Stille hjemmefred

Husbond er inde hos sin bror til hyggeaften, en tradition, der er opstået for de to de seneste år. I fordums tider, hvor vi ingen børn havde, betød det en hjemvendende mand ud på morgenen, lugtende af destillering og uden en eneste fungerende hjernecelle et døgns tid efter - samt en ret irriteret kone. I aften forventer jeg at falde i søvn alene, men til gengæld vågne op til en dejlig, rolig weekenddag med en sikkert træt, men tilfreds ægtefælle, for vi er begge så småt ved at blive voksne og har aftalt, at en aften i byen ikke er ensbetydende med at drikke hårdt igennem.

Så her sidder jeg i min sofa med et sødt sovende barn i eget værelse (!) og flere afsnit af House og Private Practice parat til maraton, og for en gangs skyld er jeg ikke misundelig på min mands tætte forhold til sin bror. Som jeg skrev for et par dage siden, så lysner det - næste uge har jeg forårets sidste rytmiktimer, og korene er også på vej mod semesterslut. Mea og husbond og jeg var henne i vuggestuen i dag for at hilse på pædagoger og fortælle om hendes sove- og kostvaner, og på tirsdag tager hun sin far med til første time som institutionsbarn; derefter får jeg lov at følges med hende. Barnet viste stor interesse både for de andre børn og alt det spændende, nye legetøj, og forældrene fik et meget positivt indtryk af personalet og stedets vilje til at være en tryg ramme for vores lille boute.

Udsigten til inden for en overskuelig fremtid igen at kunne fordybe mig i timevis i mit arbejde gør mig bare så glad, at jeg nyder den sidste alenetid med Mea ekstra meget. Jeg har genvundet lysten til at være hjemme, og den har jeg virkelig savnet. Én af grundene til, jeg startede så tidligt på arbejde igen, var, at jeg var bange for at føle mig indespærret af barselssituationen, og det har da også været skønt at komme ud. Men da det viste sig at være nødvendigt at have planlagt, hvad der skulle ske, mens jeg var væk også, fordi husbond i princippet skulle sidde hjemme og arbejde, mens han passede Mea, og ikke bare kunne tage over med husholdning osv., så føltes det slet ikke så fedt at skulle afsted alligevel... Og heller ikke at komme hjem igen, hvis han havde haft en stresset dag... Indespærringsfølelse udvidet til Århus midtby.
Så når det allerede var lidt et martyrium at være den, der var hjemme hos barnet i dagtimerne, så forestil jer, hvordan det blev at være den, der blev hjemme, for at den anden kunne tage ud om aftenen! "Aj, hvor er I pylrede - hvorfor ikke have barnepige en gang imellem", tænker I nok, men Mea bliver i forvejen passet af andre de to aftener om ugen, hvor både husbond og jeg svæver ned i musikrummet og fylder verden med skønne toner sammen med vores to kor. Så den dårlige samvittighed over at overlade vores barn til andre ligger konstant og ulmer.

Men den følelse af at være spærret inde af forpligtelser og dårlig samvittighed over en gang imellem at foretrække voksent selskab, som ikke nødvendigvis udelukkende snakker om lortebleer og tigerspring, den må og skal holdes nede. Når det ikke kunne gøres alene ved at forlade hjemmet for at tage på arbejde, så må vi gøre en indsats for at se det positive i at aflevere vores barn i andres varetægt. Og jeg må gøre en indsats for at acceptere, at jeg har brug for mit arbejdsliv, og at jeg ikke kan holde ud at være hjemmegående mor, hvor højt jeg end elsker min dejlige unge. Og jeg må unde min mand at gøre ting for sig selv, for ellers slider vi allesammen hinanden i stykker med krav om nærhed og kærlighed og tresomhed 24-7. Jeg tror faktisk, det lykkes, for lige nu mærker jeg i hvert fald en fred, jeg ikke har følt længe...

I'm back

Godt så. Det har været et turbulent og alligevel helt stillestående forår for mig. Jeg begyndte at arbejde (mere) på deltid i januar, og pludselig havde jeg alt for meget om ørerne.
Jeg havde egentlig regnet ud, at det hele kunne hænge sammen med blot en enkelt dags stress om ugen (hvor husbond skulle arbejde fast hjemmefra, mens han passede Mea, for hun var jo så nem og sov alligevel det meste af dagen), men så dukkede der en enestående chance op: et kor mere. Et ambitiøst ensemble, som i forvejen var på et virkelig højt niveau, og som havde alt det udenomspraktiske på skinner med en helt ufatteligt sej bestyrelse. Så jeg skulle bare stå for det kunstneriske. Det kunne jeg ikke holde fingrene fra. Jeg har i årevis været frustreret over, at jeg ikke helt får afløb for mine egne ambitioner og evner i det, jeg anser for at være min spidskompetence, nemlig kor, og her var muligheden med ét. Så med husbonds og de andre kors velvillighed fik jeg passet endnu en aften ind i arbejdsprogrammet.
Hvad jeg ikke havde medregnet i det-her-kan-vist-godt-lade-sig-gøre-skemaet, var den rivende udvikling, min datter og dermed vores lille familie oplever dette første år. Fra kun at have to faste dagsaftaler om ugen (babyrytmik og mødregruppe) gik jeg på én gang til at skulle dels afsted fra hjemmet syv gange ugentligt, dels også forberede til seks forskellige arbejdssituationer, dels have logistik omkring børnepasning til at gå op... Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort uden min formidable svigermor og en husbond, som har brugt alt deres overskud på at hjælpe mig igennem dette umulige foretagende.
Så der har I forklaringen på den larmende stilhed herfra.

Nu lysner det. Mea, min store, lille pige, starter i vuggestue om under en uge - en måned tidligere, end vi havde ønsket, og det er perfekt. Hun er simpelt hen så klar! Barnet bliver 9 måneder i morgen, og siden sidst, jeg skrev, har hun fået to tænder, er begyndt at rokke til især guitarmusik, men klaver er også ok, hun har kravlet i en uge, har fået eget soveværelse ca. samtidig, har opfundet et sprog udelukkende til at skælde ud med, er så småt begyndt at kysse én igen og er i det hele taget bare den skønneste unge, man kan forestille sig.

Vi ses snart igen :-)

Krea for både anima og animus

Husbond og jeg kan godt lide at kreere. Til tider bliver man helt stolt, men vi er også begge yderst blufærdige qua nettets mange dygtigere bloggere. Men sidste weekend begik vi begge noget hjemmelavet, som jeg gerne vil dele.

Her er førbilledet fra lørdag aften:


Husbonds projekt er alt det hvide, som er et hjemmedesignet puslebord, version 2. Første version blev udført i grim spånplade, så den kommer der ikke billeder af, selvom vi har brugt den i 4 måneder. Nå, men bordet står ovenpå badekarret - det eneste sted i huset, hvor der er god plads.

Her er det færdige resultat:












Og her kan man se, at barnet nyder, at spejlet er kommet helt på plads og at højden på bordet lige passer med uroen:



Men tilbage til førbilledet. På kassen ligger mit første strikketøj ever, som er fremkommet på baggrund af en opskrift. Som regel strikker jeg bare derudad og ser, hvad der kommer - og en sjælden gang imellem bliver det også til noget... Men faktisk så opdagede jeg hen ad vejen fejl i denne opskrift, og heldigvis nåede jeg at rette de fleste. Og som man kan se på næste billede, er der plads til at vokse i vesten.



Næste strikkeprojekt er påbegyndt: en kjole i flerfarvet strømpegarn med vesteopskriften som inspiration til bærestykket.

Vis mig dit køleskab, og jeg skal sige dig!!!

HURRA.
Jeg har ikke skrevet i lang tid, for hvad skulle jeg lige skrive om? Det er svært at sætte sig ned ved tasterne, når man render rundt og er så uendelig kedeligt tilfreds med alting - derimod skal man leve, inhalere og elske nuet og gemme lidt af følelsen, til man (måske) vender tilbage til virkeligheden. Hvor de mørke vintermåneder absorberer al glæde og initiativ; hvor arbejdsrollerne kæmper om éns prioriteter, og ingen af dem vinder, fordi ingen af dem taber; hvor spejlet af én eller anden grund kun bliver mere afslørende af vintermørket - åh jo, jeg plejer at hade den danske vinter.

Men i år filtreres alt igennem en solstråle, og selv 3 timers midt-nats-masen med at få ungen til at SOVE er glemt, når hun morgenen efter stikker mig sit "JUHUUUUUUU mor-er-også-vågen-grin". I love it.

Nå, så altså har jeg haft brug for et lille skub for at skrive igen, og HURRA! Trine to the rescue, som altid. Jeg må gerne fortælle lidt mere om mig selv ved hjælp af et billede fra min køleskabsfront. Her er det:


Altså, lidt snyd er det jo, for lige præcis mit køleskab har umagnetisk front og så til gengæld magnetisk side, og jeg syntes alligevel, det her var lidt sjovere end alle de fedtede fingre på lågen... Men jeg er taknemmelig for, at jeg ikke skulle vise det indvendige, for det er endnu mere rodet, end siden er.

Okay, så her midt på køleskabet har vi repræsentanter for nogle ganske store og livsomvæltende begivenheder.

Min søde, lille, tykke datter fylder mest - dels de tre billeder, husbond har snappet af hende, efter vi (pga. hende, men foranlediget af Trines smukke efterårsbilleder) fik spejl-ref-digi-kamera, dels det fuldstændig opmærksomhedskonsumerende emne: begyndelsen på rigtig mad, dels det aldeles uforståelige sidste scanningsbillede, som var blevet væk i vinterfrakken.

Til venstre for det sidder Luna, svigerfars sidste hund. Den døde af sorg og fortvivlelse kort tid efter, at vi mistede svigerfar til en ond og uretfærdig hjernesvulst. Hvilket vi gjorde ti dage efter vores bryllup i 2005. Så Luna sidder midt i al lykken og minder os om, hvor uendelig trist det er, at svigerfar aldrig fik sine børnebørn at se. Og hvor smukt et venskab, hunden og manden havde. Og at man skal bruge sin tid sammen på at elske hinanden, ligesom mine svigerforældre gjorde.

Hmm, så er der nogle papirer, der er blevet lidt retoucherede. De repræsenterer vores musikrum - den bedste investering, man kan forestille sig. Det er fabelagtigt at kunne gå seks trin ned fra køkkenet og være på arbejde! Og musikrummet meta-repræsenterer vores drøm om begge at blive selvstændige erhvervsdrivende - med denne tilbygning er i hvert fald jeg noget tættere på at kunne realisere det.

Lidt ned hænger forrest en opskrift fra en vege-paté købt i lækker helsekost i Kbh. Husbond er vegetar, og jeg er semi, og turen til Kbh. foregik i starten af august, hvor Mea (en måned, før hun kom ud) fyldte godt og vel det normale for en nyfødt. Det var varmt, der var trapper og larm og konstant fyldt blære og andres hjem, og det var simpelthen fantastisk. Vores sidste ferie som "kærester", hvor vi passede den kat, vi måtte give afkald på, fordi den ikke kan med børn.
Bag den hænger en adresse på en sød dansk familie, vi mødte i San Francisco i 2007. Det var vores egentlige bryllupsrejse, da svigerfars sygdom og død tyngede længe efter brylluppet. Vi var der i fem uger, og hold da op, hvor fik vi snakket meget dansk, idet min derboende fasters skandinaviske venner insisterede på at holde den ene fest efter den anden. Desværre fik vi aldrig taget os sammen til at holde kontakt med den danske familie - de bor jo helt på Sjælland!

Men som man måske kan se, er der helt vildt meget mere rod på det køleskab, og her kommer nok det mest sigende om mig: det er nemlig kolossalt, fordi der skal være plads til så rå mængder af mad, at man til enhver tid kan invitere sin nærmeste familie (på knap tyve personer) til frokost!

Jeg kommer jo selv oprindeligt fra Vestjylland, så jeg kunne faktisk godt tænke mig at se, hvordan ny-vestjyder gør - M, var det ikke noget? Og hvis man skulle se, hvad der var indeni, så ville jeg ønske at studere heksens forråd.

Jeg glæder mig

Sidste lørdag skrev jeg på min facebook status, at jeg glædede mig...
"Til hvad?" tænkte mange, men turde åbenbart ikke spørge. De havde nok regnet ud, at det ville blive til status-spam!
Så nu skal I høre:
Først til julefrokost lørdag med klassisk kor - mange drikkeviser senere fandt husbond og jeg ud af, man godt kan elske sit barn helt uden søvn i kroppen. Efter alle kvababbelserne over den rådne amning har jeg nu også fundet grund til at være glad nok for modermælkserstatning: hvidvin og genvunden energi.
Dernæst Meas genstart til babyrytmik mandag. Nu er hun pludselig blevet ganske stor på holdet, da alle de 1-årige eller lige-ved-og-næsten-1-årige er rykket op. Og jeg sidder og kigger på de nye babyer og tænker: "Aj, sådan nogle små nogle. De får da ikke noget ud af det, hva'?" Super prof, både mor og rytmiklærer...
Onsdag gensyn med min mødregruppe - nok er der kun gået to uger siden sidst, men det føles som en evighed, når nu de er så gode at være sammen med.
Så onsdag og torsdag min debut som barselsvikar på musikskolen. Uh, jeg er vild med at lave musik med de unger. Da jeg var gravid, blev jeg lidt forspist af andre folks børn, men det er heldigvis gået over igen, og jeg er tilbage med mit måske kendteste personlighedstræk: jeg elsker børn.
Torsdag aften var der koropstart for det rytmiske kor. Det var også dejligt, og jeg var glad for både at se og høre folk igen. Og det var skønt at have lavet lidt nyt arrangement, som vi tog fat på. Moderne, electronica soul/R'n'B, super udfordrende både for arrangør og kor.
Fredag tog jeg mig sammen og prøvede at fordrive postamningskiloene med en lang gåtur med barnevognen. Uha, jeg er glad for, vi er ovre nytårsforkølelsen (jeps, nytårsnat vågnede husbond og jeg i fremmed seng med sygt barn, to dage senere fulgte vi trop), så jeg tør smide Mea udenfor, selvom der er lidt koldt. Det må være et halvgodt tegn, at det ikke gør ondt i musklerne at have gået ud på landet og hjem igen, men blot i skinnebensseneskedehinderne (totalt yndlingsord, siden jeg lærte det på efterskolen, hvor alle havde det hele tiden).
Og i dag det aller-aller-fantastiskeste: babysvømning. Det startede egentlig sidste uge, men da var vi stadig for syge til at gå i vandet, så vi sad og svedte og var misundelige, men i dag var vi altså i. Mea er tosset med at være i bad og har været det fra day one, så husbond og jeg har været SÅ spændte på, hvor vild hun ville være med et rigtigt bassin. Hun var vild! Men den fedeste oplevelse var faktisk i omklædningen inden bassinet. Mea lå på sådan en skumgummí-bade-madras, og uden at tænke nærmere over det brusede jeg hende bare lige. Først da hun hvinede overrasket og frydefuldt, gik det op for mig, at hun aldrig har prøvet at blive bruset. Jeg er stadig helt ør af tanken om, hvor mærkeligt/eventyrligt, det må have været. Og dertil den næste tanke, at det jo er hele tiden, men bare tit så småt, at vi ikke lægger mærke til det. I den forløbne uge har hun fx. opdaget sine hænder som studieobjekter. Og snart er det mad. Og måske kan vi nå at kælke, inden sneen er væk... Uh, jeg glæder mig stadig!!

Shh

Jeg sidder i min stue med stearinlys og kaffe og NYDER vejret - husbond har fået bilen i dag, for det ville alligevel være synd, hvis han blæste væk. Og jeg er helt stille, for det yndige barn sover indenfor i dag, og jeg er i den grad røget i fælden med, at der skal være ro, når hun sover... Der ligger en ordentlig bunke indlægskladder og venter på at få billeder klistret ind, men billederne ligger på den store computer i det rum, hvor Mea sover, så nu benytter jeg lejligheden til at komme med endnu et tørt stykke tekst.

Jeg har to opgaver i dag: jeg skal skovle sne, og jeg skal have en enkelt elev. Jeg ved godt, hvilken opgave, jeg glæder mig mest til, for eleven er både dygtig og godt, modent selskab, selvom hun kun er 14 år. Da jeg var 14, var jeg stadig barn, selvom jeg gik i 7. klasse, brugte makeup og eksperimenterede med at blande øl og forhåndenværende sprit, når jeg besøgte "den slemme veninde". Nok var jeg (som nævnte elev) høflig overfor andre, jeg var også (som nævnte elev) videbegærlig, men jeg havde ikke fx. (som nævnte elev) en holdning til de ting, jeg fik for i skolen eller til klaver.
Nogle gange tænker jeg på, om jeg egentlig er blevet sådan rigtig voksen endnu. Jojo, jeg tager ansvar for mine arbejdsopgaver, bor i hus, fungerer vist ok som mor og en masse andre voksen-ting, men jeg er altså skræmmende god til at kommunikere på lige fod med børn ;-) Og holdninger - tjah, det nys overståede kommunalvalg viste mig, at det stadig er lidt diffust for mig.

Måske er det heller ikke nu om dage så vigtigt at være "rigtig voksen". Eller også er det min barndoms voksne forbilleder, som har haft for få muligheder for at bevare barnet i sig... Jeg syntes i hvert fald, de voksnes liv så uendeligt kedeligt ud. Arbejde var måske nok tilfredsstillende, men det var ikke noget, man gik rundt og grinede til dagen lang.

I denne søde barselstid har jeg undladt at holde pause som korleder (og sololærer) med den klausul, at hvis barnet krævede min opmærksomhed, var hun første prioritet. Det har fungeret upåklageligt. Til dels fordi jeg har verdens bedste svigermor, som er troppet op to aftener om ugen hele efteråret og har passet Mea og taget det sure med det søde. Der er ingen tvivl om, at Mea ved, hvem hun er, og hvor grænserne går... og når disse grænser så er blevet overskredet, har jeg kunnet gå ti skridt fra musikrum til privat bolig og tage over. Mine kor har til gengæld været tvunget til at tage mere ansvar for både de få øveaftener, hvor svigermor skulle noget andet, og de koncerter, hvor jeg ikke kunne stå foran og vifte med armene. Resultatet er overraskende tydeligt. Begge kors julekoncerter har sprunget forventningskurven i både det rent lydlige og i hele attituden som optrædende helhed. De er smukke, frie og selvstændige, og jeg fortryder helt, at jeg ikke langt tidligere har sluppet tøjlerne lidt og ladet dem selv være den kritiske røst.

Så hvad nu, hvor jeg går på decideret deltidsbarsel og flere dage om ugen skal ud af huset og undervise? Kan vi bibeholde den legende tilgang, eller falder jeg mon tilbage i diktatorrollen? Alene det, at jeg sidder her og formulerer spørgsmålet, burde kunne hjælpe os til at undgå det. Hvis jeg anerkender, at mine korister OGSÅ er voksne mennesker, som udvikler sig mere ved at blive inspireret end ved at blive ført, så kan jeg måske finde ud af at være "rigtig voksen" uden at være kedelig.

Og med hensyn til at skovle sne, så kan jeg jo bare rulle en snemand til sidst, så det ikke virker så meget som arbejde ;-)

Stavenørd 2

Som tidligere nævnt er jeg ret irriterende med det der med stavning. Men altså også med det talte ord. Jeg er heldigvis blevet bedre til at lade være med at korrekse folk på stedet, og så fortæller jeg bare husbond om det, når jeg kommer hjem. Eller endnu bedre: jeg skriver om det her på bloggen;-) I lørdags var jeg til julefrokost med de skønneste mennesker, nemlig mine kolleger på musikskolen. Sådan nogle er jo vant til at henvende sig til andre med en vis autoritet, og derfor tænker de nok også en del over at tale korrekt. Men ak, der er opstået en tendens i tiden til at tale overkorrekt i nogle sammenhænge, og der er man nok som underviser i stor fare for at adoptere sådan en tendens, for man vil nødig underminere sin fremtoning ved at snakke bondsk. Så:

"Han sagde til Børge og jeg, at..." - kan du kende den? Man ved som voksen, at det ikke hedder "Mig vil have mam", så "mig" er blevet et forbudt ord, men altså! Det er det jo ikke. Jeg er (trods min nørdede interesse) jo blot amatør, så måske er det forkert antaget, at tendensen er en afsmitning af engelsk, hvor man vist nok GODT kan sige "He said to Borge and I, that..." - der er i hvert fald nogle steder, hvor akkusativen opfører sig anderledes på engelsk end på dansk... Jeg hilser vidende kommentarer velkomne på dette punkt!

Og i samme boldgade: På TV2 Syd kører en reklame, hvor det kundgøres, at: "Audio Nova Hørecenter har hjulpet Poul Thomsen med sit høretab." Men det betyder altså ikke helt det, der må være intentionen. I ovenstående sætning har ANH's høretab på forunderlig vis hjulpet Poul Thomsen med et eller andet - måske et comeback som skærmtrold? Jaaah, han har sådan en dejlig stemme, og gad vide, hvilken hund, der har afløst Balder... Sig igen til, hvis jeg tager fejl. Jeg bliver da helt i tvivl, nu hvor jeg sidder og skriver det ned...
I Vestjylland, hvor jeg kommer fra, har dialekten pragmatisk nok afhjulpet problematikken om hans/hendes >< sin ved, at det simpelt hen hedder begge dele: "Kresten har tawn hans si høwder uj a æ kjøres" (=Kristian har taget sine køer ud af stalden) og "A har sjet æ røw å dens si unger" (=jeg har set ræven og dens unger). Så bondsk kan faktisk godt være smart!

Men én ting, jeg er helt sikker på (og her er vi tilbage ved julefrokosten), er, at det er helt galt, hvis Tine farede nogen som helst steder hen. Det er sådan noget, søer (altså voksne hun-grise) gør, når de får unger - ligesom koen kælvede, hesten folede osv. Mennesker enten fødte eller (som det som regel er tænkt) for!

En sidste ting, som ikke er en stave- eller grammatikfejl, men et ord, der har ændret klang for mig:
"Pænt"
Da jeg var lille, syntes jeg, at ordet "pænt" var noget af det mindst pæne, man kunne bruge. Jeg kunne slet, slet ikke forstå, hvorfor H.C. Andersen skrev i "Svinedrengen" (tror jeg nok), at "den er ikke bare smuk, den er pæn", for så var den jo helt klart grimmere og mere almindelig og kedelig, end hvis den var smuk.
Men i lørdags blev jeg opmærksom på, at jeg selv brugte ordet som det mest positive tillægsord, jeg kunne finde om noget kunst, jeg havde tjekket ud på Nettet. Og jeg undrede mig. Men jeg tror, det (udover at "pænt" måske er blevet moderne igen - i hvert fald bruger den supertjekkede Julia Lahme også netop dette ord) kan være, alle andre ord bliver for højrøvede? Hvis noget er pænt, så er det godt og gedigent i orden, det har en lækker fremtoning uden at være prangende. Smuk, yndig, køn, - alle har en tuttenuttet konnotation, hvorimod "pæn" godt kan have hjerne...

Nå, nok for nu, jeg skal have mit yndige (!) barn pakket om, så vi kan komme afsted til rytmik og synge søde sange.