Hverdagsglæde

Det er lidt pinligt, at det forrige indlæg har fået lov at stå alene i så lang tid, men det er jo, fordi hverdagen pludselig vendte tilbage - JUBI! Så fik jeg lidt travlt på den gode måde, og bloggen blev stuvet ned nederst på todo-listen.

Det er ikke noget nyt, at jeg har svært ved at administrere for meget fritid, såsom den lange sommerferie, der følger med mit fag - både da jeg var studerende på først universitetet og senere konservatoriet og nu, hvor jeg er ansat i musik- og aftenskole.
Så nu, hvor tiden er ordnet for mig i skema og ansvarskrævende arbejde, så er jeg glad igen. Mea har en kort dag om fredagen, så vi kan holde os på 35-timers modul, så længe, det varer (bliver afskaffet til nytår), så så kan jeg ikke nå at gå i gang med store projekter eller køre udenbys, inden hun skal hentes igen, og jeg håber, det betyder, at der kommer et ugentligt indlæg fra nu af :-)

Mine faste timer i løbet af ugen udgør kun ca. halv tid, men så er der til gengæld plads til at forberede mig til bunds til enkeltarrangementer som den korworkshop/teambuilding, jeg er blevet hyret til at forestå sidst på måneden. Det glæder jeg mig rigtig meget til - halvanden time med 30 mennesker, jeg ikke kender; det er spændende og lidt skræmmende, fordi jeg endnu ikke er inde i en rutine med den slags punktnedslagsarbejde. Men jeg har nogle idéer, som jeg går og ruger ud, inden jeg begynder at skrive dem ned...

Og hey, jeg har fået gjort lidt ved haven: der, hvor den ensomme buksbom står,
var der for kort tid siden en hel hæk, som nu er fordelt ud i verden - til Tim (forældre), Lemvig (lillesøsters svigerforældre), Hjorthede (storesøster 1) og Romalt (storesøster 3), og ikke mindst: til et bed 5 meter fra udgangspunktet, som der ligesom manglede i den nye "høje" terrasse.

Før:












Efter:




Forhåbentligt kan de fire buksbomplanter overleve flytningen, når nu de er genplantet i et bed, hvor der godt nok er en del sand fra terrasselægningen, men hvor der også er fin muldjord nede ved rødderne. Jeg havde tænkt, at de kunne stå i krukker, men i Plantorama så damen, jeg spurgte, helt forkert ud i hovedet, for, som hun sagde: "Hvis du gerne vil slå dem ihjel, så skal du endelig gøre det" med efterfølgende lang udredning om, hvor synd, det ville være. Tak, Plantorama-dame, du skubbede mig i den rigtige retning. Nu har jeg et bed, som gør, at der er lidt grønt og bevægeligt til at fange øjet fra både køkken- og badeværelsesvindue. Og som jeg kan stille andre ting i krukker op ad, uden at være heldagsangst over, om de nu bliver blæst ned over terrassekanten.
Jeg er klar over, at planterne står lidt hulter til bulter, men skal vi ikke kalde det charmen ved DIY?