Halloween i landsbyen

Min fantastiske mand og jeg er enige om, at vi i år har dummet os så ekstra meget til det tilbagevendende Halloween-ritual i vores lille landsby-samfund, at vi begge er nødt til at skrive om det.

Historien er kun sjov, hvis jeg løfter sløret for tidligere års fadæser også, så læn dig tilbage, find slikket (!) frem og glæd dig til nok en bekendelse fra det nordlige Århus.

I landsbyen findes en velfungerende beboerforening, og allerede få sommerdage efter, vi indtog vores hus med følelsen af endelig at være blevet voksne, dumpede en oversigt over arrangementer ind ad brevsprækken. "Halløj, hvor socialt og dejligt landsby-agtigt", tænkte vi. "Det må vi da sørge for at komme til altsammen!" Men ak, seddelen forsvandt på mystisk vis i vores ellers så velorganiserede indgangsparti, og det ene arrangement efter det andet kom vi først i tanke om, når vi cyklede forbi det på vej til spas alle mulige andre steder end i vores lokalsamfund.

I løbet af efteråret fik vi dog meldt os på landsbyens mailingliste og opdagede hjemmesiden, og da 31/10 nærmede sig, var vi på dupperne: Ingen invitationer andetsteds fra blev besvaret bekræftende, vi nærlæste beskeden om, hvorledes traditionen holdtes i hævd, vi satte vist endda vækkeuret, så vi kunne komme ud og se hyggelig Halloween-uhygge på det helt rette tidspunkt, og først på gåturen gik det op for os, at vi ikke selv havde investeret i en eneste lille lampe for at bidrage til arrangementet. Slukørede luskede vi hjem, mens vi forsøgte ikke at møde nogen, som kunne spørge os, hvor dog vores græskar var henne...

Året efter huskede vi så mange andre arrangementer, at Halloween blev glemt. Helt. Så da nogle børn ringede på døren for at få slik, var vi helt blanke. "Slik? Det er jo sådan noget, som overlever max 1 døgn i vores hus." Stik mod alle forventninger VAR der en pose kaffechokolader inderst i "slikskabet", og de tålmodige børn fik to hver ned i deres fælles pose. Da vi senere på aftenen kastede os over de resterende chokolader, viste det sig desværre, at de - ud over at være dårlig, mørk chokolade - var blevet for gamle, så nok engang gik vi et par uger rundt med oprullede kraver og bortvendte blikke af frygt for at blive lynchet af de stakkels børns forældre. Der har dog ikke været nogle chokoladerelaterede dødsfald, og vi slappede af igen omkring juletid.

Næste år SKULLE det lykkes. Vi købte store smukke græskar i god tid, der blev fundet skabeloner til uhyggelige græskarhoveder frem, opskrifter på mad med græskar blev også gransket, så intet skulle gå til spilde, alt var klappet og klart, men da vi så sad på dagen og ville i gang med at kreere de flotteste græskar, landsbyen nogensinde havde set, viste det sig, at vi ikke havde de rette redskaber. Vores almindelige knive og skeer var helt forkerte til opgaven, og græskarrene blev forfærdelig grimme. Hullede fremfor udhulede, mugne i stedet for smukke, kiks og ikke kitsch. Ikke engang maden kunne vi komme til at nyde, for græskarrene var blevet for gamle, og indmaden lugtede dårligt :-(

Sidste år mente vi så, vi havde lært det: Husk at købe slik, lav græskarret med det samme, så indmaden kan blive til god, nærende suppe og tærte samt hav ordentligt grej. Jojo, pæne græskar kom der ud af det, men men men... Efter blot få dages vejr og vind og måske også evig fyrfadslys-påvirkning faldt de sammen, og selve den 31. lå der nogle slatne, orange bunker i stedet for de frygtindgydende monstre, der blot få dage tidligere havde prydet vores indkørsel.

Anyways, i år indså vi på forhånd, at planen om at købe græskar i sidste øjeblik var dødsdømt (da vi i går stod lige bag en mand, som fik at vide, at græskarrene var udsolgt), så vi bestemte os altså for at være pragmatiske: I Silvan kan man købe keramikgræskar, som ingen bliver narret af, men som der heller ikke er noget som helst besvær med. I Aldi koster 300 g slik ingenting, og det er ligemeget, at hygiejnen i butikken virker mangelfuld, for slikket er Matador-mix og pakket i forvejen og bliver aldrig for gammelt! Vi har oven i købet investeret i olielamper siden sidst, så der var lagt i kakkelovnen til den fejlfrie Halloween.
Slikket blev retfærdigt fordelt i små, rød- og hvidstribede poser og stillet frem på trappen lige inden for hoveddøren, de falske græskar blev forsynet med lys og dekorativt strøet ud over indkørslen og olielamperne sat i perfekt afstand af hinanden. Klokken 18.25 (en time og fem minutter før det officielle gå-tidspunkt) var barnet også pakket og klart til en gåtur med et andet sæt forældre + 1 barn. Men så begyndte det at gå galt. Barnet bestemte sig for at være underfodret og måtte hastebehandles. Alle lys og lamper var gået ud - lysene, fordi Silvans nemme fake-græskar ikke holder selv den blideste vind ude (meget favnende, men ikke spor praktisk). Hurtigt blev alle græskar vendt, så den mindst hullede side vendte mod vinden, og lysene blev gentændt. Lamperne, til gengæld, var slukkede, fordi de alle var løbet tør for olie. Og ingen kunne huske, hvor der var mere. Efter febrilsk ledning fremskaffedes dog nok til at få lys lige til resten af aftenen, og den lille familie styrtede hektisk ud ad døren.
En smule stolte over ikke at være mere end 10 minutter forsinkede mødte vi de andre, som havde nøjedes med ét Silvan-græskar, og glade travede vi afsted. Mange steder var der smukt ornamenterede friske græskar (jeg ved nok, hvem der er skyld i, at vi ikke fik nogen), men vi så også rigtig mange af keramik. "De er nu så harmoniske. Næh, og det dér er glaseret, det er da pænt," sagde vi. Da vi så havde beundret det meste af byen, lod vi den anden familie invitere os på kaffe. Aldeles ikke-uhyggeligt, men til sidst løsrev vi os, og først, da vi havde været hjemme et stykke tid, gik den grufulde sandhed op for os: Vi havde siddet i et andet hus og drukket kaffe på det tidspunkt, hvor vi skulle give slikket ud! Dér stod alle poserne stadig på trappen og grinede ad os. Ej heller havde vi sørget for at få olielamperne med ud, da vi fløj ud ad døren, så de stod også stadig indenfor. Og naturligvis var græskarrene gået ud. Igen. Derfor havde vi heller ikke tænkt over dem, da vi kom hjem, for vi kunne slet ikke se dem i mørket.
Af alle de kiksede Halloweens var dette dog den kiksedeste. Men i det mindste kan jeg drukne min selvskuffelse i udmærket slik, pakket i handy poser...