Arbejdstyr

Jeps, så er det fredag, barnet afleveret for en kort bemærkning, forberedelser til næste uge stort set overstået, hus næsten pænt - it's time for da blogging :-)

I denne uge har jeg virkelig taget arbejdstyren ved hornene. Jeg har indset, at det er ALT for besværligt at skulle have mine opsparede barselsdagpenge udbetalt lige nu, fordi det lidt kræver, at jeg siger nej til alt, der ikke er de faste ugentlige timer. Fx. er der dukket et par workshopdage for randrusianske dagplejere op om halvanden måned, og det er bare lige det, jeg gerne vil - godt nok bliver de to arbejdsdage så på 12 timer, effektivt er jeg hjemmefra 15 timer, men jeg er helt sikker på, det er det værd. De to uger kommer jeg på fuldtid, selvom jeg kun har én time mandag og fredag; det er da meget godt!

Det andet horn er jeg næsten endnu mere stolt af: jeg har endelig taget mig sammen til at påbegynde maling af huset. De første to ture op i de tyndere luftlag med malerulle og -bakke i den ene hånd og hjertet i den anden var værst. Da benene transformerede tilbage fra gelé til gode gammeldags stolper, gik det ret hurtigt, og jeg opdagede, at hvis vi havde haft en altan på den side af huset, kunne jeg kigge ned i hele 5 haver.
Det eneste nedslående ved det er, at man ikke kan se noget endnu, fordi hele første tur over facaden bare var grunder. Så nu glæder jeg mig ligefrem til de næste stigebestigninger, for så er det med synligt resultat.

Og så er der barnet... På mandag bliver Mea 13 måneder, og også hun arbejder på højtryk. For tiden handler det rigtig meget om at gå, at tale og at bruge redskaber. På gå-fronten imponerer hun os dagligt - inden for den sidste uge har hun fundet ud af, hvordan man rejser sig midt på gulvet uden hjælp, så det er ved at være slut med frustrations-raseri-anfald over at sidde selv, for nu kan hun uden problemer rejse sig og vandre hen til CD-erne. Hmm, hun er især vild med de samme CD-er, som vi er lidt ømme over, så der ligger et omarrangeringsprojekt forude.
Ordene begynder så småt at ligne noget fra andre sprog end Meas eget. Mest dansk, men jeg er sikker på, at nogle af fraserne egentlig er finsk eller swahili, og vi bare er for indskrænkede til at svare. Det tydeligste ord er "Hej", som, hun har opdaget, giver god opmærksomhed fra alle - bortset fra Diva, vores kat og Meas store ulykkelige kærlighed. Til gengæld har hun (sandsynligvis i vuggestuen) lært ikke blot ordet "ae" men også handlingen, og den giver pote (høhø) hos Diva. Der går længere og længere tid, før katten bliver til en orm og sniger sig væk, og det er lige til at tude af glæde over, at de to små væsener lige så stille bliver venner.
Og redskaber. Mest tydeligt ved morgenbordet, hvor jeg i princippet burde kunne nå at spise selv, for ikke bare KAN Mea selv skovle grød ind nu, hun VIL også. Men jeg må indrømme, at jeg stadig bare sidder forelsket og observerer alle de finmotoriske spring, hun gør fra dag til dag. Knap så stolt er jeg, når de førnævnte CD-er bliver brugt til at pege (hårdt) på noget i fjernsynet...

Stille hjemmefred

Husbond er inde hos sin bror til hyggeaften, en tradition, der er opstået for de to de seneste år. I fordums tider, hvor vi ingen børn havde, betød det en hjemvendende mand ud på morgenen, lugtende af destillering og uden en eneste fungerende hjernecelle et døgns tid efter - samt en ret irriteret kone. I aften forventer jeg at falde i søvn alene, men til gengæld vågne op til en dejlig, rolig weekenddag med en sikkert træt, men tilfreds ægtefælle, for vi er begge så småt ved at blive voksne og har aftalt, at en aften i byen ikke er ensbetydende med at drikke hårdt igennem.

Så her sidder jeg i min sofa med et sødt sovende barn i eget værelse (!) og flere afsnit af House og Private Practice parat til maraton, og for en gangs skyld er jeg ikke misundelig på min mands tætte forhold til sin bror. Som jeg skrev for et par dage siden, så lysner det - næste uge har jeg forårets sidste rytmiktimer, og korene er også på vej mod semesterslut. Mea og husbond og jeg var henne i vuggestuen i dag for at hilse på pædagoger og fortælle om hendes sove- og kostvaner, og på tirsdag tager hun sin far med til første time som institutionsbarn; derefter får jeg lov at følges med hende. Barnet viste stor interesse både for de andre børn og alt det spændende, nye legetøj, og forældrene fik et meget positivt indtryk af personalet og stedets vilje til at være en tryg ramme for vores lille boute.

Udsigten til inden for en overskuelig fremtid igen at kunne fordybe mig i timevis i mit arbejde gør mig bare så glad, at jeg nyder den sidste alenetid med Mea ekstra meget. Jeg har genvundet lysten til at være hjemme, og den har jeg virkelig savnet. Én af grundene til, jeg startede så tidligt på arbejde igen, var, at jeg var bange for at føle mig indespærret af barselssituationen, og det har da også været skønt at komme ud. Men da det viste sig at være nødvendigt at have planlagt, hvad der skulle ske, mens jeg var væk også, fordi husbond i princippet skulle sidde hjemme og arbejde, mens han passede Mea, og ikke bare kunne tage over med husholdning osv., så føltes det slet ikke så fedt at skulle afsted alligevel... Og heller ikke at komme hjem igen, hvis han havde haft en stresset dag... Indespærringsfølelse udvidet til Århus midtby.
Så når det allerede var lidt et martyrium at være den, der var hjemme hos barnet i dagtimerne, så forestil jer, hvordan det blev at være den, der blev hjemme, for at den anden kunne tage ud om aftenen! "Aj, hvor er I pylrede - hvorfor ikke have barnepige en gang imellem", tænker I nok, men Mea bliver i forvejen passet af andre de to aftener om ugen, hvor både husbond og jeg svæver ned i musikrummet og fylder verden med skønne toner sammen med vores to kor. Så den dårlige samvittighed over at overlade vores barn til andre ligger konstant og ulmer.

Men den følelse af at være spærret inde af forpligtelser og dårlig samvittighed over en gang imellem at foretrække voksent selskab, som ikke nødvendigvis udelukkende snakker om lortebleer og tigerspring, den må og skal holdes nede. Når det ikke kunne gøres alene ved at forlade hjemmet for at tage på arbejde, så må vi gøre en indsats for at se det positive i at aflevere vores barn i andres varetægt. Og jeg må gøre en indsats for at acceptere, at jeg har brug for mit arbejdsliv, og at jeg ikke kan holde ud at være hjemmegående mor, hvor højt jeg end elsker min dejlige unge. Og jeg må unde min mand at gøre ting for sig selv, for ellers slider vi allesammen hinanden i stykker med krav om nærhed og kærlighed og tresomhed 24-7. Jeg tror faktisk, det lykkes, for lige nu mærker jeg i hvert fald en fred, jeg ikke har følt længe...