Julen er nær (gys)

Jeg kommer fra en stor, stor familie. Vi er fem søstre, de tre "store", hvis far døde, da de var små, og så os to "små" fra andet kuld. Jeg er nummer fire, otte år yngre end min yngste storesøster og dermed både et fjerdebarn og ældst ifølge søskenderækketeorien. Teorien kan give noget dels til éns forståelse af de mekanismer, der træder i kraft, når man er sammen med sine søskende og dels til accept éns egne børn og deres forskelligheder. Når det er sagt, er sådan en teori jo selvfølgelig umådelig firkantet, og man bør nok ikke hænge hele sin identitetsfølelse op på den :-) Der er et indlæg på Maminka, som hiver det lidt ned i øjenhøjde (dejlig, ny blog iøvrigt, både læsbar for forældre og folk, der bare har god smag:-))

Nå, men i hvert fald er der ikke noget tidspunkt på året, hvor søskendeteorien er så aldeles brugbar som til jul. Indtil i år har der i familiens skød været overvægt af barnløse søstre, men de to, der havde børn, var nu lige så meget fanget i mønsteret som os andre, og jeg har aldrig rigtig studset over det før nu. Jojo, jeg har da set, at de i hverdagen har et andet liv med en anden rolle end "søster nr. 1 og 3", men alt det suspenderedes åbenbart i helligdagene - ja, det andet liv forstærkede måske endda frustrationerne over at blive hevet tilbage til en situation, man syntes, man var vokset fra.
Jeg er derfor umådelig spændt på, hvordan mit lille nye mellemgenerationsvidunder spiller ind i julevirvaret... For hvordan er det med søskenderækken i anden potens, det ældste/fjerde barns børn?

Jeg blev moster første gang, da jeg var elleve, så mine niecer og nevøer føles lige så meget som søskende, som mine ældre søstre gør. Det er lidt mærkeligt at tænke på dem som Meas kusiner og fætre, for de er allesammen voksne eller tæt på at være det. Men det er jo dét, de er; de er små og har ikke selv gjort sig de erfaringer, vi "voksne" har, selvom det er lige oppe over, og trods det, at nogle er flyttet hjemmefra, vil jeg aldrig kunne slippe fornemmelsen af at være blevet lidt mere voksen, da jeg stod med de små, nye liv i armene for ca. 20 år siden. Jeg føler, at min nye status som mor hjælper mig til at stille skarpt på sådan nogle ting, men hvad med den anden vej? Ser min familie anderledes på mig nu? Er dette min mulighed for at slippe for rækkens åg? Eller bliver Mea blot set som et appendiks på min evige rolle?

Det er jo i hvert fald svært (og måske heller ikke ønskeligt) at se et nyt barn i éns egen familie som et individ helt uafhængigt af dets forældre og éns forhold til dem, og selvom Mea rykker rundt på hele min verden, er jeg jo heller ikke fundamentalt forskellig fra den Kristine, der jul efter jul har forsøgt at håndtere spøgelserne med desperat humor og mere eller mindre ægte empati i mødet med min egen og mine søstres forsøg på at bevare vores møjsommeligt opbyggede identiteter under vægten af la familias forudindtagethed.

Så hvad kan jeg gøre for mig selv og for mit afkom? Jeg kan selvfølgelig vælge at være ligeglad, da jeg ikke ser det meste af min familie særlig tit, og bare lade mønsteret køre videre. Eller jeg kan også holde igen med at æde druer og insistere på, at mit barn er sig selv og ikke et udtryk for mit behov for opmærksomhed. Mea er også smuk og elskelig, når hun er umulig og ikke så dygtig som fx. min ældste søsters ældste barn. Og jeg er ikke en dårlig mor, fordi jeg ikke gør tingene på samme måde som dem, der kom før mig.

Eller jeg kan lade helt være med at bekymre mig, fordi det ikke nødvendigvis er en konkurrence, og når min familie kommenterer på barnet (hvilket de uvægerligt vil gøre), behøver jeg ikke tage det som ladede meddelelser. Ligegyldigt om de er det eller ej. Hvis jeg kan finde ud af at lægge disse tanker fra mig ved at bruge bloggen som katalysator, får jeg måske en helt afslappet, smuk jul i år. Med den fred med min gamle familie, som min nye familie giver mig på alle andre tidspunkter på året...

Så på forhånd: Tak husbond, tak Mea og tak blog, fordi denne jul bliver starten på en ny tradition, hvor ingen behøver være perfekte for at nyde hjerternes fest.