mandag den 7. juni 2010

Sommerferieplaner

Nu er mit barn begyndt i vuggestue - næsten akkurat sammenfaldende med, at alle mine kor og hold holder sommerferie. Så hvad skal jeg dog bruge al den tid på? Well, et godt sted at starte kunne være totalrengøring. Her ser forfærdeligt ud. Men altså hey, det er jo ikke bare kedeligt, men også aldeles modbydeligt arbejde...
Næ, måske skulle jeg sætte to timer af dagligt til at få styr på de forskellige undervisningsmaterialebogsidéer, jeg har gået med i hovedet i årevis?
Der er én til voksenrytmik - et hjælperedskab til korledere og teenagesammenspilsledere, noget med hørelære uden helt at skulle kunne noder, at få kroppen i spil som hjælp til forståelse af forskellige genrer, og sådan noget. Den har spøgt siden 2006, så måske skulle jeg snart til at tage mig sammen.
Så er der jo selvfølgelig en masse rytmiksange, som er kommet til mig de sidste par år. For ikke så længe siden fik jeg konkret ros af en rytmik-bedsteforælder, som fandt min undervisning så eksemplarisk i flow, at hun måske ville sende sine pædagogstuderende med hovedfag i musik i praktik hos mig (nårh, så er man lige stolt i lang tid!). Så hvad med en bog om flow i småbørnsmusik-undervisning? Findes det? Der er masser af sangbøger, masser af lærebøger om det overordnet pædagogiske, man skal tænke på, masser af referencebøger til motorik, social læring, sproglig udvikling osv., men jeg synes ikke, jeg er stødt på noget, som direkte går ind og rådgiver i "limen" mellem sangene - i hvert fald ikke som hovedtema...
Og så kunne man jo også researche lidt på, hvordan man egentlig får udgivet sine bedste korarrangementer...

Godt, sommeren er reddet!

1 kommentar:

  1. Det er nogle vildt spændende tanker du har om de bøger. Hvis du beslutter dig for at gøre alvor af dem, lover jeg at stå for rengøringen! :-)

    SvarSlet