Åh ja, den lejlighedsvise blogger slår til igen

Jeg har oplevet SÅ meget siden sidst, både godt og skidt, så der burde være stof til mange indlæg – nu får vi se; sådan har jeg tænkt før, uden at det har resulteret i et mere jævnt flow her på bloggen…

Først noget godt: min lillesøster er blevet gift!! Den 16. oktober sagde hun og Monika ja til hinanden på Lemvig Rådhus. Jeg var ikke med til selve vielsen, da festen var uden børn, og husbond og jeg er noget pylrede over vores lille boute. Og også lidt hensyntagende til barnepigens stamina. Og måske savnede vi også barnet lidt på forhånd. Det var jo første gang, Mea skulle sove en hel nat uden hverken mor eller far i huset!!
Men barnepigen fås ikke bedre. Hun er indbegrebet af perfekt bedsteforælder, og Mea griner altid en halv time, når farmor træder ind ad døren – også selvom de har set hinanden flere gange på en uge. Så vi overlod hende i sin skønne farmors varetægt ud på eftermiddagen og drog mod vest.
I løbet af kort tid gik det op for os, at ingen af os kunne huske, hvornår vi sidst havde siddet ved siden af hinanden i bilen og bare kunne koncentrere os om os. Det plejer at se sådan ud, at én voksen kører, ét barn sludrer → pylrer → græder → hidser sig voldsomt op → bliver endelig lullet i søvn af bilens bevægelser + dén voksne, der desperat sidder på bagsædet ved siden af og leverer legetøj, sutter, frugt, sutter, kukke-bøh-er osv.
Så ahhh, to en halv times sludren om alt og ingenting, det var fantastisk!
Jeg ved, jeg har været i Lemvig før, for der bor et hav af mostre deroppe, men udsigten, da vi nåede frem, er åbenbart faldet ud af min hukommelse. Det var så smukt og romantisk et syn, så jeg helt ærgrede mig over, vi kun lige præcis havde tid til at tjekke ind på vores hotel og vaske det værste rejsestøv af os, inden vi skulle videre til Lomborg Forsamlingshus.
Og helt ærligt; den smukke udsigt blegnede fuldstændig i forhold til de to brude. Begge i brudekjole og slør, begge strålende af lykke og naturlighed: denne dag var bare perfekt.
Jeg kunne her skrive en liste over, hvor mange gange, jeg græd, men det er kedeligt, så i stedet kommer her teksten til den sang, jeg havde skrevet til dem:

Der var engang en vinterdag, som så mange andre
Mørkt og koldt, ubehag, to alene vandrer
Så står de der i festens larm og pluds’lig bli’r det tyst
Det blik, det ansigt, alt er lyst

Nu er dagen her, ingen kolde tæ’r
Men varme hænder, varme kys, sammen
Nu er dagen her, og der bli’r mange fler’
Forenet nu i kærlighed, sammen

Forår, sommer, efterår, farver alle blade
For dage blev til år, strålende og glade
Nu står I her og siger ja til det, den and’n ka’ gi’
Glæde, lykke, fantasi

Nu er dagen her, ingen kolde tæ’r
Men varme hænder, varme kys, sammen
Nu er dagen her, og der bli’r mange fler
Forenet nu i kærlighed, sammen

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, det er svært 1) at skrive på dansk, 2) ikke at have dualismen mellem mand og kvinde at slå på, 3) at finde balancen mellem lidt for specifik og lidt for klichéet. Men i og med, at begge brude græd (en del, men de smilede altså også), så lykkedes det vist ☺ Heldigvis var der allerede blevet holdt op til flere taler, som gav baggrundsviden nok til at kunne forstå historien i sangen.

Og vi dansede til langt ud på natten og blev kørt til hotellet af hele min storesøsters familie, og det var eventyrligt at vågne helt af os selv og spise morgenmad, som nogen andre havde tilberedt. Og da vi kom hjem, blev vi mødt af glad barn og farmor, som slet ikke var blevet trætte af hinanden.

Arbejdstyr

Jeps, så er det fredag, barnet afleveret for en kort bemærkning, forberedelser til næste uge stort set overstået, hus næsten pænt - it's time for da blogging :-)

I denne uge har jeg virkelig taget arbejdstyren ved hornene. Jeg har indset, at det er ALT for besværligt at skulle have mine opsparede barselsdagpenge udbetalt lige nu, fordi det lidt kræver, at jeg siger nej til alt, der ikke er de faste ugentlige timer. Fx. er der dukket et par workshopdage for randrusianske dagplejere op om halvanden måned, og det er bare lige det, jeg gerne vil - godt nok bliver de to arbejdsdage så på 12 timer, effektivt er jeg hjemmefra 15 timer, men jeg er helt sikker på, det er det værd. De to uger kommer jeg på fuldtid, selvom jeg kun har én time mandag og fredag; det er da meget godt!

Det andet horn er jeg næsten endnu mere stolt af: jeg har endelig taget mig sammen til at påbegynde maling af huset. De første to ture op i de tyndere luftlag med malerulle og -bakke i den ene hånd og hjertet i den anden var værst. Da benene transformerede tilbage fra gelé til gode gammeldags stolper, gik det ret hurtigt, og jeg opdagede, at hvis vi havde haft en altan på den side af huset, kunne jeg kigge ned i hele 5 haver.
Det eneste nedslående ved det er, at man ikke kan se noget endnu, fordi hele første tur over facaden bare var grunder. Så nu glæder jeg mig ligefrem til de næste stigebestigninger, for så er det med synligt resultat.

Og så er der barnet... På mandag bliver Mea 13 måneder, og også hun arbejder på højtryk. For tiden handler det rigtig meget om at gå, at tale og at bruge redskaber. På gå-fronten imponerer hun os dagligt - inden for den sidste uge har hun fundet ud af, hvordan man rejser sig midt på gulvet uden hjælp, så det er ved at være slut med frustrations-raseri-anfald over at sidde selv, for nu kan hun uden problemer rejse sig og vandre hen til CD-erne. Hmm, hun er især vild med de samme CD-er, som vi er lidt ømme over, så der ligger et omarrangeringsprojekt forude.
Ordene begynder så småt at ligne noget fra andre sprog end Meas eget. Mest dansk, men jeg er sikker på, at nogle af fraserne egentlig er finsk eller swahili, og vi bare er for indskrænkede til at svare. Det tydeligste ord er "Hej", som, hun har opdaget, giver god opmærksomhed fra alle - bortset fra Diva, vores kat og Meas store ulykkelige kærlighed. Til gengæld har hun (sandsynligvis i vuggestuen) lært ikke blot ordet "ae" men også handlingen, og den giver pote (høhø) hos Diva. Der går længere og længere tid, før katten bliver til en orm og sniger sig væk, og det er lige til at tude af glæde over, at de to små væsener lige så stille bliver venner.
Og redskaber. Mest tydeligt ved morgenbordet, hvor jeg i princippet burde kunne nå at spise selv, for ikke bare KAN Mea selv skovle grød ind nu, hun VIL også. Men jeg må indrømme, at jeg stadig bare sidder forelsket og observerer alle de finmotoriske spring, hun gør fra dag til dag. Knap så stolt er jeg, når de førnævnte CD-er bliver brugt til at pege (hårdt) på noget i fjernsynet...

Krea for både anima og animus

Husbond og jeg kan godt lide at kreere. Til tider bliver man helt stolt, men vi er også begge yderst blufærdige qua nettets mange dygtigere bloggere. Men sidste weekend begik vi begge noget hjemmelavet, som jeg gerne vil dele.

Her er førbilledet fra lørdag aften:


Husbonds projekt er alt det hvide, som er et hjemmedesignet puslebord, version 2. Første version blev udført i grim spånplade, så den kommer der ikke billeder af, selvom vi har brugt den i 4 måneder. Nå, men bordet står ovenpå badekarret - det eneste sted i huset, hvor der er god plads.

Her er det færdige resultat:












Og her kan man se, at barnet nyder, at spejlet er kommet helt på plads og at højden på bordet lige passer med uroen:



Men tilbage til førbilledet. På kassen ligger mit første strikketøj ever, som er fremkommet på baggrund af en opskrift. Som regel strikker jeg bare derudad og ser, hvad der kommer - og en sjælden gang imellem bliver det også til noget... Men faktisk så opdagede jeg hen ad vejen fejl i denne opskrift, og heldigvis nåede jeg at rette de fleste. Og som man kan se på næste billede, er der plads til at vokse i vesten.



Næste strikkeprojekt er påbegyndt: en kjole i flerfarvet strømpegarn med vesteopskriften som inspiration til bærestykket.