun gisne om hendes sultniveau og om, hvornår mælkefabrikken får justeret udbud til efterspørgsel, så faktisk handler det nok mere om min egen følelse af ikke at slå til. Milk-wise, men også fordi jeg mister glæden ved at have hende i favnen, når hun aldrig virker helt tilfreds - den gode mor bør elske at amme, også hver hele og halve time (siger overdommeren). Desuden bør den gode mor ikke gå og bekymre sig om, om resten af hendes liv kommer til at hænge sammen igen, for når man er på barsel, handler det om nu og her og om barnet, bestemt ikke morens fremtid og karriere (siger o.d.), så derfor bør hun ikke tænke fremad til næste gang, barnet skal passes af far eller farmor, så moren kan udleve sit voksenliv (i dette tilfælde: afholde kor på trods af baby), og moren bør i hvert fald ikke velkomme, at MME gør alting nemmere, for det skal ikke være nemt at være nybagt mor - det vidner alle net-opslagene på "amning" om.
Kun ét sted på nettet (som jeg bruger til alle barsels-hverdagens tusind tvivlsspørgsmål) var der en anerkendelse af dette valg, nemlig på netsundhedsplejerske.dk (som til gengæld også er mit yndlingssted). Så jeg klamrer mig til Helens ros til en anden mor om, at det er godt at lytte til sit barns behov fremfor slavisk at følge de officielle råd.
men jeg er stadig en dårlig mor, for den anden mors barn tog ikke nok på...