I denne uge har jeg virkelig taget arbejdstyren ved hornene. Jeg har indset, at det er ALT for besværligt at skulle have mine opsparede barselsdagpenge udbetalt lige nu, fordi det lidt kræver, at jeg siger nej til alt, der ikke er de faste ugentlige timer. Fx. er der dukket et par workshopdage for randrusianske dagplejere op om halvanden måned, og det er bare lige det, jeg gerne vil - godt nok bliver de to arbejdsdage så på 12 timer, effektivt er jeg hjemmefra 15 timer, men jeg er helt sikker på, det er det værd. De to uger kommer jeg på fuldtid, selvom jeg kun har én time mandag og fredag; det er da meget godt!
Det andet horn er jeg næsten endnu mere stolt af: jeg har endelig taget mig sammen til at påbegynde maling af huset. De første to ture op i de tyndere luftlag med malerulle og -bakke i den ene hånd og hjertet i den anden var værst. Da benene transformerede tilbage fra gelé til gode gammeldags stolper, gik det ret hurtigt, og jeg opdagede, at hvis vi havde haft en altan på den side af huset, kunne jeg kigge ned i hele 5 haver.
Det eneste nedslående ved det er, at man ikke kan se noget endnu, fordi hele første tur over facaden bare var grunder. Så nu glæder jeg mig ligefrem til de næste stigebestigninger, for så er det med synligt resultat.
Og så er der barnet... På mandag bliver Mea 13 måneder, og også hun arbejder på højtryk. For tiden handler det rigtig meget om at gå, at tale og at bruge redskaber. På gå-fronten imponerer hun os dagligt - inden for den sidste uge har hun fundet ud af, hvordan man rejser sig midt på gulvet uden hjælp, så det er ved at være slut med frustrations-raseri-anfald over at sidde selv, for nu kan hun uden problemer rejse sig og vandre hen til CD-erne. Hmm, hun er især vild med de samme CD-er, som vi er lidt ømme over, så der ligger et omarrangeringsprojekt forude.
Ordene begynder så småt at ligne noget fra andre sprog end Meas eget. Mest dansk, men jeg er sikker på, at nogle af fraserne egentlig er finsk eller swahili, og vi bare er for indskrænkede til at svare. Det tydeligste ord er "Hej", som, hun har opdaget, giver god opmærksomhed fra alle - bortset fra Diva, vores kat og Meas store ulykkelige kærlighed. Til gengæld har hun (sandsynligvis i vuggestuen) lært ikke blot ordet "ae" men også handlingen, og den giver pote (høhø) hos Diva. Der går længere og længere tid, før katten bliver til en orm og sniger sig væk, og det er lige til at tude af glæde over, at de to små væsener lige så stille bliver venner.
Og redskaber. Mest tydeligt ved morgenbordet, hvor jeg i princippet burde kunne nå at spise selv, for ikke bare KAN Mea selv skovle grød ind nu, hun VIL også. Men jeg må indrømme, at jeg stadig bare sidder forelsket og observerer alle de finmotoriske spring, hun gør fra dag til dag. Knap så stolt er jeg, når de førnævnte CD-er bliver brugt til at pege (hårdt) på noget i fjernsynet...
Hvor er det dejligt at du er kommet i gang med at skrive igen! Og ikke mindst dejligt at få foreviget nogle af alle de ting, der sker med Mea for tiden i en anden form end bare billeder :-)
SvarSlet