Jeg glæder mig

Sidste lørdag skrev jeg på min facebook status, at jeg glædede mig...
"Til hvad?" tænkte mange, men turde åbenbart ikke spørge. De havde nok regnet ud, at det ville blive til status-spam!
Så nu skal I høre:
Først til julefrokost lørdag med klassisk kor - mange drikkeviser senere fandt husbond og jeg ud af, man godt kan elske sit barn helt uden søvn i kroppen. Efter alle kvababbelserne over den rådne amning har jeg nu også fundet grund til at være glad nok for modermælkserstatning: hvidvin og genvunden energi.
Dernæst Meas genstart til babyrytmik mandag. Nu er hun pludselig blevet ganske stor på holdet, da alle de 1-årige eller lige-ved-og-næsten-1-årige er rykket op. Og jeg sidder og kigger på de nye babyer og tænker: "Aj, sådan nogle små nogle. De får da ikke noget ud af det, hva'?" Super prof, både mor og rytmiklærer...
Onsdag gensyn med min mødregruppe - nok er der kun gået to uger siden sidst, men det føles som en evighed, når nu de er så gode at være sammen med.
Så onsdag og torsdag min debut som barselsvikar på musikskolen. Uh, jeg er vild med at lave musik med de unger. Da jeg var gravid, blev jeg lidt forspist af andre folks børn, men det er heldigvis gået over igen, og jeg er tilbage med mit måske kendteste personlighedstræk: jeg elsker børn.
Torsdag aften var der koropstart for det rytmiske kor. Det var også dejligt, og jeg var glad for både at se og høre folk igen. Og det var skønt at have lavet lidt nyt arrangement, som vi tog fat på. Moderne, electronica soul/R'n'B, super udfordrende både for arrangør og kor.
Fredag tog jeg mig sammen og prøvede at fordrive postamningskiloene med en lang gåtur med barnevognen. Uha, jeg er glad for, vi er ovre nytårsforkølelsen (jeps, nytårsnat vågnede husbond og jeg i fremmed seng med sygt barn, to dage senere fulgte vi trop), så jeg tør smide Mea udenfor, selvom der er lidt koldt. Det må være et halvgodt tegn, at det ikke gør ondt i musklerne at have gået ud på landet og hjem igen, men blot i skinnebensseneskedehinderne (totalt yndlingsord, siden jeg lærte det på efterskolen, hvor alle havde det hele tiden).
Og i dag det aller-aller-fantastiskeste: babysvømning. Det startede egentlig sidste uge, men da var vi stadig for syge til at gå i vandet, så vi sad og svedte og var misundelige, men i dag var vi altså i. Mea er tosset med at være i bad og har været det fra day one, så husbond og jeg har været SÅ spændte på, hvor vild hun ville være med et rigtigt bassin. Hun var vild! Men den fedeste oplevelse var faktisk i omklædningen inden bassinet. Mea lå på sådan en skumgummí-bade-madras, og uden at tænke nærmere over det brusede jeg hende bare lige. Først da hun hvinede overrasket og frydefuldt, gik det op for mig, at hun aldrig har prøvet at blive bruset. Jeg er stadig helt ør af tanken om, hvor mærkeligt/eventyrligt, det må have været. Og dertil den næste tanke, at det jo er hele tiden, men bare tit så småt, at vi ikke lægger mærke til det. I den forløbne uge har hun fx. opdaget sine hænder som studieobjekter. Og snart er det mad. Og måske kan vi nå at kælke, inden sneen er væk... Uh, jeg glæder mig stadig!!