I virkeligheden har jeg ferie to uger endnu. Men husbond og Mea er begge tilbage i hverdagen, og nu føler jeg mig forpligtet til også at tage mig sammen. It sucks.
Barselsdagpengene er ophørt, og til min overraskelse skal jeg selv gøre noget for at få udbetalt de opsparede timer (320!) fra forårets deltidsarbejde. That sucks too. Måske skulle man bare skynde sig at blive gravid igen...
Jeg har ikke gjort en disse ved mine smukke drømme om at skrive - hverken her på bloggen eller de bøger, jeg synes, ligger i mig.
Jeg har ikke skrevet et eneste korarrangement, siden varmen satte ind. Jeg har ikke sorteret mine noder. Jeg har ikke planlagt semestret for hverken kor eller rytmikhold. Det eneste, jeg har taget mig sammen til, var at sige op i det ene af de rytmiske kor.
Jeg har ikke tabt mig, jeg har ikke lavet madplan for de kommende uger. Jeg har dog smurt Meas første madpakke i morges. For nu er hun blevet en stor pige, som de fleste dage skal være i vuggestue så længe, at hun skal spise medbragt eftermiddagsmad. Jeg savner hende allerede.
Jeg har ikke fået haven bragt i orden. Jeg har dog lagt fliserne på plads i forhaven (hvor de har ligget stablet siden oktober, da sidste års håndværkere måtte fixe en åben kloak), og vores ufattelig begavede vennepar, Jeppe og Elsebeth, har hjulpet med at lægge fliser og næsten få færdiggjort to terrasser i den ægte have. Men nu er husbond som sagt begyndt at arbejde igen, og ingen ved, hvornår vi så kan få lavet de ting, der mangler i det projekt...
Og nu har denne korte pamflet givet mig ondt i den finger, jeg forstuvede sidste uge, hvor Mea lige smittede mig med en øjenbetændelse, der gjorde, at jeg ikke så det bord, fingeren var på vej til at blive smadret på. Jeg har også ondt i lænden. Og lidt i den tand, som ikke kunne blive rodbehandlet færdig, fordi én af rødderne foretager et knæk, så det inderste af den skal opereres for at holde op med at gøre ondt. Og jeg har stadig lidt øjenbetændelse. Altså come on, it really sucks. Ynk.
Måske burde jeg spise morgenmad...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Sjovt at læse - ikke fordi det er så sjovt, men fordi jeg kender det så godt. Det med at det pludselig er d. 20. hvor man jo skulle have tabt 10 kilo, købt et hus og fundet på et nyt forskningpojekt og så videre og det eneste man kan sætte et flueben ved på 'to-do-listen' er at man i det mindste har fået købt den knaldrøde neglelank som har manglet alt for længe. Spørgsmålet er så om vi 1) har urealistiske ideer angående mulighed for projektstyring af eget liv eller om vi 2) mangler det rette redskab til denne projektstyring - f.eks. et mentalt rum, hvorfra vi kan betragte vores liv. Har ikke fundet svaret, men har dog føjet "begynd at meditere" på min to-do-liste og så må vi se om jeg har kan finde kontrolpanelet.
SvarSletTja, jeg var da realistisk nok til at droppe ud af universitetet, inden jeg skulle blive nødt til at erkende, at jeg ikke ville kunne få skrevet hverken speciale eller magisterafhandling - i og med, du er blevet ph.d. (og til lykke med det), så er du nok alligevel en anelse mere struktureret :-)
SvarSlet